Den største overgang

Det er eftermiddag i København. På Kirkeskibet 2450 i Sydhavnen er fire kvinder samlet med en præst og en jordemoder. Uden deadlines og med et klart fokus; at trække vejret i en hæsblæsende hverdag og mærke deres ufødte børn. 

De tænder et lys. Præsten siger en bøn. De taler sagte om det liv, der er på vej. Deres eget, barnets, kærestens, familiens. Om forældreskab, forandringer, følelser og fortid. 

Indimellem lægger en af kvinderne en hånd på sin mave eller stryger den forsigtigt for ligesom at mærke, at barnet stadig er derinde. At det sparker, lever og har det godt.

Fødslen af en forælder 

Besparelser har de senere år reduceret fødselsforberedelsen på hovedstadens store hospitaler til informationsmøder i storrum eller 
digitale tilbud. Samtidig har sognepræst Helene Ferslev oplevet en stigende interesse for gravidsamtaler i kirken, selvom de ikke kun fokuserer på fødslen af barnet. 

“Jeg tror, der har manglet et rum, som også tager hånd om fødslen af en mor, der sker i samme moment, som et barn bliver født. For det er jo lige så meget en fødsel af en mor og en far, når et barn kommer til. Og den fødsel kræver lige så meget tid, omsorg og nærvær som den fysiske fødsel af barnet.” 

Samtalerne er en mental forberedelse til at blive mor. Helene Ferslev kalder det en sokratisk tilgang; at hun egentlig er fødselshjælper, fordi hun ikke kan tage skridtet for de kommende forældre ind i moderskabet. Det kan de kun selv. 

“Men står man sammen med nogen, der skal tage det samme skridt, så tror jeg, man føler sig langt stærkere og langt mere tryg. Og det gør kvinderne i gravidsamtalerne.”

Svær start 

Helene Ferslev fik selv en voldsom start på sit eget forældreskab. Så da forsker i familiedannelse Henrik Norholt i 2014 holdt oplæg i hendes sogn om tilknytningsteorier og den prænatale forskning – mor og barn før fødslen – ramte det noget i hende. 

“Jeg syntes, det var vildt interessant. Jeg har selv haft to svære fødselsdepressioner, så da han fortalte om tilknytningsteorierne, kunne jeg mærke, at jeg virkelig gerne selv ville have haft et rum, hvor jeg kunne tale om de her ting og have de her samtaler.” 

Det blev begyndelsen på et samarbejde om gravidsamtaler i folkekirken, hvor Helene Ferslev og Henrik Norholt sammen har udviklet en drejebog over seks temaer og samtaler: graviditet, det ufødte barn, dig som mor, en ny familie, fødsel og livet med et lille barn.

“Graviditet og fødsel er jo en af de største overgange, du kan stå i som menneske. Man kan kalde det en positiv krise, for det er jo virkelig et vendepunkt; en plovfure, der bliver vendt.”

Omsorg for sjælen 

Det er i rollen som sjælesørger, at Helene Ferslev møder kvinderne. 

Sjælesorg er et kirkeligt begreb, der betyder omsorg for sjælen i alle tænkelige situationer, hvor mennesker har det svært, er i krise eller har brug for at dele et eksistentielt dilemma. 

“Det kan nogle gange være mørket og depressionen, smerten, lidelsen og sorgen, man går med ind i, men som sjælesørger tør jeg være nærværende og spørge ind til det svære. For det er ofte det, omgivelserne ikke gør. Derfor kan det have en kæmpe værdi for de mennesker, som virkelig er ude i de her yderpositioner.” 

I gravidsamtalerne bruger hun ikke evangelieteksterne, men ofte nogle af fortællingerne eller skriftstederne fra Bibelen til at ramme temaerne ind. 

“Jeg synes, at det her fra hebræerbrevet: ‘Tro og fast tillid til det, der håbes på og overbevisning, om det der ikke ses’ passer så godt til at være gravid. Fordi man skal have en fast tillid og overbevisning og et håb om, at det hele er godt, selvom man ikke kan se og røre barnet endnu.”

Glæde og sorg 

I kirken er der et helt særligt “rum” til at tale om livet og døden og blive mødt i de her modsætninger. De åbner for de store spørgsmål og kan give en tryg ramme i den store livsovergang, som graviditet og fødsel er. 

“Graviditeten kan rippe op i sorgen over tabet af en forælder, en mistet bror eller søster eller aborter i tidligere graviditeter. Der kan også være en sorgfuldhed over, at det liv, parrene har levet, nu forandres med det lille barn. Den sorg skal der også være plads til, for det er en livsændring, der både trækker tråde ind i fortiden og rækker ind i fremtiden.” 

Kirken taler til mennesket, hvor det står og er. Om liv og død, sorg og glæde, lykke og smerte. Og den lægger vægt på, at man gerne må være i mørket. 

“Hele verdenssituationen kan pludselig gå én voldsomt på, fordi man står og skal have det her lille menneske godt igennem livet og give det en god start. I kirken skaber vi et medmenneskeligt rum, hvor man bliver rummet og rammet ind i det modsætningsfyldte.”

Samtalen er målet 

Som præst har Helene Ferslev tavshedspligt, og under samtalerne beder hun kvinderne respektere, at de er i et fortroligt rum, så de kan tale frit. Kan hun mærke, at nogen har brug for professionel hjælp til at håndtere sine tanker, opfordrer hun dem til at kontakte deres læge. 

“Allerede fra første samtale er der en enorm åbenhed. Jeg tror, det er dét med, at man ikke har en holdning eller relation til hinanden på forhånd, så man er fuldstændig åben over for den, man sidder overfor. Det er virkelig guld værd ved de her samtaler, som netop er sårbare og kan være grænseoverskridende.” 

Kvinderne får lov at være til stede som de mennesker, de er, i den overgang, de er i. De kan være til uden at skulle nå et mål. Det er vigtigt, for man når i virkeligheden aldrig et mål som mor, forklarer Helene Ferslev. 

Man er altid på vej. Og man begår altid fejl. Derfor er der heller ikke noget mål med samtalen. 

“I kirken er der ikke nogen behandlingsplan. Vi møder de kommende 
forældre i den mentale overgang, som de står midt i. Med det, de har med fra deres egen opvækst, og med det, de gerne vil forløse i sig selv i deres nye rolle og den nye position, de går ind i. Samtalen er målet i sig selv.”