Det hellige
Har du nogensinde prøvet at opleve suset af noget større? Prøvet at stå i en situation eller befinde dig et sted, hvor du følte dig forbundet med noget, som var meget større end dig selv? Mærket suset af det, som man kan kalde det hellige, eller det numinøse, som er et udtryk fra Rudolf Otto, som var en tysk teolog i starten af 1900-tallet? Det numiøse betyder det at møde den kraft eller magt, som er hinsides denne verden. Ifølge Otto er det hellige en del af tilværelsen, som han kalder mysterium tremendum et fascinosum, altså noget hemmelighedsfuldt, som fremkalder ærefrygt, men som på samme tid også er fascinerende for os mennesker.
Jeg er selv, som både præst og kristen, meget inspireret af Rudolf Ottos tænkning, og jeg synes også ofte selv, at det i kirken netop er i de små ting til en gudstjeneste, bisættelse, dåb, konfirmation, bryllupper og andet, at man kan mærke det hellige. Det kan for mig f.eks. være, når brudeparret går ud sammen, eller når solen skinner ind på kisten igennem vinduet ved en bisættelse, eller at der pludselig er en fugl, som begynder at synge, når vi står på kirkegården til en begravelse, eller mange andre af den slags begivenheder.
Læs også Det hellige kirkerum
Vi har igennem tiderne haft en forståelse af hellighed som noget, der kommer til udtryk særlige steder. Det kan være på hellige bjerge, i hellige byer, hellige skove, hellige bygninger og meget andet. Et af de steder, hvor vi i vores kristne kultur særligt har givet plads til de hellige følelser, er i kirkerne. Og det er interessant, hvad det er ved kirkebygningen, der gør, at man har en oplevelse af at træde ind i et helligt rum. Selv mange mennesker, som ikke ser sig selv som religiøse eller troende, beskriver, hvordan de godt kan lide at komme i kirkerummet, fordi det er, som om der er en helt særlig stemning dér. Jeg mener, at man kan opleve det hellige alle vegne, også i Netto og i toget eller på en gåtur i skoven. Men alligevel er der noget særligt ved kirker. Jeg bliver ofte ramt af en form for hellig følelse, når jeg træder ind. Det er, som om arkitekturen inviterer til eftertanke, ro, fordybelse og forbundethed med noget større. Det er, som om der er en form for evighed på spil. Der er både følelser af glæde, vrede, sorg, taknemmelighed og alt det andet, som udgør et menneskeliv. Med Rudolf Ottos ord noget hemmelighedsfuldt, som vækker en ærefrygt og fascination i os. En forbundethed til livet selv.