Er det dansk at være medlem af folkekirken?

Frikadeller, makrelmad og evnen til at hygge sig bliver ofte fremhævet som nogle af de markører, der indgår i vores danske identitet. Man kan også tilføje det gule sygesikringskort og vores frisind. Men hænger vores identitet også sammen med vores medlemskab af folkekirken?

Langt de fleste danskere er døbt og er dermed medlem af folkekirken. De seneste tal viser, at 74 procent af danskerne er medlem, og kun de færreste melder sig ud igen.

GEJST har opsøgt kirkesociolog Karen Marie Sø Leth-Nissen, der igennem mange år har forsket i vores forhold til tro, religion og folkekirke. Formålet var at finde ud af, hvorfor vi danskere vælger at være medlem af folkekirken.

“Medlemskabet kan beskrives som et kollektivt folkekirkemedlemskab. Det er sandsynligvis også derfor, det er så stabilt, fordi det er sammenvævet af en række kollektive tilknytninger. Vi kan identificere følgende kollektive identiteter: kristendommen’, ’familien’, ’nationen’ og ’samfundsstrukturen,” fortæller Karen Marie Sø Leth-Nissen.

“Vi føler os for eksempel forbundet med vores familie, når vi mødes i kirken omkring ritualer som barnedåb og begravelse. For mange af os er medlemskabet også en del af baggrundstæppet for det at føle os som danske og høre til den danske nation.”

“Samtidig synes jeg, det er vigtigt at diskutere, hvad danskhed er, og at det er meget mere end medlemskabet af folkekirken. Hvornår er vi danske? Er det, når vi har dansk CPR-nummer, er det, når vi har opholdstilladelse, når vi taler dansk, eller når man er medlem af folkekirken? For så kan der være lang vej for nye borgere i Danmark.”

Det handler altså ikke kun om det enkelte medlems forhold til folkekirken, men om medlemmets bredere forankring i sociale fællesskaber, og det er med til at give stabiliteten.

Karen Marie Sø Leth-Nissen har interesseret sig for det, der blandt forskere kaldes det nordiske paradoks. Altså det, at en høj andel af danskerne er medlemmer af folkekirken, samtidig med at vores brug af kirkerne er lav.

“Det paradoks giver kun mening, hvis vi ser på kirkegang om søndagen,” siger Karen Marie Sø Leth-Nissen og fortsætter:

“Brugen af kirkerne er anderledes høj, hvis man ser på de aktiviteter, der finder sted i kirken i løbet af alle ugens dage.”

Kulturarven 

Kirkens bygninger, kirkerummene og kirkegårdene betyder rigtig meget og giver mange en stærk kulturel identitet.

“Medlemmerne er knyttede til bygningerne og kirkegårdene gennem de oplevelser, de har haft med dem gennem hele livet. De har for nogle af os også en historisk dimension, hvor de kirkelige bygningsværker og kirkegårde manifesterer sig for os som påmindelser om den kristne kulturarv og forbindelsen til de mennesker, der var her før os,” siger Karen Marie Sø Leth-Nissen.

“Når folk tager tilbage til deres barndomsby, så kan man have revet alle husene ned og lagt vejen om, men kirken står der stadig. En mand, der ellers ikke kom i kirken, fortæller, at hver gang han kom forbi en kirke, skulle han ind og se, om der var et kirkeskib. Det var hans store interesse og gjorde, at kirken også for ham var et sted, hvor han følte, at han hørte til.”

Læs også Et anker i London 

Karen Marie Sø Leth-Nissen fortæller, at middelalderkirkerne er vores alles fælles kulturarv, som folkekirken låner og passer rigtig godt på.

“Mange går ind og sætter sig i dem, kigger på dem, når de går forbi, føler sig forbundet til dem og nyder, at de er ordentlig vedligeholdt.”

“Vores forhold til kirkerummet er også interessant. Når vi sidder der på kirkebænken, kan vi opleve, at vi bliver en del af en erindringskæde, som rækker langt tilbage i vores liv. Vi har været med til vores kusines barnedåb, vores fætters bryllup, vores farmors begravelse og til jul. Vores erindringer, måske fra mange forskellige kirkerum, lægger sig oven på hinanden. Måske går det tilbage til vores forældre, hvis de tog os med, og måske giver vi det videre til vores børn. Har vi haft det med os hele livet, så oplever vi måske, at musikken, fællessangen, ordene, smagen af brød og vin og hele ritualet går i kroppen på os. Det kan give en stærk identitet for dem, der er vokset op i en familie, der bruger kirken. Men også for dem, som ikke blev taget med i kirke, da de var børn, kan det komme senere i livet.”

De, der ikke er med 

Siden 1990 er folkekirkens medlemsprocent faldet fra 89 procent til 74 procent. Det er fortsat et relativt højt medlemstal i sammenligning med andre lande, men når andelen af medlemmer af folkekirken alligevel falder, skyldes det i høj grad indvandring. Befolkningen vokser, og nye danskere har ofte en anden religiøs baggrund end kristen-protestantisk, for eksempel muslimsk eller katolsk, og det får medlemsprocenten til at falde. Men det faldende medlemstal skyldes ikke udelukkende indvandring – en stor del kan også tilskrives fravalg af dåben.

“Siden 1960’erne er verden blevet større. Gennem rejser, litteratur og massemedier har vi lært, hvordan mennesker i andre lande og kulturer lever deres liv. Vi kan se, at mennesker kan tro på Gud på mange forskellige måder, og at de også kan lade være. Det har betydet, at vi i dag i højere grad er sat fri fra det, vi er født ind i. Alt det gør, at vi har fået flere livsvalg, vi skal forholde os til, også medlemskabet af folkekirken, som nogle vælger fra i en voksen alder. Vores befolkning er blevet mere sammensat, og vi har flere par med forskellig religiøs baggrund. Til sammen betyder det, at flere, også medlemmer, fravælger barnedåb, fordi de synes, at barnet selv skal vælge, om det vil have et tilhørsforhold til folkekirken.”

Som nævnt falder dåbsprocenten, og i 2020, under corona-epidemien, var den særligt lav, fordi kirkerne var lukkede i længere perioder, og dermed dalede indmeldelser i folkekirken for den yngste gruppe. Cirka 6.000 børn, som man kunne have forventet var blevet døbt under corona, er ikke kommet til.

“Det er mange af en fødselsårgang, og selvom kirkerne åbnede igen, er de manglende dåb ikke blevet indhentet. Nu følger vi med i, om der for eksempel kommer søskendedåb, sådan at storesøster, der skulle have været døbt i 2020, nu også bliver døbt sammen med den lille ny. Men måske vil vi se, at familien tænker: “Det gik jo meget godt uden barnedåb, så nu gør vi sådan igen”. Måske vil der komme en stigning i konfirmanddåb i 2033, når de kommer i den alder.”

Når folk skrotter medlemskabet af folkekirken, sker det ikke som en pludselig handling, forklarer Karen Marie Sø Leth-Nissen.

“Når folk melder sig ud af folkekirken, har processen ofte været i gang i lang tid. Du bruger måske ikke kirken, har måske haft en dårlig oplevelse med en præst, og du kan være vred over, at nogle præster ikke vil give hånd til kvindelige præster og er modstandere af vielse af homoseksuelle. Hvis du så lige er blevet skilt, og bankrådgiveren siger til dig: ’Hvis du dropper kirkeskatten, så har du lige de 5.000 kr. om året, der mangler for, at du kan blive boende i huset’. Så bliver kirkeskatten en trigger for din udmeldelse, men du var allerede mentalt meldt ud af kirken.”

Karen Marie Sø Leth-Nissen nævner, at der også er mennesker, som melder sig ind i folkekirken som voksne. Nogle har måske meldt sig ud som unge, mens andre bliver døbt som voksne.

“For nogle, som har meldt sig ind som voksne, kan medlemskabet få dem til føle, at de hører til i et fællesskab, hvor de kan komme tættere på Gud på deres egen måde.”

Etisk forpligtelse 

I Københavns Stift falder antallet af medlemmer af folkekirken svagt, i 2021 var 56 procent af københavnerne medlem. Det skyldes især, at storbyen vokser, og at en stor del af de nye tilflyttere til København kommer fra ikke-vestlige lande, men det gælder også arbejdskraft fra andre EU-lande, der ikke melder sig ind i folkekirken.

For nylig har Københavns Stift etableret Folkekirken for Internationals, som er en engelsksproget menighed med base i Eliaskirken på Vesterbro og Kirken i Ørestad på Amager. Der findes nu en farsi-talende koordinator på tværs af en række provstier, som rækker ud efter kristne fra Iran og andre fra Mellemøsten, og folkekirken har også en migranttjeneste, som støtter folkekirkens arbejde med de mange forskellige grupper.

“Det er vigtigt at stille spørgsmålet: Har folkekirken en forpligtelse over for de mennesker, der ikke er medlemmer? Ja, det ligger i begrebet om folkekirken, og det viser folkekirken også, blandt andet gennem rigtig mange sogneaktiviteter med gratis adgang; der bliver jo aldrig bedt om medlemskort, når man går ind i en kirke eller en sognegård,” siger Karen Marie Sø Leth-Nissen.