Metropolkirke til københavnerne

Bispegården i Nørregade har huset embedet siden reformationen. Den ligger med Københavns Universitets hovedbygning som genbo. Uden for vinduerne cykler byen forbi. Gaden huser flere diskoteker og barer og munder ud i Nørreport Station. 

Her har biskop Peter Skov-Jakobsen boet og arbejdet siden 2009, når han ikke holder gudstjenester i domkirken over for bispegården eller rejser rundt i landet i forskellige gøremål. 

Med et alsidigt udbud af kultur- og fritidsaktiviteter har stiftets kirker fået godt fat i københavnerne, mener Peter Skov-Jakobsen. “Det er et meget mangfoldigt udbud, og det ligner også noget, som jeg oplever er rettet mod den by, som jeg kender,” siger han med stolthed i stemmen.

Noget for enhver 

Netop mangfoldigheden og det målrettede synes at være kendetegnende for de københavnske kirkers udbud af aktiviteter i de her år.

På den musikalske side er der stadig de klassiske kirkekoncerter, men der er også elektroniske totaloplevelser, sangskriverworkshops, pop-, jazz- og rockkoncerter. 

På aktivitetssiden er der fællesspisning, film- og nørkleklubber, vandreture og natkirker. Hver eneste måned er der flere hundrede arrangementer rettet mod byens børn og børnefamilier. 

Der er sorggrupper for dem, der har mistet en nærtstående eller har hjertesorger. Senest har Stefanskirken på Nørrebro også etableret en sorggruppe for dem, der sørger over klimaet og ser ind i en uvis fremtid for kloden. 

Hvis du ikke taler dansk, er det heller ikke noget problem: Fra 2021 udbydes den folkekirkelige, evangelisk-lutherske kristendom nemlig også på engelsk til byens nye, internationale borgere. 

“Det er en måde at være kirke på, som er meget spændende, men den kræver også den dobbelte indsats af, hvad det krævede at være kirke i 1980,” siger Peter Skov-Jakobsen.

Kirken ud af historien 

De mange aktiviteter løftes lokalt af præster, organister og kirkekulturmedarbejdere, og de har travlt. 

I 1980 var biskoppen studerende på Københavns Universitet, og dengang var dagsordenen i det københavnske kirkeliv en anden. 

“Man prøvede hele tiden at revitalisere det kirkeliv, som havde været der, som havde fungeret, og som havde været godt til det København, der var.” 

Det gamle København – det, der var – er ikke noget at drømme sig tilbage til, mener han. 

“Folkekirken i København var fra midten af det 19. århundrede en kirke, som reflekterede den by, som den var i. Det var en by, hvor der var stor nød, en meget gammel by, en meget fattig by og en immobil by. Det afspejledes i hele kirkelivet.” 

Byens udbredte fattigdom formede den måde, som folkekirken i København var kirke på, fordi det var påtrængende nødvendigt at hjælpe. 

“Nøden var så stor, at det ikke kunne hjælpe noget, at man talte om nåde uden at have noget i hænderne: Folk skulle også være mætte, være trygge og have tøj på kroppen.”

En forandret hovedstad 

Den store sociale opgave skabte et kirkeliv, hvor kirken var meget tæt på befolkningen, men i takt med, at befolkningens kår blev bedre, og byen ændrede karakter, havde kirken svært ved at finde sin plads. Det skabte et misforhold mellem kirkens tilbud og befolkningens behov. 

“Det var et kirkeliv, der ikke reflekterede, at der fra 1960 til 1990 skete en sanering i København, hvor 360.000 københavnere flyttede ud og blev borgere på blandt andet Vestegnen og i Nordsjælland.” 

Byens skrumpede i første omgang. I 1990'erne fulgte byfornyelsen af brokvartererne. Lejligheder blev lagt sammen, der blev plads til badeværelser, og befolkningssammensætningen ændrede sig. Det tog tid for det københavnske kirkeliv at overkomme den udfordring. Først var det nødvendigt at droppe nostalgien og i stedet se på, hvad københavnerne havde brug for. 

“Omkring årtusindskiftet gjorde man historien til historie og lagde den dér, hvor den altid skal ligge: Omme bag ved en. Hvis du lægger historien foran dig, så prøver du at genopleve noget, som andre allerede har gennemlevet. Det er der noget kunstigt ved,” mener biskoppen.

Innovation i storbykirken 

Med historien bag sig tog kirkerne fat på at skabe et nyt repertoire, der passede til den nye befolkning. En af de markante ændringer var tilvæksten af børnefamilier i byen. 

Hvor folk tidligere var flyttet fra byen med deres børn, blev de nu boende. Alene Københavns Kommune voksede ifølge 
Danmarks Statistik med 6.600 flere børnefamilier fra 1990 til 2000. I dag er der kommet 21.000 flere til. Kirkens fokus på de nye københavnere resulterer i et kreativt boom. 

“Det sker alt sammen omkring årtusindskiftet: Sorggrupper, babysalmesang og pludselig også de populære spaghettigudstjenester,” konstaterer biskoppen. 

De to sidstnævnte er eksempler på ægte københavnske opfindelser, der har spredt sig fra hovedstaden til resten af landet. 

De første hold med babysalmesang blev holdt i Sankt Pauls Kirke og Frederiksberg Kirke i 2002. I 2016 anslog Center for Samtidsreligion, at mellem 55 og 60 procent af danske pastorater udbyder babysalmesang. 

Også natkirker, der har storbyens unge som målgruppe, stammer fra nyere tid. Den første natkirke blev oprettet i 1999 i Vor Frue Kirke, og også her har fænomenet spredt sig til flere københavnske bydele og større i byer i hele landet.

En kirke i byen 

“Skal man være præst i en metropol som København, er man nødt til at have et meget åbent sind for, hvad der sker i ens samtid,” siger Peter Skov-Jakobsen. 

Byen og dens mennesker former folkekirkens aktiviteter, og byen har forandret sig meget over de seneste årtier. 

“I dag har man en rig by, en hurtig by, en mobil by, hvor rigtig mange bor for sig selv. Jeg vil gerne se det moderne menneske som et myndigt menneske: Et menneske, der på alle måder lever med videnskab, fornuft, indsigt og komplikation.” 

For at være relevant for sin samtids storbymenneske er kirken nødt til at forholde sig til den komplicerede virkelighed og de sorger, glæder og livsfaser, som det gennemgår. 

“Der er mennesker, der løber på Statens Museum for Kunst og går ud og spiser fredag aften, går på jazzbar, bliver gift, får børn og bliver skilt igen. Alle disse vidunderligt komplicerede liv – somme tider også væltede liv. Det er hele det menageri, vi taler ind i, samtidig med, at der er alt det, som truer os i tiden: klimaet, de store krige, hungersnød, flygtninge og verdensøkonomien. Det er også i den sammenhæng, at vi skal være kirke.”

Rum til det religiøse 

“Det er naturligt, at kirken bevæger sig derhen, hvor virkeligheden er. Det er vi mere eller mindre gode til i forskellige tidsaldre. Lige for tiden er vi meget gode til det i vores egen sammenhæng. Der er også mange teologiske stridigheder om det, og det gør ikke noget,” siger Peter Skov-Jakobsen. 

Han henviser til den debat, der indimellem dukker op om de teologiske kvaliteter af de mange aktiviteter. For der er ikke noget, der tyder på, at de mange aktiviteter betyder en øget tilgang til den almindelige gudstjeneste. 

“Kirkens hjerteslag ER gudstjenesten, men jeg ville være ked af det, hvis vi satte det som et formål, at alt, hvad vi foretager os, helst skal ende med, at folk sidder på kirkebænken. Det er for meget business- tænkning.”

Eksperimenter og fejltagelser 

Det er ude i stiftets 94 sogne – lokalt og tæt på befolkningen – at udviklingen af de mange nye tiltag sker. 

“Det særlige, som kræves af en præst, organist eller kirke- og kulturmedarbejder et sted som København, er, at man har sans for, hvad der sker, men også en sans for, hvor vi er på vej hen. Man skal turde at gå med hele den vej, også selvom den ikke er helt reflekteret endnu.” 

Netop modet til at turde ser Peter Skov-Jakobsen som et afgørende element. 

“Når man er i forsøgsfaser, så er man også somme tider ude over kanten. Det skal man turde som kirke. Hvis vi kun gør det, der er sikkert og dogmatisk afsikret og holder os bag ved panseret, så kommer vi ingen steder.” 

Et af de nyere initiativer er drop-in-dåb, hvor man i et givent tidsrum kan komme direkte ind fra gaden og blive døbt. Den første drop-in-dåb fandt sted i 2017. I begyndelsen var biskoppen skeptisk. Han var urolig for, at “drop-in” var lig med overfladiskhed og hurtighed. 

Den indledende skepsis blev dog gjort til skamme. I dag erkender han, at tilbuddet ikke er fastfood for sjælen, men en effektiv måde at invitere dem indenfor, som har oplevet, at tærsklen til kirken ellers var for høj for dem.

Kirken er åben for alle 

At holde kirken åben for alle er vigtigt. Derfor er biskoppen også bekymret. Det er ikke alle grupper, som kirken når i dag. 

“Kirken skal også nå de mennesker, der har vanskeligt ved at gribe om tilværelsen, og som griber forkert. Det hører med til en kirkes dna, og der bliver vi nødt til at sige, at det er vi ikke så gode til. Folkekirken er også til for de mindre privilegerede og for dem, der ikke har kulturelle interesser. Så der er hele tiden noget, der udfordrer os. Vi skal være der for hele befolkningen. Og der er jeg bange for, at vi ikke har den gennemslagskraft, som vi burde have,” siger biskoppen. 

En af de grupper, som biskoppen er bekymret for, er de yngre mænd. Ifølge en stor befolkningsundersøgelse i 2021 kommer mænd mindre i kirken end kvinder. De er mindre tilbøjelige til at deltage i folkekirkens kulturtilbud, og det er i den gruppe, der sker flest udmeldelser. 

For biskoppen ligger der derfor en opgave for kirken i at få mænd mellem 20 og 45 år i tale. 

“Måske kunne vi blive meget bedre til den samtale. Jeg tror, at det er klart for alle i samfundet, at det kunne være godt, hvis vi kunne det. Det skal være en respektfuld samtale, ikke en ‘truen med bål og helvede’ – kirken skal hele tiden øve sig i den respektfulde samtale.”