Er der grænser for tilgivelse?
En trediedel af alle mord bliver begået i familien.
For fem år siden blev Morten Messerschmidts søster myrdet af faren til deres to små børn. Hvordan tilgiver man som nært pårørende sådan en ugerning? I kirken er tilgivelse en helt grundliggende livsanskuelse, men i praksis er det nemmere sagt end gjort.
Mordet
Tidligt om morgenen 15. november 2019 dræber Martin Christensen Degn moren til to af sine tre børn, Line Messerschmidt, i deres fælles hjem i Ruds Vedby på Sjælland.
Hun bliver stukket otteogtyve gange med en kniv og bliver efterladt i en blodpøl i husets stueetage, mens morderen sætter sig i en bil med retning mod moren til hans førstefødte, der bor tredive kilometer væk.
På køreturen ringer han til børnenes mormor og beder hende tage sig af børnene på henholdsvis syv og nitten måneder, der stadig befinder sig i huset. Det samme gør Line Messerschmidts to større børn på otte og elleve år.
Han ringer også til politiet og fortæller om ugerningen og får også spurgt ind til, om der er højere straf for at begå dobbeltmord. Han foretager også en opringning til sin bror, der fortæller i retten, at morderen udtrykker overraskelse over, hvor let det er at stikke en kniv igennem et menneske.
Endelig ringer han og vækker moren til sin førstefødte, Jeanette Rømer Hansen, som han efterfølgende dræber med nitten knivstik i hendes hjem i Kundby. Inden for halvanden time har han knivdræbt både sin kæreste og ekskæreste, gjort fem børn moderløse og i mellemtiden foretaget mindst fire telefonopkald.
Morderen
Morten Messerschmidt slår et stort smil op og bevæger sig i retning af de bløde møbler i sit kontor på Christiansborg. Han smider blazeren, synker ned i den ene stol og knapper en Coca-Cola Zero op. Han har et åbent ansigt og virker ubekymret, men som interviewet skrider frem kniber han øjnene – der indimellem også bliver blanke – mere sammen.
Du er Lines bror og nu værge for alle hendes fire børn. Kan du tilgive Martin Christensen Degn, hvad han gjorde mod din søster, hendes børn, og resten af familien den november-nat for fem år siden?
“Nej – jeg hverken kan eller skal tilgive ham. Det er noget, Gud tager sig af, og jeg håber, der kommer til at gå rigtig mange år, hvor morderen skal leve med sin – forhåbentlige – skyldfølelse, inden han så kan få svar på, om han kan få tilgivelse. Tilgivelse af ham er helt ude at mine hænder. Jeg er trods alt kun et menneske. Min opgave er omsorg og kærlighed til min familie.”
Er det vigtigt for dig, at han føler skyldfølelse?
“Ja. Det er derfor, jeg er imod dødsstraf. Jeg mener, at han skal leve et liv med masser af anger og uden nogen form for tilgivelse og nogen som helst muligheder for at få det ud af livet, som han fratog min søster.”
Du ved jo ikke, om han angrer. Hvordan håndterer du så vreden, når du nu ikke kan tilgive ham?
“Han er slettet fra mit følelsesliv. Han skal vide, at han ikke eksisterer for os. Den eventuelle glæde, en morder måtte have ved tanken om, at han har for- voldt skade – ikke bare på sit offer, men også på de pårørende – den skal han ikke have.”
Han må jo trods alt fylde en del, og du er værge for to af hans børn, så du skal stadig have kontakt med ham – dog via mellemmand – så hvordan ’sletter’ du ham, som du siger?
“Jeg tænker ikke på ham, og jeg vil ikke tænke på ham. Hver gang han dukker op i mine tanker, peger jeg dem i retning af min kærlighed til Line eller noget andet. Det er den måde, jeg – uden sammenligning i øvrigt – håndterer stresssituationer; at finde et andet punkt at pege min opmærksomhed over mod. De første par år fyldte det meget, men det står ikke til at ændre, og det udligner sig over tid. Nu kan jeg rette kærligheden mod børnene og ikke vreden mod morderen.”
De mordere, der vedstår sig deres skyld, og angrer hele deres liv, bliver bedre mennesker, end dem, der af et forsvar får bildt ind, at der var ydre omstændigheder, der gjorde, at de gennemførte deres udåd. Det bliver man et mere helstøbt menneske af, for først når du vedkender dig din egen skyld, kan du tilgive dig selv, og det er sådan, man bliver menneske.
At tilgive sig selv
Morten og Line Messerschmidt har haft kontroverser om livsstil, værdier og valg i livet og var over tid gledet fra hinanden. Mordet sker to dage efter Morten Messerschmidts fødselsdag. I den forbindelse sker der noget usædvanligt.
“Om natten efter fødselsdagen sender Line en sms, hvor hun ønsker tillykke. Det er meget påfaldende, at hun gør det midt om natten. Næste morgen sender jeg en sms og siger tak. Skulle jeg have ringet dér og sagt: ’Du har godt nok været sent oppe?’ For der har de jo sikkert været oppe at skændes. Fireogtyve timer senere er de jo i dét skænderi, som førte frem til drabet.”
Det lyder, som om du bebrejder dig selv for ikke at have gjort nok for at forhindre tragedien. Kan du til- give dig selv for det?
“Nej; det kommer jeg nok aldrig til. I retssagen kommer det jo frem, at Line har ført en logbog i sin telefon over de gange, han har været voldelig ved hende. Jeg har virkelig vredet min hjerne for at finde ud af, om der var noget jeg overså, når jeg var sammen med hende. Om jeg overså forsøg, hun gjorde på at få hjælp. Hvis jeg nu havde ringet til hende den morgen, fremfor bare at sende en sms, kunne hun jo have betroet mig noget.”
Børnene bor i dag hos deres mormor, og familien hjælper i fællesskab med at opfostre dem.
Kan Gud tilgives?
I 2015 kørte Mortens samlever Dot Wessmans datter Johanne galt i bil, hvor hun blev alvorligt hjerneskadet og siden har siddet i kørestol. Det var en soloulykke, og der er derfor ikke nogen at bebrejde. Det fylder en del i hjemmet.
“Dot kan ikke tilgive Gud, at han ikke passede på hendes datter. Det taler vi meget om i forhold til tilgivelse. Om man har lovning på et ulykkesfrit liv, og hvis man så ikke får det, er man så blevet snydt af Vorherre. Det er en menneskeligt interessant måde at reagere på; at man har brug for at finde en rationel forklaring. I det her tilfælde, hvor det var en soloulykke, bliver det Gud, man bebrejder, fordi han ikke holdt hånden under Johanne.”
Her begynder Morten Messerschmidt at lede efter ordene og tale langsommere – som om han tænker højt:
“Evnen og viljen til at tilgive kan være afhængig af ens forhold til sig selv som menneske; om man ser sig selv som et kristent menneske, der føler sig sat ind i en sammenhæng, hvor man ved, at det er et vilkår, at der sker onde ting i verden. Eller om man føler, at man som menneske har fuldstændig styr på, hvad der sker i verden, og at mennesket SKAL have styr på, hvad der foregår i verden. Så påtager man sig et meget stort ansvar, når noget går galt.”
Tilgivelsens arkitektur
Ved spørgsmålet om, hvorvidt Morten Messerschmidt har været udsat for andre utilgivelige hændelser i sit til tider stormomsuste liv, får samtalen pludselig en større lethed. Jeg spørger ind til hvorfor, og om han overhovedet kan definere, hvor grænsen for tilgivelse går.
“Jeg tror, det er nemmere at tilgive noget, der rammer én selv, end noget, der går ud over dem, man elsker, men det handler også om gerningens karakter. Hvis det er irreversibelt, er det utilgiveligt. Og så er det også noget med forsætlighed. Altså intentionerne: Om det sker hændeligt eller forsætligt, og hvem det går ud over. Dét er det væsentlige. Hvis nogen gør noget over for Dot, vil jeg bebrejde vedkommende for at have gjort det, men jeg vil jo også bebrejde mig selv for ikke at have forhindret det. Hvis det er én selv, der er offeret, har man jo kun gerningsmanden at vende sig imod.”
Ifølge Morten Messerschmidt er den frigørelse, der ligger i at tilgive sig selv, tæt forbundet med at påtage sig ansvaret. Hvis man ikke gør det, vil tilgivelsen få en falsk klang både i én selv og over for omverdenen.
“Det handler om retten til at påtage sig ansvaret. Altså muligheden for at være skyldig i en sammenhæng. Hvis man véd, man har gjort noget forkert, kan der være noget ekstremt befriende i at få lov til at vedkende sig det, hvor samfundet jo ofte vil have tendens til at spørge: Jamen, var der en ydre socioøkonomisk omstændighed, der var årsagen?”
Om tilgivelse
“Der er helt sikkert grænser for, hvad vi som mennesker kan tilgive. For de af os, der ikke kan tilgive alt, kan der være en aflastning i at tro på, at det heller ikke er vores opgave. Nogle ting må vi overlade til Gud. Jeg tror til gengæld på ...
Skyld og ansvar
I byretten tillægges Line Messerschmidt en del af ansvaret for morderens ugerninger. Forsvaret afspiller optagelser fra et telefonskænderi, hvilket byretten kvitterer for med en dom på seksten års fængsel. Det bliver dog siden skærpet til livstid i landsretten, der ikke ser familiære relationer som en formildende omstændighed ved mord. Netop dette blev stadfæstet ved en højesteretsdom i 2009. Landsretten idømmer Martin Christensen Degn livstid for med stor brutalitet at have begået drab på sine børns mødre. Morderens sidste ord i retten var: “Jeg er et godt menneske.” Ved oplæsning af dén sætning, spærrer Morten Messerschmidt øjnene op.
“Vi er moralske væsener, der godt kan kende forskel på rigtigt og forkert, og jeg tror ikke, man skal undervurdere, hvor vigtigt det er for et menneske at påtage sig skylden for at komme videre. Det gælder jo også morderens forsvarsadvokat, der indirekte fortæller ham, at det var egentligt ikke din skyld, for det var jo hende, der tirrede dig. Så bliver man jo i virkeligheden frataget den helt centrale egenskab at kende forskel på ret og uret.
Jeg tror, at de mordere, der vedstår sig deres skyld og angrer hele deres liv, bliver bedre mennesker end dem, der af et forsvar bliver bildt ind, at der var ydre omstændigheder, der gjorde, at de gennemførte deres udåd. Det bliver man et mere helstøbt menneske af, for først når du vedkender dig din egen skyld, kan du tilgive dig selv, og det er sådan, man bliver menneske.”