
Hvad som helst og hvem som helst
Grundlovsdag i folkekirken
Den 5. juni 1849 fik Danmark sin frie forfatning – grundloven. Kongen frasagde sig sin ultimative magt og lod demokratiet tage over.
I år er det 175 år siden, at alle borgere i kongeriget blev garanteret ytringsfrihed, medbestemmelse, retssikkerhed – og religionsfrihed. Det er værd at fejre, og folkekirken deltager også i markeringen af jubilæet.
Du må tro på hvad som helst og hvem som helst
Der er mange eksempler på religionsfrihed og multireligiøse samfund gennem verdenshistorien. Allerede før Jesus blev født, stod den persiske Kong Kyros bag den såkaldte ”Kyros-cylinderen”, hvorpå han tildelte sine undersåtter religionsfrihed. Han satte jødiske slaver fri og det sikrede ham en hel del omtale i Biblen, hvor ”perserkongen Kyros” kaldes for ”redskabet til Israels frelse”.
Men derudover har religionsfrihed ikke været særligt populært blandt konger, despoter og diktatorer gennem verdenshistorien.
Ca. 2000 år efter Kong Kyros’ død blev danskernes religionsfrihed stadfæstet ved lov i junigrundlovens paragraf 81:
Borgerne har Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden.
Eller med andre ord: Du må tro på hvad som helst og hvem som helst, så længe det ikke går ud over andre.
I en artikel skrevet af journalist Astrid Højbjerg for folkekirken.dk, fortæller lektor i praktisk teologi, Anders Holm, hvorfor grundloven var så vigtig for retten til at tro på hvem som helst og hvad som helst:
”Religionsfrihed eller muligheden for at træde ud af kirken udgjorde en af de største forskelle på kirken før og efter vedtagelsen af grundloven. Før 1849 var der, i hvert fald principielt, en tæt sammenhæng mellem borgerrettigheder og medlemskab af kirken, fortæller Anders Holm.
”Trådte man ud, mistede man sine borgerrettigheder. Dog havde der længe af hensyn til handel og industri været få steder, hvor nogle få andre trossamfund havde haft muligheder for at forsamle sig, men det var kontrolleret, og mission af anden religion end den officielle lutherske var på det strengeste forbudt.”
Dermed blev noget, der tidligere var forbudt, gjort fri. Grundloven sikrede danskerne en grundlæggende frihed.
Religioner - også den kristne - har været gode at fortælle folk, hvad de må og ikke må. Men i virkeligheden handler vores kirke i dag om det stik modsatte: At sætte folk fri!
De fejrer friheden i Sydhavnen
I Sydhavn Sogn bliver grundlovsdag brugt som en velkommen lejlighed til at fejre og undersøge begrebet frihed ved en aftengudstjeneste på Kirkeskibet i Teglholmen.
Sognepræst i Sydhavn Sogn Morten Sternberg, forklarer, at gudstjenesten både i musik og tale vil dreje sig om det, grundloven repræsenterer: Blandt andet frihed – eller mangel på samme.
Derfor skal der blandt andet synges Ulige Numres ”Frit Land” (naturligvis), men også en Sys Bjerre-sang, Åbent Hjerte, som handler om en anden slags frihed, nemlig frihed fra frygt og den frihed man kan få, når man har tillid til verden og sine medmennesker.
“På grundlovsdag er det oplagt at tale om frihedsbegrebet i kirken”, fortæller Morten Sternberg. ”Det er interessant at kigge på, hvad grundloven giver os mulighed for - som kirke og som kristne. Men det bliver ikke en politisk gudstjeneste.”
Selvom sognepræst Morten Sternberg vælger at holde politik ude af sin prædiken, er det derimod relevant at tale om magt. For frihed og magt er to sider af samme sag, og det forhold vil Morten Sternberg undersøge ved at vende blikket bagud og se på den magt, som religiøse institutioner har udøvet gennem årtusinder:
”Religioner - også den kristne - har været gode at fortælle folk, hvad de må og ikke må. Men i virkeligheden handler vores kirke i dag om det stik modsatte: At sætte folk fri!”.
Musikerne Sara Tornøe Tødten og Martin Bennebo medvirker ved Sydhavn Sogns aftengudstjeneste, hvor både musik og ord altså tager udgangspunkt i grundlovsjubilæet og sætter friheden under lup.
Festgudstjeneste i Holmens Kirke og jordbærtærte på Frederiksberg
Særligt inviterede, politikere og andre samfundsrepræsentanter får også et par kristne ord med på vejen grundlovsdag, når Holmens Kirke og Folketinget er værter for en festgudstjeneste klokken 9. Københavns Stifts biskop, Peter Skov-Jakobsen, forestår gudstjenesten, som kan følges direkte på Folketingets hjemmeside.
En anden og væsentligt sødere mulighed er at troppe op til morgensang kl. 10:00 i Sankt Markus Kirke på Frederiksberg. Her bliver der serveret jordbærtærte i dagens anledning og en helt ny grundlovssang skrevet af Dy Plambeck og Marianne Søgaard er på spillelisten. Sangen er vindersangen i en konkurrence udskrevet af Sangens Hus, Højskolerne og DR i anledning af grundlovsjubilæet. Sangen hedder ”Der, hvor du har hjemme”. Du kan smuglytte til den her.
Og på Østerbro, i Lundehus Kirke, bliver dagen og religionsfriheden fejret med en gratis grundlovsmiddag i samarbejde Dialogforum, hvor medlemmer af andre religiøse samfund inviteres til at sidde med ved bordet som en del af projektet "Sammen om højtiderne".
Man skal tilmelde sig middagen forinden - og det kan gøres her!
Uanset set hvordan, du vælger at markere grundlovsdag, ønsker Københavns Stift dig til lykke med friheden uanset hvem og hvad og hvad du tror på.