Håbet mobiliseres i fællesskabet

De første lektioner på kurset “Jorden kalder” var hårde: Emnet var biodiversitetskrisen om de arter, der er ved at forsvinde.  

“Det var virkelig svært at høre om. Man blev så bekymret på jordens vegne,” fortæller Signe Juul Christensen, 20. Men snart voksede håbet frem ved siden af bekymringen – og det skete gennem højskoleforløbets blanding af viden og konkrete aktiviteter – at gøre noget sammen.  

“Vi arbejder meget med, hvordan vi kan mobilisere håbet. For eksempel ved at tage til demonstration sammen eller være i køkkenhaven. Når vi gør noget sammen, som i en eller anden grad er godt for naturen, så får håbet lov til at udvikle sig og være konkret, fordi vi sammen føler, at vi kan ændre noget,” siger Asbjørn Bagger Poulsen på 21.  

“Ja, det giver et større perspektiv på det – at man ikke står alene,” tilføjer Signe Juul Christensen.

Hårdt og skræmmende 

For Laura Refsgaard Karlsen, 23, har det været betydningsfuldt at få et sprog for klimadebatten gennem de forskellige foredragsholdere. Så det bliver muligt at sætte konkrete ord på – også følelserne. 

“Da jeg var i starten af teenagealderen, så jeg et satireprogram om polerne, der smeltede. Det var videnskabeligt og sjovt, men jeg var megabange i flere år. Det er stadig hårdt og skræmmende og deprimerende. Men vi er her, og vi gør vores bedste sammen. Det er vores fællesskab, som gør, at vi kan leve midt i en kæmpe klimakrise.” 

Så nu – efter et par måneder på højskolen – er hendes klimaangst landet på et niveau, hvor det fylder det samme som så mange andre emner i et ungt menneskes liv: 

“Det, der fylder noget, er at være bevidst om sine handlinger. At handle bæredygtigt ind, købe genbrugstøj og økologisk. Jeg er hele tiden bevidst om, at det kan gøre en forskel at ændre sine valg, og angsten fylder ikke længere så meget hos mig.”

Vil noget med verden 

Ida Nielsen Langendorf er underviser på “Jorden kalder” og meget optaget af at tage de unges sorg over klimaforandringerne alvorligt. 

“Jeg synes, at der i den offentlige debat er en sygeliggørelse af de unges reaktion. Det er ok at have en angstfyldt reaktion, når noget, man holder af – naturen – er ved at forsvinde. Vi skal tage alvorligt, at der står en generation, som skal rydde op efter en gigantisk økonomisk overforbrugsfest i forhold til naturen, biodiversitet og klimaet. Og at det selvfølgelig også rammer et eksistentielt niveau.” 

Hun understreger, at løsningen ikke er et højskolekursus alene. Men højskolen er et sted, hvor man som ømt, ungt menneske kan være i et trygt rum og både tale om angsten og samtidig bruge sine bekymringer som trinbræt til at komme videre i en eksistentiel proces med sig selv som ung. 

“Det er jo helt fantastisk, at en generation af unge, der ikke har været i verden ret længe, og som ikke kan se forandringerne lige så tydeligt som de ældre generationer, kan reagere så stærkt på det: De vil noget med den verden, de lever i. Så i stedet for at tale om, at de unge har et problem med at være for angstfyldte, skal vi tale om en generation, der mobiliserer sig. Det er en helt vild ansvarliggørelse, som vi skal beundre og ikke tale ned.”

Forstå rejsen til Malaga 

De tre unge højskoleelever taler tit om den ældre generations ansvarsforflygtigelse – at det er de yngre generationer, der skal rydde op. Samtidig er det vigtigt for dem at forsøge at forstå den ældre generation. At være åbne og nysgerrige og spørge, hvorfor materialisme betyder så meget?

“Det kan jeg da kende fra mine egne forældre. Materialismen. Så skal vi på rejse til Malaga, men hvorfor er det så vigtigt? Er det at komme langt væk? At have mange ting? Hvorfor er det gode liv blevet sådan for dig?”, spørger Laura Refsgaard Karlsen. 

De unge retter deres frustrationer mod politikerne – ikke forældregenerationen. 

“Jeg er ikke vred på mine forældre eller den ældre generation. Vi skal ændre strukturerne og ikke blame det enkelte individ for, hvad man gør. Men jeg er vred over, at vi hele tiden bliver mødt af politikerne med, at det er urealistisk og svært virkelig at ændre noget,” lyder det fra Asbjørn Bagger Poulsen. 

“Ja, at politikerne ikke tør tage chancen og være et foregangsland. Der kommer hele tiden med argumenter for, at vi ikke kan bruge penge på klimakrisen, men den burde være vores førsteprioritet,” mener Laura Refsgaard Karlsen. 

På tværs af generationer 

Klimakampen bliver ofte talt om som en ungdomskamp – og de tre højskoleelever oplever da også, at det er unge, der er mest engagerede. Men de er også overbeviste om, at klimakampen ikke går over, når de bliver ældre. “Det her går på tværs af generationerne, og vi vokser ikke fra det. Men vi skal have mere opbakning fra de ældre generationer. Så vi kan få en større stemme mod politikernes mur,” siger Signe Juul Christensen. Her kan ungdommen inspirere ved at turde udfordre normerne og pege på nye måder at leve på. Det sker for eksempel gennem et andet stort emne, der fylder hos de unge: identitetspolitikken. 

“Vi taler meget om, hvordan det, vi forbruger, er knyttet til vores kønsroller – at være mand eller kvinde. Den måde, vi er mennesker på, den måde, vi opfører os på. Det kan være bæredygtighed at ændre på de meget binære forståelser af, hvordan man er menneske og give plads til rummelighed. Det er ret interessant, for vi behøver ikke at gøre, som vi plejer. Vi kan selv bestemme, hvordan vi skal gøre det,” mener Asbjørn Bagger Poulsen. 

Et synspunkt, som de andre to deler: “Ja, spørgsmålet er jo, hvad der er det normale nu. Vi er et sted i tiden, hvor det ikke længere dur med de samme formater. Der er brug for nye tiltag og nye handlinger!”