Familien - en øvebane for jalousi
De fleste har i barndommen oplevet at være jaloux på en søster eller bror, og senere i livet kan følelsen dukke op igen. Skal vi skjule de uskønne og negative følelser, vi kender, men ikke taler om?
De fleste af os kender den – altså den grimme følelse af at være jaloux. Det er ikke pænt eller accepteret, faktisk er det en flov følelse, man gemmer væk og håber, kan forsvinde af sig selv. Vi har svært ved at tale om den, for man skulle nødig ødelægge den gode stemning, når vi skal holde juleaften i familiens skød. Men jalousien er en temmelig sej og livskraftig følgesvend; den er simpelthen svær at slå ihjel.
Da jeg var fire år, fik jeg en lillesøster, som jeg syntes, fik mere kærlighed fra mine forældre, end jeg fik. Hvem har ikke hadet en lillesøster eller lillebror, der tog for sig af morens brystmælk og voksede sig tykkere og tykkere? For mit vedkommende udtrykte jeg min jalousi over min lillesøsters tilstedeværelse ved at flytte min barneseng ud fra mine forældres soveværelse, hvor hun selvfølgelig forstyrrede og tog plads. Jeg ville heller ikke i børnehave, da jeg frygtede, at min lillesøster og mor havde det for sjovt sammen uden mig, så jeg kendte tidligt til de besværlige og forbudte følelser.
Som voksen er jeg igen ofte stødt på følelsen, som jeg aldrig har været stolt af. Og har haft lyst til at under- søge, hvad det egentlig handler om.
Ideen om at familien skal være et harmonisk sted at være, er en lidt for idyllisk og alt for urealistisk fortælling. Oftest ligner den nærmere en slagmark og en øveplads for besværlige følelser.
Psykolog Heidi Agerkvist fortæller, at familien er det allerbedste sted at stifte bekendtskab med alle vores mange følelser, fordi det netop er der, man er tryg og elsket og kan blive hjulpet til at rumme og regulere stærke følelser.
“Det en perfekt øvebane, hvor man er tryg og kan afprøve, om ens behov bliver dækket. Kommer der en konkurrent, et nyt barn, som får mine forældres opmærksomhed? Elsker de stadig mig?”
Heidi Agerkvist forklarer, at vi ikke skal blive så forskrækkede, når der er konflikter blandt familiens medlemmer. Ideen om at familien skal være et harmonisk sted at være, er en lidt for idyllisk og alt for urealistisk fortælling. Oftest ligner den nærmere en slagmark og en øveplads for besværlige følelser. Og det er godt. I en søskendeflok kommer det tydeligt frem.
“Har man et barn, der udviser en adfærd præget af jalousi, er det forståeligt, at man som for- ældre kan blive både irriteret og flov og af- mægtig. Lidt undskyldende siger man: “Han er bare jaloux”, hvis sønnen har en adfærd, hvor han er vred og råber op. Det er forståeligt, men ikke hjælpsomt, og kan forstærke adfærden.
Ifølge Heidi Agerkvist er det mere hjælpsomt at være nysgerrig og kigge bag om barnets adfærd og forsøge at forstå, hvad den handler om. Hvis vi bare siger: “Hold op med det”, gør vi det værre. Vi er nødt til at møde barnet i følelsen.
Nogle søskendekonstruktioner kan skabe ekstra konflikter og konkurrence mellem søskende; for drenge gælder det især, hvis der ikke er klarhed om magthierarkiet, og hvem der er alfahannen. To drenge med lille aldersforskel vil derfor ofte konkurrere og true hin- anden for at afklare hierarkiet.
På samme måde kan en storebror føle sig truet af en lillesøster, da pigers udvikling går hurtigere end drenges, og hun derfor kan overhale ham både socialt, fagligt og også motorisk, hvilket gør, at han føler sig truet på sin position og derfor reagerer.
Videre i livet
En ting er barndommen, men hvad sker der senere i livet? Tager vi søskende-jalousi med os videre i voksenlivet?
“Hvis jalousien ikke er “løst”, så kan den vise sig op igennem livet og kan udløse man- ge konflikter, når familien er samlet.
Mange søskende forsøger at komme overens som voksne, men der også dem, der aldrig slipper barndommens konkurrence.
“Man kan sagtens tage jalousien med i døden. Det værste er, når den ene er vokset op i skyggen af den anden. Altså med en oplevelse af, at den anden søskende var et bedre barn i forældrenes øjne, mere elsket og nød flere privilegier. Hvis den søskende så dør, skaber det ikke nødvendigvis fred. Man slipper for at blive trigget i samværet med vedkommen- de, men fortællingen om det særligt gode barn lever sandsynligvis stadig og vil blive ved med at gøre ondt, hvis den tilbageværende søskende ikke føler sig set og anerkendt af forældrene,” siger Heidi Agerkvist.
En anden ting er, når forældrene dør, så kan der ofte opstå kiv og uenighed om arven. Det aktiverer barndommens oplevelse af, hvorfor de andre fik så meget kærlighed, og jeg ikke fik noget. I den situation kan penge og særlige arvestykker blive ekstra vigtige at få – som en slags erstatning for den kærlighed, man ikke følte, man fik, uddyber Heidi Agerkvist.
Fordufter det?
For mig ændrede det sig senere i livet, min jalousi nærmest forduftede, da vi tre søskende fik egne familier og kunne iagttage vores børns jalousiudbrud. Vi dyrkede de hyggelige sider af familien til fødselsdage og kunne ofte tale om sjove barndomsminder.
Men kunne det virkelig passe, at alle grimme følelser var forduftet med alderen og modenheden? Kun næsten for os. Da vores mor, den sidst levende forælder, døde, blev vi rygende uenige om en symbolsk side af arven. Først efter mange svære og smertefulde samtaler fandt vi et kompromis og kunne genoptage søskende-relationen.
I dag er der kun os tre senior-børn tilbage, og vi er fuldt opmærksomme på, at det er os, der er ‘den’. Det betyder ansvar, men også omsorg og kærlighed – og vi er enige om at holde sammen og fortsætte familien.