Tale til bispevielse af Mads Davidsen biskop i Fyens Stift

“Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.” (1. Johannesbrev 4,17-18).

Mads!

Frygten, angsten, rædslen er ikke fjern for noget menneske. Frygt eller vrede. Begge dele efterlader os med forvredne ansigter og knyttede næver.

Selvfølgelig frygter vi krigen. Den åbner for hadets og udslettelsens rædsler. Selvfølgelig frygter vi klimakrisen, miljøkatastrofer og udslettelsesvåben. Vi kan jo mærke, at skabningen sukker under vores udnyttelse.

Vi frygter, at vores nærmeste må komme noget til. Vi frygter den uoprettelige hændelse, der ødelægger vores liv, lemlæster os eller ødelægger vores relationer til andre mennesker. Vi ved godt, at der findes et mørke, der minder os om sandhedens, kærlighedens og retfærdighedens fravær. Vi kender den frygt, der gør os så rasende, at vi handler umenneskeligt, egoistisk og hjælpeløst dumt.

Det værste er, at vi også kan finde på at bruge frygten politisk. Frygten afkorter alle demokratiske og menneskelige spilleregler og overlader os til den såkaldte nødvendighed, der lader hånt om sandheden og retfærdigheden. Den opildner menneske mod menneske og lader modbydeligheden råde.

Dommens dag - det er hverdag i menneskenes historie. Derfor holder vi søn- og helligdage. Vi husker på troen, håbet og kærligheden. Husker på Ordet, der ikke blot er et enkelt ord, men en verden af skønhed, der vil liv, og som overvælder os med en påtrængende kærlighed, der hverken lader verden eller os i fred.

Altertavlen lyser mod dig og mod hele menneskeheden. Her er påskefortællingen om måltidsfællesskab, forhånelse, fornedrelse, fornægtelse - opstandelse, himmelfart. Og så er der hele kirkehistorien fra den hellige Frans af Assisi, Marias og hendes forældres historie og hendes kroning i himlen.

Hvad er nu det?, skal nogen nok tænke.

Det er den evangelisk-lutherske reformations generøsitet. Ingen behøver at ødelægge skønheden.

Den teologiske tøven opmuntrer den teologiske kreativitet. Maria spiller ikke en stor rolle i vores tradition. Måske skulle vi turde en feministisk eftertanke og se hende som den første apostel - hende, der bar Kristus fysisk og åndeligt?

Hun turde gå ind mellem skriget og stilheden og bære sorgen og glæden. Hun udfordrer os.

Reformationen var også en universitetsbevægelse, og derfor behøver vi i vores tradition ikke at vade rundt i præsteskolernes trivielle gentagelser. Det sømmer sig for teologien i vores tradition, at mennesker mærker, at det ikke er uden grund, at der står “i ånd og sandhed” på universitetets talerstol.

Ånd og sandhed - det er hverken elitært eller fint, men grundlæggende for fremtid, åbenhed, åndsfrihed og demokrati.

Med hensyn til Maria og kvinderne i kirken må det nok henregnes til en af kirkens største fejltagelser, at man holdt kvinder væk fra præstetjenesten; men det blev der gjort op med i denne domkirke i 1948 for vores kirkes vedkommende.

Altertavlen står og lyser med fortællingen om Jesus fra Nazareth, om Kristus. Et mylder af fortællinger og et mylder af kirkehistorie. Den peger på troens store landskab, som bliver ved med at åbne sig for det menneske, der tør blive forbavset og blive modsagt.

Mads, tag os med ind i det landskab og fortæl, hvad du ser, og vær modig at turde se alt i vores menneskelige liv - også alt det modsætningsfyldte, det uforklarlige. Tag os med ind i det rum, der er mellem skriget og stilheden. Derind hvor skriget kan være af glæde og af smerte. Derind hvor stilheden skaber nye toner, tanker og billeder - og derind hvor stilhedens skabende kraft forvandler frygtens tavshed.

Tag os med ind foran ham, hvis historie, vi skal høre i den kommende uge - ham, der bliver ved med at overraske os med kærligheden. Ham, vi aldrig bliver færdige med, for han er troens mysterium, som vi hele tiden søger at forstå bedre - forstå ham, der kommer uden krone og uden våbenføre mænd. Ham, der kommer med en stilhed, hvor der er plads til sårbarhed, mismod og tvivl, og ham, der får os til at se medmennesket og får os til at tro og håbe og gør os sikre på, at den kærlige Gud hverken overhører mit, dit eller noget menneskes skrig.

Nå ja, og glem så ikke eventyret om den uartige dreng, som det engang blev fortalt af denne bys store fortæller, H. C. Andersen. Engang var der et ondt vejr. Det ruskede og regnede, og ingen havde en tør trævl på kroppen. De blev forpjuskede. Den gamle digter lukkede et lille engleligt menneske ind i huset, og det viste sig at være Amor. Man troede, at vejret havde ødelagt hans pil; men nej! Han skød den gamle digter i hjertet, der våndede sig. Han skyder unge og gamle, han narrer og er udspekuleret. Han løber på gader og stræder, sidder i lysekroner, er på teatret, på cafeen og alle mulige steder. Han er efter alle og skød engang en pil i forældres hjerter og i bedstemors hjerte - og ingen, der har prøvet det, kan nogensinde komme over det.

Når han er borte, den uartige dreng, mærker man et mørke. Når han skyder med sine pile, opstår verden, bliver forunderlig og forbavsende, nærmest som et eventyr. Mørketro og dømmesyge bliver forvist, og tilbage er der Ånd og Sandhed, livslyst og forelskelse.