
PINSE 2024
PINSEHVAFFORNOGET?
Pinsen er en af de helligdage, der er sværest at forklare.
Jul handler om, at Jesus blev født. Påske handler om, at Jesus døde og genopstod. Men pinsen? Hvad handler det om?
Vi har forsøgt at gøre pinsefortællingen lidt nemmere at forstå - og så kan du se et udvalg af nogle af pinsens særlige gudstjenester.
Pinsen er historien om de første kristne
I virkeligheden er historien om pinsen en ret interessant historie. Pinsen handler om at finde mod og inspiration til at komme videre og danne fællesskaber og dele sine erfaringer med andre.
Gennem hele Det nye testamente har vi fulgt Jesus og hans 12 trofaste venner. Nu er de kun 11 tilbage. Jesus – deres læremester – er ikke længere hos dem til at hjælpe dem på vej. Hvad skal de stille op? Hvad skal de gøre? Hvad er næste skridt?
Svaret kommer til dem i pinsen. De finder modet til at fortælle om det, de har oplevet. De bliver inspireret til at rejse ud og dele historien om Jesus med hele verden.
Kirkens fødselsdag
Der er mange, der kalder pinsen for ”kirkens fødselsdag”. Det er nemlig pinsedag – 50 dage efter påske – at det første kristne fællesskab bliver dannet. I Biblen står der, at Jesus’ tilbageværende venner oplevede et ”voldsomt åndepust” og små flammer, der landede på dem hver især. Pludselig fik de evnen til at tale og forstå sprog, de aldrig havde kendt før.
Og én af dem – Peter – holdt den første kristne prædiken!
Pinsedag gik det op for de disciple – de første kristne – at deres opgave nu var at fortælle hele verden om, hvad der var sket. De måtte rejse ud og forklare, hvorfor Jesus og genopstandelsen var en fantastisk nyhed for alle mennesker. De måtte sørge for, at alt det, de havde set og hørt, ikke kun kom dem selv til gode.
De var med til at skabe små kristne fællesskaber rundt omkring i verden. Det er derfor, at der i Det nye testamente i Biblen er breve til kristne i Rom i Italien, Korinth i Grækenland og Galatien i Tyrkiet blandt andet.
De skabte et fællesskab for folk, der troede på Jesus – selvom det i mange år var meget farligt at være kristen. De blev forfulgt og måtte skjule sig… men det er en anden historie.
Pinsen i dag
Der er ikke mange traditioner forbundet med pinsen. Der er ingen pinsegaver eller pinsebryg. Ingen pinsekalender eller pinselam. Pinsen har ”Helligånden” – og det kan være meget abstrakt og svært at forstå.
Men Helligånden er virkeligheden nok inspiration, energi, fællesskab og mod.
Jesus’ venner – disciplene – har haft brug for hjælp til at komme videre. Og ifølge Biblen var det Helligånden, der gav dem inspiration og energi til at komme videre med deres liv.
Derfor er pinsen vigtig. Uden den inspiration var historien om Jesus måske aldrig blevet til andet end en glemt og ukendt parentes i historien. Uden pinsen ville vi i dag måske ikke kende til den simple idé om næstekærlighed. Eller tilgivelse. Eller troen på, at kærlighed tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Historien om Jesus er en god historie. Og det er på grund af pinsen, at vi kender til den i dag.
Hvis du vil vide mere om pinsen, kan du læse mere her:
Kristendom.dk
https://www.kristendom.dk/2014-06-10/de-ti-vigtigste-ting-vide-om-pinsen
Bibelselskabet.dk
https://www.bibelselskabet.dk/pinse-giver-kirken-nyt-liv