Forslag om oversættelse af prædikener er et overgreb på åndsfriheden

Indlægget i Kristeligt Dagblad

Af biskop og formand for Grænseforeningen Peter Skov-Jakobsen og lektor og formand for Grundtvigsk Forum Kristen M. Andersen

Åndsfrihed og sprog er to sider af samme sag.

Derfor fortjener det en særlig kritisk opmærksomhed, at regeringen fremsætter et lovforslag om, at prædikener på andre sprog end dansk skal oversættes.

I regeringens lovkatalog begrundes lovforslaget med, at man ønsker at skabe større åbenhed om religiøse forkynderes prædikener i Danmark, når der prædikes på andre sprog ned dansk.

Hvem kan være imod åbenhed? Det lyder jo rigtigt og godt.

Vi vil advare mod at indføre en lov om oversættelse. Den er mistænkeliggørende og undergravende for åndsfriheden.

I vores land er vi vant til, at der tales andre sprog end dansk. Åndsfrihed og demokrati er ikke det samme, men åndsfrihed er en helt afgørende forudsætning for demokrati. Det er en af demokratiets ikke-demokratiske kilder, som professor emeritus Ove Korsgaard udtrykker det.

I år markerer vi rundtom i landet 100-året for grænsen mellem Danmark og Tyskland. I 100 år har betingelserne for det tyske mindretals ret til at samles til gudstjenester, oprette skoler, biblioteker og andre kulturelle initiativer været præget af en frihedslinje. 

Mistanke om overtrædelser må behandles og håndteres gennem straffeloven og ikke ved at bryde med så grundlæggende rettighed som forsamlingsfriheden og dermed retten til at mødes på det sprog, der er ens eget. 

Modersmålet er et hjertesprog. Det gælder ikke kun for danskere, men også for alle andre.

I århundreder har det været helt almindeligt, at kirker i nabolande og rigsfælleskaber har mødtes på eget sprog i egne menigheder. Og de seneste 70-80 år på tyrkisk, farsi, vietnamesisk og en mængde andre sprog, helt selvfølgeligt, efterhånden som de religiøse islæt er blevet mere mangfoldige.

Vi kan allerede høre indvendingen: Jamen ingen forbydes at mødes. Dette er en lov, der ønsker åbenhed.

Der er tale om en mistænkeliggørende overvågning af religiøse grupper. En statslig overvågning af alle prædikener i religiøse forsamlinger giver mindelser om styringsformer, der ikke fører noget godt med sig.

I åbenhedens gode navn er det et overgreb og en tilsidesættelse af den åndelige frihed, der ilter demokratiet.