Familiens forandring
1900-1950
Tre-generations-familien, der bor under samme tag, er normen omkring århundredeskiftet. Finansieringen af børnenes uddannelse og forsørgelsen af de ældre er en fælles opgave. Kvinderne får stemmeret i 1915, men deres vigtigste opgave er at være husmødre i familien.
Manden fungerer ifølge lovgivningen som familiens overhoved. I slutningen af 1940’erne indføres familietilskud, så der er bedre muligheder for, at moderen kan gå hjemme hos børnene. I perioden moderniseres hjemmene, og husmoren aflastes af de nye moderne maskiner: vaskemaskiner, støvsugere og køleskabe.
Skoletiden sættes op, og familien bliver i mindre grad et arbejdsfællesskab.
1950-1965
Kvinderne indtager arbejdsmarkedet. Børnene kommer tidligt i forældrenes liv, og kvinderne får overskud, når børnene er fløjet fra reden. Børnehaver og dagpleje understøttes af kommune og stat. Samtidig stiger væksten i samfundet i tiden efter Anden Verdenskrig, og der er øget efterspørgsel efter arbejds- kraft i fabrikker og i servicefagene. I samme periode begynder flere kvinder at uddanne sig til lærere og sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere. Det bliver mere almindeligt at fokusere på børnenes behov, som sammen med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet skaber et pres på mødrene. Blandt andet derfor vælger mange familier et færre antal børn end tidligere.
1968-1985
Med abortens frigivelse 1973 får kvinderne frit valg, om de vil stifte familie på traditionel vis. Samtidig giver udbredt brug af p-piller og anden prævention en forbedret mulighed for at kontrollere og afstemme tids- punktet for børnefødslerne. Den
nye kvindebevægelse i 1970’erne kræver ligestilling for mænd og kvinder – både på arbejdsmar- kedet og i familien. Flere mænd tager del i det huslige arbejde og henter børn fra børnehave. Man taler om en ny manderolle. En mindre gruppe flytter i kollektiv og erklærer, at børnene har flere sociale fædre og mødre.
1985-2000
Skilsmissetallet stiger, og kernefamilien er ikke længere den eneste norm. Danmarks Statistik anerkender femogtredive familieformer. Den enlige mor eller far bliver mere almindelig og anerkendes i statistik og lovgivning, ligesom den enliges retsstilling bliver præciseret. I 1989 vedtages loven om registreret partnerskab, homoseksuelle par kan blive borgerligt gift. Folkepensionens indførelse for ældre på 67 år får betydning for familiemønstret, idet den skaber større økonomisk uafhængighed for de ældre familiemedlemmer. Individorienteringen gør sig gældende i den senmoderne familie, de indbyrdes roller er i tiltagende grad demokratiseret.
2000-2020
Bonusforældre, papfar, sammenbragte søskende, homoseksuelle, eneforsørger-, og kernefamilier – mangfoldighed bliver det nye kodeord efter årtusindskiftet. Familieretshuset etableres i 2019, hvor advokater, psykologer og pædagoger kan rådgive og afgøre uenigheder mellem de voksne, og der debatteres bredt i samfundet, hvilken samværs- ordninger – syv/syv, ni/fem eller blot weekend-samvær – der er bedst for børnene. Staten giver barnløse gratis hjælp til kunstig befrugtning, og i 2006 ophæver Folketinget en lov, der forbyder lesbiske de nye muligheder for at få børn. I 2010 får homoseksuelle ret til at adoptere, og i 2011 beslutter regeringen at give folkekirken mulighed for at tilbyde vielser af par af samme køn.
Den nye regnbuefamilie, hvor mindst en af de voksne har en anden seksualitet end den heteroseksuelle, opstår.
2020-2024
Bedsteforældre-familien får en opblomstring. I takt med at bedsteforældrene er sundere og lever længere, og at begge voksne i børnefamilien har travlt på arbejdsmarkedet, er der et øget behov for børnepasning, når børnene er syge, eller pressede forældre skal aflastes. Her træder bedsteforældrene til. I det senmoderne samfund
har familiemønstrene ændret sig markant siden “skabelsen” af den moderne familie. Eneforsørgerfamilier, sammenbragte familier og homoseksuelle familier er blevet en del af samfundet på lige fod med kernefamilien, og bedste- forældrene er igen rykket tættere på. Den danske fertilitetsrate er
i 2024 på 1,5 børn per kvinde, flere unge bliver det, man kalder DINK's: dobbelt indkomst, ingen børn. Politikerne foreslår, at barnløse skal have flere forsøg i den offentlige fertilitetsbehandling for at få fødselsraten hævet til 2,1
