“ Jeg var så 
frygteligt ensom 
med oplevelsen”

Mette Mikkelsen frygtede for sit og sine døtres liv i Field's. Tiden i støttegruppen hver uge med andre, der har oplevet de samme rædsler i Field's giver ro og mening.

Hun står med en kjole i hånden inde i H&M-butikken, da hun først ser en kvinde komme løbende i fuld fart med en barnevogn foran sig. Så kommer en flok teenagere løbende og endnu en flok i stærkt løb. Og så ser hun ham: Gerningsmanden, mens han peger med en riffel i forskellige retninger. Folk begynder at skrige.

“Jeg går i panik! Jeg kan ikke se min store datter på 20 år, der har min lille datter på fem år … Så ser jeg hende, og vi løber sammen – i vores klipklappere! Og vi kan jo ikke løbe i dem, så vi smider dem – og vi er en hel kødrand af mennesker, der maser sig ind igennem en dør – og folk vil ha’ indkøbsvogne med, det er helt skørt – og jeg, jeg holder stadig fast i bøjlen med kjolen.”

Mette Mikkelsen og hendes to døtre ender sammen med en masse andre mennesker i en mørk gang. Hun placerer sig med pigerne midt i menneskemængden.

“Jeg kan huske, at jeg tænker, vi er bedst beskyttede midt i flokken. For vi ved jo ikke, om der er flere gerningsmænd med våben. Er der flere, der kommer ind ad de forskellige døre, bliver vi ikke først ramt.”

Folk ringer til deres familier, stemningen er tung af frygt, panik, råb og gråd. Mette Mikkelsen ringer også selv hjem til sin mand. Den yngste pige hænger i abegreb om sin søsters hals, og Mette Mikkelsen overvejer at tage den lille over til sig selv, men hun tænker, at hun bedre kan være skjold for pigerne, hvis der bliver skudt – så kan hun kaste sig foran dem.

“Indeni er jeg begyndt at tage afsked: 'Så nåede vi kun hertil', tænker jeg. 'Hvordan skal det gå min mand og vores datter på 13 år? Jeg fik ikke sagt, at jeg elsker dem ...'"

Læs også Krisehjælp – at få folk tilbage til livet

Efter en tid med flere panikudbrud, hvor nogle flygter fra lokalet, finder resten af flokken vej ud til parkeringskælderen. Mette Mikkelsen og hendes døtre når frem til deres bil, og med rystende hænder lykkes det at få døren op, og de kører væk. Undervejs samler de fire kvinder op, der gemmer sig ved parkeringsopkørslen.

Og så kører de hjem til resten af familien. Ingen har talt med dem eller registreret dem. De ved knap nok selv, hvad der er sket. Om aftenen bliver Mette Mikkelsen gennem nyhederne klar over, at der er oprettet et krisecenter i Amagerhallen. Sidst på aftenen tager hun og den ældste datter derover. De får en kort samtale med en krisepsykolog og en pjece med hjem kl. to om natten.

“Jeg føler mig slet ikke klædt på til at gå hjem. Det hele er utrygt for mig, og det med at tage kontakt til egen læge ... hvad skal lægen gøre, tænker jeg? Jeg sover ikke i fire dage – kun en time hist og her. Og jeg begynder at ryge igen efter ikke at have røget i seks år.”

Folk omkring hende er meget omsorgsfulde. Alle spørger ind til hende og vil hjælpe. Men de forstår ikke. “De siger: ‘Hvor er det godt, at der ikke skete noget med dig’. Men der var jo sket noget med mig. Vi havde taget afsked og mistet troen på det gode ... Jeg er ikke særlig religiøs, men torsdag tog jeg hen i Tårnby Kirke og sad og græd.”

Det ender med, at Mette Mikkelsen tager hen i Amagerhallen igen. Hun føler et stort behov for at være sammen med andre, der har været igennem samme oplevelse. Ikke psykologsamtaler, men samvær. Gennem krisecentret får hun kontakt til Susanne Steensgaard, beredskabspræsten. Hun tilbyder at arrangere en støttegruppe.

“Og det var præcis den type omsorg, jeg havde brug for. For jeg følte mig så frygteligt ensom.”

Gruppen mødes hver mandag i Skelgårdskirken. Susanne Steensgaard var med til det første gruppemøde, og nu kører det hele af sig selv. Hos alle otte deltagere fylder begivenhederne i Field's enormt. Nogle er endnu ikke startet på arbejde igen. Andre har ikke været i Field's. Alle lægger mærke til exit-skilte rundt omkring.

“Det har givet mig så enormt meget med gruppen. Det er ikke en afgørende faktor for mig, at Susanne er præst. Hun står for gruppen, hvis vi har behov for det, og vi kan til enhver tid kontakte hende. Jeg tager det lidt som en selvfølge, at det var en præst, der hjalp os. Det giver mening … det er meget naturligt, at præster er der i en krise. Og man kan altid ringe til sin præst, det ved jeg nu.”