Kernefamilie med fravalg

Det gode og travle liv i kernefamilien lykkes kun med klare fravalg for studievært Nola Gaardmand og hendes mand, politiker og forfatter Magnus Barsøe. For dem er troen et tilvalg.

Nola Gaardmand havde altid haft en massiv længsel efter en kernefamilie.

“Som barn drømte jeg i skolen, når jeg så de andres kernefamilier, åhh det var det, jeg kunne tænke mig. Det var drømmen, de var stabile og lidt kedelige,” fortæller den 39-årige journalist og ser på sin mand, som hun mødte på Jyllands-Posten for otte år siden.

“Vi havde arbejdet samme sted i nogle måneder, men begyndte faktisk først at tale sammen i forbindelse med det forfærdelige angreb på det franske satire-magasin Charlie Hebdo, og jeg faldt for Nola med et brag. På første date spurgte jeg hende, om hun ville have børn, for dér var jeg i mit liv, og hvis hun ikke ville, så måtte jeg tænke om,” supplerer 43-årige Magnus Barsøe.

Magnus Barsøe ville giftes i kirken, og i hans tale til bruden sagde han, at det var Charlie Hebdo – død og ødelæggelse – der havde bragt dem sammen i kærlighed. Nola Gaardmand bestilte hurtig tid hos lægen for at tage spiralen ud. “Hvad venter jeg på, tænkte jeg. Jeg behøvede ikke mere sikkerhed, var det så vigtigt med en sommer mere på Roskilde Festival?”

På bare et halvt år var parret snot-forelskede og gravide med deres første barn. To mennesker fra hvert sit verdenshjørne: Nola Gaardmand voksede op i New York, hendes sydafrikanske mor var stewardesse og hendes far jazzmusiker fra Danmark. De havde i 70’erne bosat sig i USA, efter moren var flygtet fra apartheid i sit hjemland. Da Nola var otte, flyttede familien til København.

“Min barndom var kaosagtig. Min mor havde det svært i Danmark og flyttede tilbage til Sydafrika, jeg flyttede sammen med min far og min stedmor. Vi var en meget utraditionel familie.”

Magnus Barsøe kommer fra en helt igennem traditionel kernefamilie med en mor, der var skolelærer, og en far, der var bibliotekar. Magnus Barsøe og hans bror voksede op i en murstensvilla i Virum.

Nola og Magnus Gaardmand Barsøe, der har taget hinandens efternavne, har inviteret Gejst indenfor i et byggeforeningshus på Amager, hvor børneværelset med køjesenge og masser af legetøj vidner om, at her bor også to andre vigtige personer.

Nemlig to lyshårede drenge: Calle på otte og Buster på fem.

Det gode liv

Da Calle var to, opdagede forældrene, at han ikke kunne høre. Calle havde fra begge forældre arvet et skjult gen, som betød, at han var hørehandicappet.

“Jeg var martret af bekymring, vi var virkelig i knæ,” fortæller Nola Gaardmand.

Magnus Barsøe tilføjer: “Jeg ville gerne give mit barn mulighed for at leve et liv på samme vilkår som mig selv, og jeg blev ked af det, da jeg måtte erkende, at han var handicappet. Jeg begyndte at tænke over: Hvad er definitionen på det gode liv?”

Calle skulle opereres med en ny mulighed for at afhjælpe døvhed, en såkaldt Cochlear Implant, et apparat, der indopereres bag øret, og som for 80 % af døve børn betyder, at de kan lære at opfatte lyd, tale og indgå i de hørendes verden. Operationen virkede dog ikke helt efter hensigten, og efter mange frustrationer begyndte Nola Gaardmand på et tegnsprogskursus på aftenskole.

Det viste sig senere, at kombinationen af tegnsprog og Cochlear Implant var nøglen, der låste op for hans sprog. Nola Gaardmand understreger at hun aldrig har ønsket, at Calle skulle være en anden, end den han er: “Han er den, han er, lyshåret, døv, fjollet, og han elsker Lego.”

Under de mange svære beslutninger om Calles hørelse, ønskede parret at få et barn mere. Genfejlen betød, at de skulle tage stilling til, om barn nummer to skulle undfanges med en sæddonor for et være sikker på, at de ikke ville få endnu et døvt barn.

“Jeg sagde nej til sæddonor,” siger Nola Gaardmand. “Handicap kan være meget skræmmende for forældre, og inden man står i det, er man overvældet af frygt. Hvordan skal vi overkomme det, hvad vil det betyde for vores liv? Men jeg ville aldrig vælge et barn fra alene på grund af eventuel døvhed.”

Fravalg

I den periode, hvor der var mange kriser om, hvordan Calles fremtid ville blive, blev parret hurtigt enige om, at kernen i alt det var deres forhold.

“I to år var sex, forelskelse og kæreste-ting langt nede på listen,” fortæller Nola Gaardmand og henvender sig til sin mand: “Du sagde STOP, vi kan ikke blive ved med det her; det ender med, at vi går fra hinanden. Vi arbejdede begge, var ambitiøse, og vi ville gøre alt det, vi plejede. Så sagde du, vi er nødt til at prioritere hinanden, vi skal på hotel, vi skal på date, vi skal have sex. Vi er ikke bare et partnerskab, der skal løse problemer.”

Magnus Barsøe forklarer, at en del af løsningen var at sige nej til bijob, parmiddage og arrangementer i børnehaven, også selvom det var grænseoverskridende at sige nej til sociale ting, man havde lyst til.

“Vi have brug for at være hjemme lørdag formiddag og bare være os – en familie. Vi havde begge en følelse i maven af, at vi kunne glide fra hinanden, og at vi skulle lave sjove ting sammen.”

Under krisen fik Nola Gaardmand et job, hun længe havde ønsket sig. Hun blev studievært på Deadline på DR, men det var aftenarbejde, og det var for svært, at hun først kom hjem ved 23-tiden. Et andet eftertragtet job som studievært på morgenfladen, måtte hun sige nej til og måtte i det hele taget i gang med at vælge fra.

Så opfandt de tre-projekts-reglen, som går ud på, at familien ikke kan klare mere end tre livsbegivenheder på èn gang: fx jobskifte, nyt køkken og skolestart. Det vil for eksempel sige, at de to voksne ikke begge kan skifte job på samme tid.

“Faktisk kan vi max have to projekter, da det ene altid er optaget af vores handicappede barn. Calle fylder et helt projekt, også fordi jeg på et tidspunkt var i gang med at lære tegnsprog,” uddyber Nola Gaardmand.

I dag er Calle otte år og går på en specialskole, hvor han trives og er glad, og hans mor har job som studievært på Aftenshowet. Med til tre-projekts-reglen hører også, at forældrene skal heppe på hinandens projekter. Derfor har parret også en “fugl”, der skal passes med omsorg.

“Når den anden bliver fjern i blikket – så siger vi til hinanden: Nu fortæller jeg faktisk om min fugl, så nu skal du lytte.”

Nærhedsgaranti

Et af de store projekter og drømme har for Magnus Barsøe været at sætte et politisk aftryk på dansk familiepolitik, og han stillede blandt andet op for Social- demokratiet til Europa-Parlamentsvalget juni 2024, men blev ikke valgt.

“Det er en stor drøm for dig, og det vil jeg bakke op. Vi hepper på hinanden, koste hvad det vil, så støtter vi hinandens drømme,” siger Nola Gaardmand og er med på, at det er hende, der passer børnene, når der er valgkamp.

Magnus Barsøes mulige job i Europa-Parlamentet blev planlagt med en uge-turnus med tre dage i Bruxelles og to hjemmearbejdsdage. Det betød så, ifølge tre-projekts-reglen, at han ikke kunne kaste sig ud i andre projekter, som f.eks. at skrive en bog mere.

Kalenderen på skabet i køkkenet taler sit eget sprog. Her står der, at Nola Gaardmand også får sine drømme opfyldt, når hun skal lave en dokumentar om sin opvækst i USA og besøge sin mor i Sydafrika.

Familiepolitiske ideer om bedre ordninger for deltid og en tidsbank, så forældre kan gå ned i tid, når børnene er små, er nogle af Magnus Barsøes kæpheste.

“Vi har i Danmark ikke gjort det smart, når mange forældre ender med at gå fra hinanden,” siger han og peger ud af vinduet. “Vi er dog så heldige, at børnehaven ligger lige bag vores hus. Det er ikke alle, der har så kort transport til pasning. Blandt alle de politiske garantier burde vi også have en nærhedsgaranti.”

Familien er heldig på et andet punkt: Begge bedsteforældrepar bor i København og er glade for at passe børnebørn. I de senere år har det været diskuteret, om bedsteforældre skulle træde til og passe syge børn, eller om det er samfundets opgave med børnenes første, anden og tredje sygedag.

“Den relation, man har med bedsteforældre, det kan samfundet ikke erstatte. Vi er heldige, at mine forældre er på pension, og de har lov til at forkæle og “spolere” børnene. Men jeg synes ikke, at samfundet skal indrette sig på, at bedsteforældre tager anden og tredje sygedag,” siger Magnus Barsøe.

Bjerget der hedder ligestilling

Om børnefamilier er pressede? Ja, det mener parret. Men de vil ikke være med på, at de piver. Sådan en påstand kan godt få Nola Gaardmands pis i kog.

“Det er overhovedet ikke at pive, at livet har ramt mig med en sledgehammer. Indimellem kan jeg få den der… hvorfor er det altid mig, der står for lægeaftaler, køber gaver og har kommunikationen til skolen?”

Nola Gaardmand blev som mange andre provokeret under ’mental load’-debatten af de mænd, der sagde: “I kan bare skrue ned, damer”. Den replik morer parret sig over, men der er også alvor i det.

“Det er lidt svært at komme uden om en lille smule kønsroller,” siger Magnus Barsøe og fortsætter: “Nola laver lægeaftaler, jeg er fodboldtræner og ordner forsikringen, og det skal man bare være ærlig med.” 

Han fortæller, at Nola oprindelig ville have en fifty-fifty-barsel, og at han protesterede højlydt, men da de kom til det, ville Nola alligevel have størstedelen af barslen. “Hvis man går og har millimeterdemokrati i hovedet, så bliver man bitter. Man skal huske at rose hinanden, også for at gå ned med vasketøjet; jeg har ikke behov for fifty-fifty, men for at vi anerkender hinandens indsats,” siger Nola Gaardmand. “Der skal være rum inden for familien til at finde fleksible løsninger,” siger Magnus Barsøe, men pointerer alligevel: “Jeg vil godt nok dø på det bjerg, der hedder ligestilling.”

Troen – et tilvalg

Nola Gaardmands sydafrikanske mor er kristen, og de var ofte i kirke i New York, hvor hun boede som barn.

“Jeg var troende inden min store krise, men det blev aktualiseret i de perioder, hvor Calle havde det skidt. Jeg var så ængstelig, at jeg næsten ikke kunne passe mit arbejde. Jeg gik ud på toilettet, lagde et håndklæde på gulvet og bad en bøn. Kunne Gud hjælpe mig til, at Calle skulle få et godt liv?”

Nola Gaardmand gik også til sjælesorg hos den lokale præst, da hun havde behov for at få krisen om Calles døvhed bearbejdet. Og selvom hun også gik til psykolog, blev sjælesorgssamtalerne med præsten nogle af de mest givende samtaler i hendes liv.

“Det, præsten gav mig, var meget vigtigt, nemlig at livet nogle gange bare er svært. Det er ikke noget, der bare skal fixes. Der er ingen diagnose, jeg var bare ulykkelig og bekymret.”

Sjælesorgssamtalerne sluttede altid med, at de læste et salmevers og bad en bøn for Calle. “Det er meget privat. Jeg lærte, at der ikke er noget galt med Calle og heller ikke med mig selv.”

Om aftenen finder familien ’Du som har tændt millioner af stjerner’ i børnesalmebogen, og når de spørger Calle, hvad de skal synge, siger han altid: den med stjernerne. Børnesalmebogen står henne på boghylden, som Magnus peger mod og ironisk tilføjer: “Jeg tænker, at den supplerer Arbejdersangbogen.”

Magnus Barsøe kommer fra en kulturradikal ’Politiken-familie’, hvor religion ikke spillede nogen stor rolle.

“Jeg har selv søgt den ro, som religion og tro giver mig. Det handler også om at give mig styrken til at være en god far, når jeg har tvivlet på, om jeg kunne være det. Jeg ved godt, at man ikke kan ringe til Gud og spørge: Hvad skal jeg gøre?”

Han illustrerer sin tro med en lignelse: En mand sidder på et tag under en oversvømmelse og er ved at drukne. To gange kommer der en redningsbåd, men manden bliver siddende med begrundelsen: Gud skal nok komme og redde mig. Til sidst kommer der en helikopter, som han heller ikke tager. Manden drukner, og da han kommer op til Gud, spørger han: Hvorfor reddede du mig ikke? Og Gud svarer: Jeg sendte tre ting, men du tog dem ikke.

“Man er med andre ord nødt til at prøve at få øje på de tegn og de måder, Gud viser sig i ens liv, når man er i tvivl om, hvad man skal gøre.”

Nola Gaardmand er fra en mere ideologisk sammensat familiebaggrund. Hendes far kommer fra et musikalsk hippiemiljø i en venstreorienteret familie, der mente, at religion var opium for folket. Men søndagsskolen i New York og livet har drevet hende i en anden retning, og i dag kommer hun og familien jævnligt i kirken, især til børnegudstjenester.

At de, trods deres forskellige baggrunde, alligevel har et fællesskab med hinanden i troen, er for dem begge et under. Men de har også skullet arbejde for kærligheden.

“Vi skulle giftes i kirken. Det er et utroligt rørende øjeblik foran præsten, når man forpligter hinanden til at være tilstede i hinandens både gode og svære perioder. Vi har lovet hinanden og Gud, at vi vil forsøge alt, hvad vi kan, og at vi skylder hinanden at være forpligtet”, lyder det fra Magnus Barsøe.

TILBAGE TIL OVERSIGTEN | GEJST 2025