Familiegravstedet under pres
Kirkegården er under forandring, de sammenbragte familier køber flere gravsteder, for at alle familiemedlemmer kan ligge i nærheden af hinanden.
“Dine – mine – og vores børn” siger man til hinanden i de sammenbragte familier. Vi kan enten selv være papfar, være veninde med en bonusmor eller dagligt have besøg af børnenes kammerater, der lever i en sammenbragt familie. Kernefamilien eksisterer stadig, men er i takt med et stigende antal skilsmisser under kraftig forandring. Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik lever kun 74 % af alle børn i Danmark sammen med begge deres forældre.
I de sammenbragte familier går det som i andre familier både godt og skidt i livet. Børnene får nye søskende og dermed nye kammerater, og de voksne bliver bonusforældre og får glæden af ekstra børn. Omvendt kan det skabe tumult og kalde på svære og komplekse følelser som jalousi og utryghed.
Men hvad sker der, når en forælder dør i den sammenbragte familie. Sørger man sammen, og bliver der lagt låg på tidligere lige- gyldige stridigheder?
Sorg presser os alle, så vores overskud ikke er det samme, man har ikke den samme nænsomhed og rummelighed, når man sørger. Det bliver ekstra tydeligt i den sammenbragte familie.
“Et barn, der bor med sin far og bonusmor og mister sin biologiske mor, kan ud over at blive ramt af en overvældende sorg også komme i en indre loyalitetskonflikt mellem bonusmor og mor. Hvis jeg nu bliver rigtig glad for min bonusmor, glemmer jeg så min mor? Hvor meget og hvordan kan jeg tillade mig at sørge over min mor i min bonusmors selskab? Og omvendt kan det være svært for en bonusmor, når hendes mand og bonusbørn sørger, fordi hun bliver usikker på sin egen rolle, følelser og plads i familien,” fortæller familierådgiver og stifter af Institut for sammenbragte familier Janne Leth Førgaard. Hun henviser til amerikansk forskning, der viser, at bonusmødre og mødre har det sværere med hinanden end bonusfædre og fædre har.
Når det gælder bonusmoderen, kan hun føle jalousi, fordi den afdøde mor bliver idealiseret. Men forskningen viser samtidig, at bonusmoderen kan komme til at stresse sig selv, fordi hun tager sig så meget af de sørgende børn, at hun bliver overansvarlig.
Uhh, vi vil også ligge i nærheden,” så køber de et gravsted længere nede ad gangen. Men så kommer der en anden gren af den sammenbragte familie og køber et gravsted på nabogangen.
Når vi bliver ramt af sorg, bliver de biologiske relationer ofte tydeligere, fordi de er forbundet med en anden rummelighed, og det giver ofte problemer i de sammenbragte familier. Den sammenbragte søskendeflok får også lige pludselig nye roller.
“Børnene er ikke lige, og de er ikke lige i sorgen. Fra hverdagen ved de godt, at den ene har et kæledyr hos den anden forælder, og at den anden får slik hver aften i sin 9/5-ordning. Alt det tager de med sig i sorgen, til begravelsen og videre i livet, det kan være som Pandoras æske, der åbnes op.”
Flere flytter urner og kister fra en kirkegård til en anden. Tidligere var det cirka to om året, nu er der flere, der søger om det, både at flytte deres afdøde til Holmens Kirkegård, men også at flytte fra Holmens til en anden landsdel, fortæller gartnerformand Carina Bachmann. “En ung kvinde bliver gift i udlandet, hun dør og bliver begravet der. Hendes mand får efter en årrække ny ægtefælle og børn og kommer ikke på kirkegården mere. Derfor søger kvindens familie i Danmark om tilladelse til at flytte kisten. Den bliver så fløjet til Danmark, hentet af en bedemand og sænket i nyt gravsted på Holmens Kirkegård. Herefter vælger familien et gravsted, så der er plads til familien ved siden af hende.”
Køber flere gravsteder
På Holmens Kirkegård på Østerbro findes de traditionelle familie- gravsten. Men de er under forandring.
“I brudte familier køber folk måske to gravsteder i nærheden af hinanden, og hvis man først har begravet en, så siger familien: “Uhh, vi vil også ligge i nærheden,” så køber de et gravsted længere nede ad gangen. Men så kommer der en anden gren af den sammenbragte familie og køber et gravsted på nabogangen. På den måde har man hele den brudte familie i nærheden af hinanden,” fortæller gartnerformand Carina Bachmann, der har arbejdet her i tyve år.
Et eksempel er et par, der havde mødt hinanden sent i livet, og hvor kvinden havde begravet sin tidligere mand på Holmens Kirkegård, og hendes mand havde begravet sin tidligere ægtefælle et andet sted. Han valgte at flytte sin afdøde tidligere kones urne, så de to afdøde kunne ligge i samme område på kirkegården.
“På den måde kan det levende par besøge deres afdøde ægtefæller, sørge sammen og have hinanden,” uddyber Carina Bachmann.
Der er flere i familien, der kan stå for gravstedet, men én forpligter sig til at stå for betalingen.
“Men det bliver kompliceret, når der er bonusbørn. Når det er den enes far, der skal i graven, så er det måske en andens bonusfar, som ikke er direkte i slægt, så bliver det kompliceret. Her må man ty til Kirkeministeriets vejledning.”
De brudte familier med bonus- og papbørn betyder også flere konflikter om, hvem der bestemmer, hvis en grav skal fornyes eller sløjfes.
“Hvis en datter vil opsige gravstedet, skal hun gøre det på vegne af alle i familien, og hun skal skrive under på tro og love, at hun har spurgt alle. Men vi oplever, at alle ikke er blevet spurgt. Og så kommer der nogle søskende, som er rystede over, at gravstedet er ryddet.”
Den døde lytter med
“Den nye familiestruktur kan skabe problemer, fordi både de biologiske børn og bonusbørnene synes, at de har ret, og de har sandsynligvis følelser i klemme.”
Men det går ikke altid så let, derfor må Carina Bachmann og de andre på kirkekontoret nogle gange holde mæglingsmøder med familien.
“Vi kan mødes ved graven, så kan man sige, at den døde lytter med. Måske de så opfører sig bedre over for hinanden?” siger Carina med et skævt smil.
En anden form for rådgivning er den, som Janne Leth Førgaard yder de sammenbragte familier. Hun har det sidste år haft besøg af adskillige sammenbragte familiemedlemmer.
“De fleste ved godt, at vi skal støtte hinanden, når sorgen rammer. Vi lægger især vægt på praktiske ting for de sammenbragte familier, fordi de ikke er selvskrevne på samme måde som familier, der udelukkende består af fælles børn.”
“Inden bisættelsen skal de snakke om, hvem er med i kirken eller kapellet, hvem siger noget, og hvem bærer kisten. Det er også vigtigt, at det står klart, hvem der tager sig af hvilke børn, når de primære voksne fx bærer kisten eller ikke er fysisk til stede.”
Men som i alle familier er sorgen ikke overstået efter begravelsen.
“Det er vigtigt, at vi snakker om og mindes den døde, også selv om det kan blive svært for de ekstra voksne. En måde at mindes den døde på hans eller hendes fødselsdag kan måske være med deres favoritkage. Det er også vigtigt at huske på og acceptere, at dybden af sorgen vil være forskellig alt efter tilknytningen til den døde.”