Vores demokrati og åndsfrihed er truet

Indlægget i Berlingske

Af Peter Skov-Jakobsen, formand for Grænseforeningen og biskop i Københavns Stift

Det er kun 100 år siden, Danmark blev beriget med en yderligere landsdel.

Den nordlige del af Slesvig havde siden 1864 været en del af Kongeriget Preussen, og landsdelen fik derfor en helt anden indfaldsvinkel til de store europæiske begivenheder i begyndelsen af det 20. årh.

Nordslesvig, som vi nu kalder Sønderjylland, havde gennemlevet nogle meget dramatiske år,

De preussiske myndigheder brugte forskellige former for magt til at beherske de dele af Slesvig, hvor dansk sprog og kultur var udbredt. Man gik i årene ikke lempeligt til værks. Landsdelen skulle integreres i Preussen.

Man forcerede tyskhedens udbredelse og gjorde, hvad man kunne for at jage en skræk i livet på dem, der fastholdt deres sproglige og nationale sindelag.

Modersmål og kultur kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, og man kan true begge dele; men resultatet er hver gang det samme. Folk beskytter selvfølgelig det sprog, som er deres første.

De første år efter genforeningen i grænselandet var ikke nemme. Den økonomiske recession påvirkede både nord og syd for grænsen. Den tiltagende polarisering i Weimar-republikken kastede også skygger ind over mulighederne for at være dansk mindretal syd for grænsen.

Skam over lovforslag

Derfor fremprovokerer det følelsen af skam i mig her i 100-året for Genforeningen, at Danmarks regering agter at fremsætte et lovforslag om at oversætte alle prædikener på fremmede sprog til dansk.

I spørgetimen i Folketinget den 10. november kunne statsministeren ikke engang forsikre det færøske medlem af Folketinget Sjurdur Skaale (S) om, at lovgivningen ikke skulle omfatte de sprog, der blev talt inden for Rigsfællesskabet.

Regeringen har begrundet lovforslaget med, at det er for åbenhedens skyld, at prædikenerne skal oversættes. Jeg forstår ikke begrundelsen.

Gudstjenesterne i svenske, færøske, finske, kinesiske, franske, italienske, engelske, tyske menigheder er offentlige, og der er adgang for enhver. Når jeg går i den tyske Skt. Petri Kirke her i København, forudsættes jeg at kunne tysk. Det forekommer mig helt naturligt og er endda et sprog, de fleste danske børn lærer i skolen.

Så når den tyske præst i Haderslev, Christa Hansen, udtaler til Jyske Vestkysten, om hun overhovedet må være her og spørger, hvorfor hun er under mistanke - ja, så må jeg indrømme, at jeg skammer mig over ar være en del af flertallet, der tilsyneladende møder op med op med mistro, og jeg hader tanken om, at jeg giver anledning til de spørgsmål.

Jeg ved jo godt, hvilke tanker, der ville strejfe mig, hvis den tyske regering bad om at få danske præster i Sydslesvigs prædikener udleveret oversat til tysk.

Selv har jeg prædiket ni år i Storbritannien og blev aldrig mødt med andet end interesse og velvilje.

Uklædelig mistillid

Det er en del af vores fælles nationale gods, at vi har tillid til hinanden og derfor går ud fra, at alle i dette land også er loyale over for den danske stat. Skulle de ikke være det, findes der allerede lovgivning, der tager højde for det. 

Det er samtidig en grundlæggende agtelse for ethvert mindretal, at man anerkender deres ret til eget sprog og egen kultur, til kirke, skole og kulturelt liv.

Min danskhed er ikke så skrøbelig, at den ikke tåler mindretalskulturer i dette land.

Det er mærkeligt at have haft en dansk værdikamp i så mange år, og så munder det ud i lovforslag, der på alle måder modsiger det, der er en del af vores åndsfriheds- og demokratitradition.

End ikke da kampen var hårdest ved Genforeningen og heller ikke efter Anden Verdenskrig fastholdt man mistilliden og trynede modstanderen.

Derimod fastholdt man erindringen om, at von Köller med prøjsisk ihærdighed havde forsøgt at undertvinge sprog og kultur. Noget lignende ville man ikke have på sig, for det er os dybest set imod. Dertil kommer, at det selvfølgelig skaber en modreaktion.

Det er kun autoritære systemer, der møder mennesker med mistillid og derfor lægger hele befolkningsgrupper for had. Det viser det dansk-tyske grænselands historie med al tydelighed.

Danskheden er ikke svag. Man behøver ikke gemme den bag mistillid. Åndsfrihed og frisind karakteriserer og udfordrer os derimod. Se blot syd for grænsen, hvor danskheden vækker tyske borgeres interesse, så de sender deres børn i dansk børnehave og skole og medvirker i mødet hen over grænsen.

Jeg håber derfor inderligt, at traditionen for åndsfrihed og demokrati må fortsætte og regeringen vil opgive sit bebudede lovforslag om, at alle prædikener på fremmede sprog skal oversættes til dansk.