Fortsæt til hovedindholdet
Koncepter
Naturkirke
Fire mennesker vandrer i naturen med rygsække og korte bukser

Naturkirke

NATURKIRKE - via en centraliseret indsats fra Københavns Stift skal der sættes fokus på unge voksne, kirken og naturen. Dette skal ske gennem forskellige aktiviteter og via ansættelser og målrettet kommunikation til unge voksne.

BRUGERPROFIL
Hvad er unge voksnes behov?

Mange oplever et stigende behov for spiritualitet og åndelighed som modvægt til det prestigefyldte og kommercielle. Vi ser denne spiritualitet i interessen for meditation, musik, kunst, natur, miljø, medmenneskelighed, kærlighed og fællesskab. (Begunstiget med en særlig ånd – det, man ikke kan regne sig frem til).

Et behov for at blive bekræftet i, at vi ikke selv behøver at være i fokus hele tiden – vi har mulighed for at sætte os ud over os selv og derigennem opleve styrke og tilfredsstillelse.

Mange flere mennesker ville kunne se sig selv som en del af kirkens fællesskab, hvis man forenkler kirkens grundlæggende budskab: Ånden i skaberværket er større end os mennesker, lad os mødes i taknemmelighed. Livet er en gave - vi er heldige, at vi er til!

For at deltage og opleve, at kirken kan være medvirkende til at skabe mening i tilværelsen, ro i sindet og modvirke eksamenspres, mistrivsel, stress og ensomhed, som mange unge lider under, har de unge voksne især et behov for at opleve kirken på en ny forenklet måde – dette imødekommes i NATURKIRKE.

Med dette tiltag vil vi række ud til unge voksne og forsøge at få dem ind i kirken ved at forenkle budskabet og bruge naturen som alternativt kirkerum - det ultimative rum til at formidle storheden i skaberværket.

IDÉ
Hvad skal der ske?

NATURKIRKE skal have udgangspunkt i en kirke tæt på et naturområde, f.eks. Amagerfælled, Sydhavn eller Ørestad, og skal have fokus på: Enkelhed og ro.

Koncept: Aktiviteter i naturen – det ultimative kirkerum – naturens skaberværk.

  • Fokus på enkelhed og ro - (et enkelt sammenskruet program, f.eks. samle brænde til et bål, kigge ind i bålet og dele historier med tid til at mærke hinanden og naturens ånd)
  • Magi - (dele en magisk oplevelse, f.eks. ved at en sanger synger en smuk sang eller salme for de andre)
  • Kirken giver – (f.eks. boller, varmt saftevand, brændenældesuppe eller andet lavet over bål)

Det kunne være disse eller lignende arrangementer:

  • Pilgrimsvandring på Amarminoen
  • Se solen stå op over Amager Strandpark efter årets korteste nat
  • Sanketur ved Kongelunden
eksempler på plakater til naturkirken

 

PRODUKTION 
Hvor, hvornår og hvordan kommer unge voksne gennem brugerrejsen på en let måde FØR – UNDER – EFTER oplevelsen?

 

FØR

Det første møde med NATURKIRKE vil være et indbydende opslag med smukke naturbilleder og inspirerende spirituel tekst og en indbydelse til at være med til et (gratis) arrangement.

Opslaget skal være på steder, hvor unge færdes – (i fysisk form på f.eks. Københavns Universitet, på Facebook, Instagram, TikTok)

Der kan laves kommunikation via www.naturkirke.dk eller netværks-/Facebookgruppe, ligesom konceptet kunne tænkes sammen med Dobbeltprofilkirke og en UV-kommunikationsplatform.

QR-kode på opslaget med henvisning til www.naturkirke.dk, der indeholder oplysninger og kommende arrangementer som platform på app og hjemmeside.

 

UNDER

At deltagerne bliver mødt af en overvægt af unge friske, venlige, inkluderende voksne fra kirken som ledere af aktiviteten. Folk, som kan skabe den rette atmosfære, som unge har lyst til at være en del af.

At man deler en smuk, hyggelig, sjov eller spændende spirituel oplevelse i et varmt inkluderende fællesskab.

 

EFTER

Deltagerne får forhåbentlig lyst til mere.

Man kan f.eks. besøge hjemmesiden og tilmelde sig arrangementer i NATURKIRKE og få tilsendt nyhedsbreve.

Blive frivillig – på hjemmesiden kan man også melde sig som frivillig til arrangementer. Der henvises til www.naturkirke.dk eller netværks-/Facebookgruppe.

 

PERSPEKTIV 
Hvordan skaber idéen værdi hos dem, der deltager? Hvordan bliver vores relation tættere igennem idéen?

  • Naturens ro har altid en healende effekt
  • Vi styrkes af et fællesskab
  • Smukke oplevelser sammen med andre giver glæde og inspiration
  • Der opnås en følelse af imødekommenhed og omsorg ved at dele ud
  • At føle taknemmelighed giver varme og lykkefølelse

 

Hvad skal der til for at konceptet får gennemslagskraft?

For at nå ud til de mange unge voksne som ikke bruger folkekirken, kræver det en øget indsats og fokus på denne målgruppe og måde at skabe aktiviteter på. Det kræver personer, som forstår målgruppen, og som har viden om at skabe aktiviteter i naturen.

Dette kunne være et provstisamarbejde eller en stiftsløsning, hvor der ansættes en kirke- og kulturmedarbejder på deltid, som sammen med f.eks. UV-indsatsen koordinerer aktiviteter. 

Der skal i første omgang tilknyttes kirker, som ligger i naturområder eller grønne områder. Det kan f.eks. være Ørestad, Sydhavn eller Hans Egede. Der kunne oprettes et netværk, hvor kirker med unge tilknyttet kunne gå sammen om at lave større arrangementer uden for kirken.