Et anker i London

Den danske kirke i London er meget mere end en kirke. Sammen med dansk KFUK er det et sted, hvor udlandsdanskere kan holde fast i den danske identitet, mens de lever i den store verden.

Bordherre og skildpadde. Ikke ord, som de fleste vil betragte som de vigtigste i en samtale.

Men når man taler med den engelske læge William Dekker, så er det nogle af de danske ord, som han kan diske op med.

Han er på femte år kæreste med 26-årige Ocean Maj O’Hara, der har en dansk far og britisk mor. Hun er født i nordengelske Yorkshire, men boede fra hun var et år til hun var otte år i Danmark.

De danske ord har Will, som er den daglige udtale af William, blandt andet lært på Lørdagsskolen. Det er en af de kulturelle og sociale aktiviteter, som er en del af kirkelivet omkring Den Danske Kirke, der ligger ud til Regent's Park i London.

Her er der hver anden lørdag undervisning i det danske sprog – og sådan har det været siden 1970. Sprogskolen er en del af det bløde danske kulturelle tilbud, som er en del af kirkelivet i London.

“For mig er det vigtigt at holde fast i min kulturarv. Halvdelen af min familie er i Danmark, og resten er her i England. Som andre skilsmissebørn har jeg to hjem, men jeg har også to hjemlande,” fortæller Ocean Maj O’Hara.

Hun afviser, at hun vred armen rundt på kæresten Will for at få ham til at gå til danskundervisning.

“Men jeg sagde, at jeg ikke kunne forstå, hvorfor han ikke ville gøre det. Danmark er en rigtig stor del af mit liv, og når vi får børn, så vil jeg have, at de også forstår min danske side,” siger Ocean Maj O’Hara, der selv har undervist på Lørdagsskolen i et år, da hun boede tættere på den danske kirke.

Hun erkender, at den danske grammatik ikke er perfekt, men den var god nok til at hjælpe børn i alderen syv til ni år, hvor den ene af forældrene var dansk, mens den anden var udenlandsk.

Højt til loftet 

Lørdagsskolen er sammen med højskoleaftener, forældregruppe, foreningen af danske kvinder og mange andre tiltag en del af den danske kultur, som er forankret i det kirkelige i London – og hvor alle er velkomne, uanset om de også kommer til gudstjenesten om søndagen.

Cathrine Meister-Campbell har boet i London i 27 år. Bindestregen og den sidste del af efternavnet indikerer, at hun har giftet sig med en ikke-dansker.

“I starten kom jeg mest i kirken for at deltage i gudstjenester. Men det ændrede sig, efter jeg fik børn,” fortæller hun.

Læs også Er det dansk at være medlem af folkekirken?

Familien har ikke kun gjort brug af Lørdagsskolen for at holde fast i det danske sprog. Døtrene har været en del af luciaoptog, deltaget i fastelavn og sankthans, og Cathrine Meister-Campbell kommer også gerne til de danske højskoleaftener med besøg af forfattere og andre kulturpersonligheder, som også afholdes af kirken.

“På den ene side er kirken lidt som en landsbykirke. På den anden side er det et internationalt sted med højt til loftet. For os danske, som bor her, er kirken sin vægt værd i guld,” fastslår hun.

Vi møder hende efter en gudstjeneste, hvor hun er i selskab med den yngste af sine to døtre, 12-årige Leonora. Særligt da pigerne var yngre, var kulturlivet omkring kirken vigtigt, for at de kunne holde fast i det danske sprog i det tosprogede hjem.

Hun medgiver, at de to søskende bruger det danske sprog lidt som et hemmeligt våben, når de vil sige noget, som andre ikke forstår – omend ægtefællen har været med længe nok til at kunne afkode, hvad der bliver sagt.

Som Leonora fortæller, så handler det om at navigere mellem to kulturer.

“Når folk spørger, så siger jeg, at jeg er engelsk, men at min mor er fra Danmark,” fortæller hun om sin identitet.

Men kulturelt er billedet mere kompliceret, som Cathrine Meister-Campbell forklarer.

“Min mand er faktisk født i Australien, så vi skal rumme tre kulturer.”

De bruger ikke kun kirken, men også dansk KFUK til at holde fast i den danske forankring.

Den store London-oplevelse 

KFUK hedder i daglig tale bare K.

“K har spillet en vigtig rolle for alle de danske au-pairs, som vi har haft gennem årene.”

Dansk KFUK holder til i en tidligere herskabsvilla i et af Londons dyrere nabolag Hampstead, en 40 minutters spadseretur fra den danske kirke. Her er der plads til 60 beboere. Nogle er der kun ganske kort tid. Maksimumsgrænsen er seks måneder, og den benytter 22-årige Mathilde Victoria Nielsen sig af.

Hun læser nu på tredje år filosofi på et af de mest prestigefyldte London-universiteter, King's College London.

Da efterårssemesteret startede i september, var det tid for hende til at søge tilbage til det danske.

“De første to år delte jeg lejlighed med to andre studerende, en svensker og en englænder. Det var, mens der var covid, og selvom de var søde, så baksede de med deres eget, og jeg følte, at de var mere optaget af tastaturet på deres computer end fællesskabet. Så trivselsmæssigt var det ikke godt. Det var ikke hjemligt,” fortæller hun, mens hun sidder ved siden af flygelet i en af stuerne på K.

Her er der netop fællesplads nok til, at de unge kan mødes, men også plads til at være sig selv. Derfor er Mathilde Victoria Nielsen gået fra at have sit eget værelse til nu at dele værelse med en anden dansk pige.

“Her er hjemligt. Det er ikke nødvendigvis, fordi det er dansk. Men der er en omsorgsfuldhed, og der er en varme. Jeg flyttede fra Danmark til London for to år siden, og dengang havde jeg ikke lyst til at flytte til lille-Danmark i London. Jeg ville have den store London-oplevelse, og det fik jeg,” fortæller hun. Omvendt brugte hun også de rigtigt lange universitetsferier til at tage hjem til Danmark og familien i landsbyen Ferslev mellem Støvring og Aalborg.

Men i sommeren 2022 kunne hun mærke, at der skulle ske noget andet.

“Da jeg skulle tilbage til London, hylede jeg for første gang,” husker hun.

Redningen blev et værelse på ‘K’.

“Nu har jeg det sådan, at jeg er hjemme. Jeg er blevet plantet om i god jord. Og jeg kan meget bedre være i og nyde byen. Jeg har et sted, hvor jeg kommer hjem. Det betyder ikke, at vi sidder på skødet af hinanden og fletter hinandens hår. Det er mere en ordløs forståelse af, hvordan man har det. Der er en omsorg,” fortæller Mathilde Victoria Nielsen, der, hvis hun efter sin bacheloruddannelse læser videre i London, håber på en af de kollegieboliger, som også drives i regi af dansk KFUK i London.

Selvom KFUK er rundet af det kirkelige, så har det ikke været så afgørende for Mathilde Victoria Nielsen.

“Det er lidt forskelligt, hvor meget beboerne er religiøst anlagte, og jeg hører nok til i den tynde ende. Men der er en struktur med et religiøst anstrøg, og folk kan selv bestemme, om de vil med til morgenandagten til morgenmaden om søndagen. Jeg vil sige, at KFUK er et samlingssted med et lille kors på toppen. Men der er ikke noget missionerende over det. Omvendt møder jeg også nogle gange løftede øjenbryn, når jeg fortæller, at jeg bor på KFUK. Men det er jo ikke en sekt.”

Hun kalder det en betryggende ramme at have, som hun altid kan falde tilbage på, men hun er også bevidst om, at hendes dagligdag skal leves i London.

“Der er en risiko for at leve et dansk liv og vælge det trygge. Men så får man ikke oplevelsen, og for mig giver det ikke mening at leve livet på dansk her, og jeg er rigtig meget på studiet. Men det er også rart, at her er en fælles forståelse for, hvordan det er at være på udebane. Det er også rart, at man ikke behøver at deltage i alt det sociale, hvis man ikke har lyst, og man får rigtigt meget uden at skulle give en masse tilbage og uden at vende vrangen ud på sig selv.”

Rugbrød og lakrids 

Tilbage i den danske kirke taler præst Flemming Kloster Poulsen i sin prædiken om, at intet træ kan gro uden rødder. Men kirken leverer også danske rødder, som taler til smagsløgene. I London er kirkekaffen en frokost, hvor man kan få smørrebrød med sild, flæskesteg og spegepølse. For mange betyder kirkegang også en smuttur i kælderen.

Her ligger den lille shop. Og det er ikke kunsthåndværk, der støtter projekter i Afrika, som fylder hylderne her.

I stedet er hylderne fyldt med lakrids, slik, sovsekulør, tarteletter, danske skæreoste, frossen leverpostej og pølser fra Gøl.

Blandt dagens kunder er Thomas Brostrøm. Han er med familien tilbage i London efter en udstationering i USA. Familien kommer ikke så meget i kirken, fordi de bor ret langt væk. Men en af parrets tre børn skal nu konfirmeres, og konfirmationsundervisningen ligger i forlængelse af gudstjenesten, fordi konfirmanderne kommer fra et meget stort område rundt om London.

“Det er jo alle de ting, som man savner fra Danmark. Det er rugbrød og lakrids. Trangen til rugbrød bliver stærkere, jo længere man er hjemmefra,” fortæller Thomas Brostrøm, der er dansk gift – og parret er tilmed gift i Den Danske Kirke i London.

Kirken har desuden en helt særlig betydning for Thomas Brostrøm, der oprindeligt kommer fra Thisted.

“Min oldefar Aksel Brostrøm var præst her i kirken under 1. verdenskrig.”