Det er ikke kun en søndag formiddag, du kan gå i kirke. Flere steder i København kan du besøge en natkirke, hvor du kan finde ro og opleve musik, meditation, korsang, samtale, bøn og levende lys uden for sædvanlig åbningstid.
Berigende koncerter, besjælede andagter og beroligende omgivelser.
Beskrivelsen passer på de mange natkirker, som er spiret frem i det københavnske bybillede, siden Vor Frue Kirke i Nørregade første gang lancerede idéen om at holde kirken åben om aftenen tilbage i 1999.
I natkirken har nysgerrige sjæle lige siden kunnet opleve folkekirken i afslappede og uformelle rammer, mens mørket har sænket sig over storbyens gader.
Ro, fred, musik og kunst i kirken
Der er plads til eftertanke i de københavnske natkirker, men aftenerne byder typisk også på forskellige aktiviteter, som koncerter, kunstværksteder, andagter og samtalegrupper.
Som natkirkegæst kan du komme og gå, som du har lyst til. Du har også mulighed for blot at sidde i fred og ro eller tænde et lys for dem, du tænker på og har kær.
Herunder finder du en oversigt over og links til natkirker i København.
Natkirken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn
Sankt Annæ Gade 29, 1416 København
Fra sfæriske jazztoner til sirlige stregtegninger. Der er både koncerter og kunstværksted på programmet, når Vor Frelsers Kirke inviterer interesserede til natkirke fredag aften.
Under de smukke hvælvinger i hjertet af Christianshavn kan man blandt andet nyde eftertænksomme stunder med kendte og ukendte navne fra den danske musikscene, ligesom natkirken også afholder workshops, hvor lokale billedkunstnere hjælper deltagerne med fx at forevige kirkens enestående inventar i form af forskellige tegneøvelser.
Sundby Kirke lukker støj og stress fra Amagerbrogade ude og lader i stedet roen indfinde sig i natkirken hver anden fredag.
Her står programmet på fællesspisning og skiftende aktiviteter, inden eftertænksomheden får plads i form af meditation, fordybelse og fællesbøn.
”I natkirken kan man både være alene med sine tanker og med Gud”, lyder det fra Sundby Kirke, men aftenen giver også mulighed for at lette sit hjerte ved en personlig samtale med en af de tilknyttede natkirkepræster.
Støjen kan anes fra det hektiske tempo på Falkoner Allé, men bag de romansk inspirerede murvægge i Sct. Lukas Kirke er der plads til ro og fordybelse, når dørene sidste fredag i hver måned slås op til Natkirken på Frederiksberg.
Her kan du tage del i aftener med litteratur, performance, musik og kunst, der blandt andet har udmøntet sig i tiltag som tro og tapas, jazzandagter og diskussion af julens forbrugsfest. Hver natkirke rundes af med en midnatsbøn.
Samtale, stilhed, bøn og liturgisk laboratorium. Sådan lyder de fire pejlemærker, Helligåndskirken arbejder ud fra, når natkirken på Strøget fredag aften tilbyder et sjæleligt åndehul, inden weekenden banker på.
Her kan forbipasserende komme til meditative andagter og fællessang, men kirken har også mere utraditionelle arrangementer i kalenderen, som eksempelvis strikkegudstjeneste, podcastgudstjeneste og kor-gudstjenester, hvor fx ABBA har været på programmet.
Endelig er det også muligt blot at sidde i stilhed og tænde et lys for sine kære, mens natkirken finder sted.
Der gemmer sig stemningsfyldte stunder i Københavns smukke domkirke, som tre til fire gange om ugen kalder til natkirke.
Mellem Thorvaldsens berømte marmorskulpturer kan nysgerrige københavnere fortabe sig i filmklassikere, fordybe sig i drømmende toner fra skiftende dj’s til God Goes Deep eller lytte til særlige Taizé-andagter med sang, bøn og stilhed i fokus.
Atmosfæren er afvæbnende og andægtig, og der er samtidig mulighed for at få en sjælesorgssamtale med en af de tilknyttede natkirkepræster i Vor Frue Kirke.
Mens tusindvis af turister dagligt cirkulerer mod toppen af Rundetårn, sænker roen sig et par gange om ugen under hvælvingerne i Christian 4.’s ikoniske kirke.
”Natkirken er stedet for det skæve, der findes i os alle sammen,” lyder beskrivelsen fra Trinitatis Kirke, og det passer ganske godt på repertoiret.
På de fleste tirsdage i årets løb byder Trinitatis Natkirke på musikgudstjenester med spirende lokale kunstnernavne, ligesom du på udvalgte fredage kan deltage i historieworkshops, hvor skrivelystne kan blive et tip eller to rigere på fortællekunstens forunderlige verden.
I Grundtvigs Kirke på bjerget i Nordvest lægges der op til debat og samtale i natkirken.
I murstenskatedralen inviterer Vibeke Bidstrup debattører på et glas Gin & Tonic og krydrer den skarpe drink med tilsvarende skarpe spørgsmål til gæsterne.