”Vildt nok!” er et generationsmøde, som udforsker forholdet mellem menneske, natur og kirke. Det inviterer ud i (by-) naturen og ind i skaberværket med fokus på det analoge og det åndelige hvad enten vi på ture i det fri, eller tager på ’bibel-safari’, og giver bedsteforældre/børnebørn en ramme for samvær og sansning, så de mærker verden og hinanden.
Konceptet kan tilpasses andre generationsmøder f.eks. teens/voksne.
Der lægges op til samarbejder med naturvejleder samt lokale aktører, der også beskæftiger sig med natur og biodiversitet.
”Vildt nok” tænkes gennemført lørdage året rundt.
BRUGERPROFIL
Hvad er deres behov?
Forestil dig Kai. Han er morfar til Jonas på 10 år. Kay holder rigtig meget af sit barnebarn, Jonas er en sjov og kvik dreng, men det er svært at få rigtig kontakt. Når de er sammen, er Jonas ikke så let at få i snak, som da han var mindre. Og det bliver ofte sådan, at han sidder med sin mobil. Kai synes, det er vanskeligt at finde på noget at lave sammen med knægten, som rigtig fanger ham. Men han vil gerne have et tættere forhold og har egentlig også så meget, han gerne vil give videre til Jonas.
Forestil dig Jonas. Han har altid boet i lejlighed i byen og går i skole og klub tæt på, hvor de bor. Han vil egentlig godt gå til noget, men det bliver mest til at spiller fodbold og computerspil med vennerne efter skole. Weekenderne kan faktisk godt være lidt kedelige. Nogle af de bedste minder han har, er fra sommerferier, når de er ude af byen. Det er sjovt at gå på opdagelse i strandkanten eller i skoven.
Kai og Jonas har brug for hinanden. Og de har brug for, at nogen sætter en god ramme af aktiviteter for dem, så de let kan få oplevelser sammen på en lørdag.
De har brug for ”Vildt nok!”
IDÉ
Hvad skal der ske?
”Vildt nok!” – er et relationelt projekt med et formidlingsspor, der skaber forståelse for biodiversitet og lader deltagerne mærke verden og hinanden på tværs af generationer: Fx børn og voksne i bedsteforældrealderen eller barn/teen eller teen/ung voksen.
”Vildt nok!” – har fokus på det analoge og det åndelige hvad enten vi på ture i det fri, eller tager på ’bibel-safari’, hvor vi undersøger bibelens fortællinger om Guds skaberværk og menneskets forhold til og plads i naturen.
Man kan deltage i et enkelt event eller komme igen. Hver gang er der en central aktivitet, som deltagerne får klar besked om på forhånd, så de ved, hvad der venter og hvad tøj, de skal have på. Aktiviteten er tilrettelagt sådan, at deltagerne har lige store forudsætninger for at opleve, uanset om de er 8 eller 80 år. Under aktiviteten udforsker man den natur, der bryder gennem asfalt og fliser i kirkens nærmiljø. Man undersøger, hvad der gror vildt inde midt i byen med oplevelses- og sanketure på kirkegårde og i parker. Der er bålmad med indsamlede urter. Planteprojekt med minihaver i kasser. Besøg hos bybier. Oplevelse med mursejlere, der har redekasser i kirketårnet. Der er ture fra stenbroen til skoven, hvor træet på pladsen foran kirken genfindes i Kongelunden. Naturen kan også blive til små kunstværker, hvor der skabes og males med blade, blomster eller jord. Vi følger årets gang, og lader årstider og højtider bestemme aktiviteten. Og vi gør det i taknemmelighed, respekt og omsorg for Guds skaberværk.
”Vildt nok!” går ud i naturen og ind i skaberværket. Gennem vores formidling af naturoplevelsen placerer vi mennesket i forhold til skaberværket og åbner for, at vi kan erkende Gud igennem det skabte. Aktiviteterne ud spejles af aktiviteter inde, hvor vi går på symboljagt, og undersøger ”naturen i kirken” eller går på opdagelse i bibelens mange fortællinger om mennesket og naturen. Vi kalder det Bibelsafari - en opdagelsesrejse, hvor vi side for side søger det grundsyn, som måske mere end noget andet har formet det moderne natursyn. Allerede i Bibelens fortælling om Noas Ark bliver vi jo præsenteret for værdien af artsrigdom og det samspil, som klodens mange skabninger indgår i.
PERSPEKTIV
Hvordan skaber idéen værdi hos dem, der deltager?
Det, børn og voksne har til fælles, er behovet for det menneskelige handlerum. At kunne påvirke sin verden i den rigtige retning. Forstå sin verden, være forbundet med den og passe på den.
Biblen er fuld af historier, der stiller spørgsmål til os om, hvordan vi forholder os – ikke bare til hinanden som mennesker eller til Gud men også naturen, dyrene, kort sagt verden omkring os. De historier skal vi genfortælle, og deres betydning for os skal vi diskutere. Ville Jesus have været klimaaktivist, hvis det var i vores tid, han var kommet?
Natur og klima er et af tidens store spørgsmål til os – måske det største. Lige nu er vi optaget af vores sikkerhed i en verden præget af krig – også i vores egen del af verden – men især mange børn og unge er mere end noget andet optaget af spørgsmål om, hvordan vi bringer de katastrofale klimaforandringer under kontrol, stopper arternes uddøen og sikrer den biologiske mangfoldighed, som også i Danmark er alvorlig truet. Selv om mange voksne og ældre måske ikke deler deres børn og børnebørns følelse af tidsnød i kampen for klimaet og naturen, så er de fleste af dem trods alt optaget af at give en Klode videre, som er lige så vidunderlig, som den de selv har oplevet.
Hvordan bliver vores relation tættere igennem idéen?
Kirken er ikke kun åben for dem, der vil ha’ den – og tilbyder højmesse, dåb og begravelser og hjælp til sjælesorg – men skal også udenfor sig selv være relevant for det samfund, den er del af. Kirken kan blive det sted, hvor man sanser den lokale (stenbros)natur og opbygger gode minder mellem generationer. Naturens og livets gang bliver nærværende i mødet mellem ung og gammel.
PRODUKTION:
Hvor, hvornår – og hvad med tilmelding?
Vildt nok! foregår en lørdag eftermiddag om måneden. Flere kirker i Stiftet går sammen om konceptet på skrift, så det under fælles titel, design, markedsføring og tematik kan tilbyde aktivitet hver lørdag i en kirke på skift. Kirkerne har forskellig kvalitet ifht. naturoplevelsen, et sted er det måske muligt at lave plantekasser, et andet sted har man fuglekasser i tårnet, et tredje sted ligger tæt på et vådområde. Man skal ikke tilmelde sig, men man kan melde sig til at modtage information om kommende aktiviteter (se nedenfor).
Der lægges op til, at man kan komme det samme sted én gang om måneden og blive fortrolig og kendt med forholdene der, eller vælge de lørdage der passer én, og så selv sammensætte sin naturoplevelse på tværs af vildt-nok-kirkerne.
Hvordan kommer børn og deres familier gennem brugerrejsen på en let måde FØR – UNDER – EFTER oplevelsen?
Vildt nok! er til dem der gerne vil have et fællesskab på tværs af generationer. Det er et alternativ til betalingsoplevelser som ZOO, Tivoli osv.
FØR:
Hvordan opdager deltagerne aktiviteten?
Annoncering på sociale medier, print, nyhedsbrev, lokalforeninger, biblioteker, omtale i lokalaviser
Hvad er de vigtigste ting, de skal vide om aktiviteten?
● Det relationelle
● Et tilbud til voksne i bedsteforælder-generationen om at være sammen om en aktivitet med deres børnebørn. Andre voksne og ’låne børnebørn’ har også adgang til tilbud.
● Det naturlige
● At gå på opdagelse i naturen omkring kirken og i lokalområdet.
● Det spirituelle
● Bibellæsning: Vi undersøger naturen i og udenfor kirken og går på opdagelse i bibelens mange fortællinger om mennesket og naturen. Om Guds skaberværk.
Hvordan bliver det let for dem at beslutte om de vil deltage?
● Et ´plug ’n play’ koncept hvor der er tilrettelagt aktiviteter i et forløb som er beskrevet så detaljeret, at deltagerne ikke er i tvivl om praktiske detaljer, så som påklædning, mødested og lignende.
● Hvis man er interesseret i det analoge, naturoplevelser og gerne vil gå til noget med sit barnebarn /bedste’
Hvad er de vigtigste ting de kan forvente sig af oplevelsen?
● At skabe minder sammen
● Få ny viden om naturen og sit lokalområde
● Introduktion til hvordan vi kan lade op i naturen
Hvor kommunikeres det bedst?
● Kirkeblad / hjemmeside /FB / Insta / lokalavisen
● Mund til mund
● Plakater / flyers etc.
● Ældresagen/pensionistklubber
UNDER:
Hvem tager hånd om dem, når de ankommer?
● Vært fra kirken: præst, kirke- kulturmedarbejder, naturvejleder, frivillig,
Hvem styrer aktiviteterne?
● kirke-kulturmedarbejder, naturvejleder, frivillig
● Indbudt(e) gæst(er)
Skal de have forplejning?
● Snacks, juice, kaffe
Hvordan slutter oplevelsen på en god måde?
● Kort fællesmeditation over dagens oplevelser
● Der er en afsked
EFTER:
Hvordan sikrer I at de kommer igen?
● Teaser for næste møde-aktivitet
● En aktivitet som bærer igennem et helt år: Fx et fotoprojekt hvor man vælger et træ / et område som fotograferes i de fire årstider. Ender med udstilling i kirken, på hjemmesiden
Hvilken kontakt vil I gerne have med deltagerne frem til næste oplevelse?
● FB-gruppe / Insta eller lign hvor der kan lægges billeder op. Gå på opdagelse i nærmiljøet, tag billeder og vis andre hvad du opdager.
● Brevkasse hvor der kan stilles spørgsmål.
● Anerkendelse / belønning for at være opmærksom og dele observationer
● Konkurrence/Skattejagt mellem kirkerne: find 10 forskellige træer
Hvem skal bygge hvilke relationer med hvem?
● Generationsmøde – børn møder gamle.
● Man kan også mødes på tværs af kirker / på tværs af provstier med indlagt forberedelse og kreativ sparring med stedets præst.
Kilder til inspiration og mulige partnerskaber:
● Skolehaver (Årstiderne)
● Haveselskaber
● Naturskoler
● Danmarks Naturfredningsforening
● https://www.dn.dk/bliv-frivillig/flor/
● Spejderbevægelsen
● Ældresagen/pensionistklubber
Hvad skal der til for at konceptet får gennemslagskraft?
Hvis konceptet skal slå an og lykkes med sin ambition om at udforske både menneske, natur og kirke, skal det drives af folk med faglighed på alle de tre parametre. Der skal være tæt samarbejder med en naturvejleder, som er helt klar på præmissen om at åbne sansning af byens natur som skaberværk. Man må påregne at naturvejlederen er lønnet. Frivillige-indsatsen kan ikke drive projektet, men bidrage til den gode ramme omkring de enkelte aktiviteter.
Projektet skal tænkes både nært/lokalt og så stort, at det får synlighed og gennemslagskraft. Det gøres ved, at flere kirker i Stiftet går sammen om konceptet på skrift, så det under fælles titel, design, markedsføring og tematik kan tilbyde aktivitet hver lørdag i en kirke på skift. Kirkerne kan have forskellige kvaliteter ifht. naturoplevelsen, som udnyttes. Et sted er det måske muligt at lave plantekasser, et andet sted har man fuglekasser i tårnet, et tredje sted ligger tæt på vådområder.
En fælles arbejdsgruppe på tværs af kirkerne samarbejder om udvikling af tematikker. En projektleder (kirke/kulturmedarbejder) og en naturvejleder er gennemgående på tværs af kirkerne. Præsterne i projektet kan sparre med hinanden om den teologiske formidling og udvikling af fortællende elementer som f.eks. Bibelsafari, men de enkelte aktiviteter tilrettelægges lokalet, så man udnytter stedets muligheder.
Over tid kan samarbejdet udnyttes til at skærpe profilen på den enkelte kirkes take på ”Vildt nok!” så én kirke f.eks. er særlig god til de mindste, en anden til det spirituelle, en tredje har en mere tydelig klimadagsorden.
Men uanset hvilke tiltag, der udvikles, er konceptet tro imod grundidéen: At kirken her skaber en gode ramme for samvær, nærvær og sansning i mødet med verden og hinanden. På tværs af generationer.