RÆK UD forløbet har brugt en kombination af to metoder til udviklingsprocessen. Det drejer sig om Teori U samt Design Thinking, herefter kaldet Designtænkning.
Her er en kort gennemgang af de to metoder:
Teori U er både en model og en metode til at udvikle mindset, produkter og organisationer, da alle 3 elementer ofte har stor betydning for en organisations evne til at forny sig.
De grundlæggende antagelser i Teori U er, at man skal ændre sin og organisationens vanetænkning om både brugere og omverden for at opnå et nyt mindset til at skabe løsninger, som passer til brugerne, tiden og samfundet. Teori U anerkender, at det kræver en stor processuel indsats for at forlade sit faste ståsted, både som medarbejder og som organisation, for at indtage et nyt og derfra udvikle nye services med brugeren i centrum. Metoden i Teori U har som mål at tage deltageren hele vejen fra sin nuværende opfattelse og position gennem en forandrende proces og i processen skabe innovative løsninger, der bliver testet og afprøvet af mange interessenter, inden det bliver sat endeligt i værk.
Den forandrende proces består af et faciliteret forløb med opgaver med særligt udviklede refleksive spørgsmål og møder med brugere/interessenter, så ens mindset og opfattelse konstant udfordres af nye perspektiver.
Teori U har på sine steder et overlap med Designtænkning, især i den sidste del af processen, hvor man udvikler beskrivelser af sine nye services/produkter/organisationsforandringer og tester dem på interessenter og potentielle målgrupper. I RÆK UD har vi især arbejdet med metoden frem til Krystallisering.
Proceselementerne i Teori U:
- Downloading – identificering af ”plejer” og ubevidste faste handlingsmønstre
- Seeing – hvad er det vores omverden og data fortæller os at vi skal forholde os til
- Sensing – Hvilke nye potentialer i feltet kalder på vores opmærksomhed og handlekraft
- Presencing – det fælles kreative rum – uden bindinger, udvikling af vision og dogmer
- Krystallisering – Udvikling af vores grundlæggende ideer til innovation/fornyelse
- Prototyping – udvikling af koncepter og test på interessenter og brugere
- Udførelse – sætte nye aktiviteter/forandringer i værk
Designtænkning er en metode, der bliver brugt specifikt på udvikling af services og produkter.
Metoden har ikke forandrings-elementet fra Teori U, men har alene forståelses- og ideudviklingsprocesser i et meget struktureret forløb koblet med dyb indsigt i brugere.
Et helt uomgængeligt princip i Designtænkning er at teste sine prototyper (oplevelseskoncepter)løbende på brugere og interessenter.
Designtænkning bygger også på et princip om stor diversitet i fagligheder. Antagelsen er her, at en bestemt type fagligt uddannet personer altid vil tænke på en bestemt måde, og mangel på mangfoldighed begrænser ideudviklingen. Derfor er princippet at mange fagligheder skal udfordre hinanden, at en mangfoldighed af perspektiver er essentiel for nytænkning, så de udviklede produkter og services er tænkt fra mange vinkler og set på med mange perspektiver.
Designtænkning har som et sidste vigtigt element metoden med ”vandhuller” eller det vi i RÆK UD har kaldt feedback-møder. Det kan både være møder med brugere og/eller interessenter. I RÆK UD har vi brugt begge metoder. På det første seminar havde vi brugere inde, for at arbejdsgrupperne kunne teste deres helt grundlæggende ideer og få brugernes umiddelbare feedback, og der var også anledning til uddybende brugersamtaler. Vi havde desuden to halve dage med feedbackgrupperne, hvor interessenter med mange fagligheder fra kirkerne har givet feedback på ideer i de to hovedkategorier børn og unge voksne.
- Empathize – At lære fra data og møder med brugere og interessenter
- Define – Hvad fortæller data om, hvad vi skal udvikle
- Ideate – Den kreative proces med at få ideer og udbygge dem
- Prototype – Omsætte ideer til konkrete beskrivende koncepter
- Test – Afprøve koncepter og forsøg på brugere og interessenter og få feedback
Se hvordan vi gjorde
Ulla Haahr har dokumenteret udviklingsprocessen i foråret 2024 og giver her et kort indblik i forløbet. Download hendes tekst her.