Når protesten løber af med os

Kristendommen har gjort protest og oprør til en så integreret del af vores moderne tankegang, at vi glemmer at undersøge, om vi egentlig er imod det, vi protesterer imod, mener musiker, forfatter og podcastvært Kristian Leth. 

Det gælder f.eks., når klimaaktivister protesterer imod en sikker, CO2-neutral energikilde. Og så er det på tide at få styr på, hvor trangen til oprør stammer fra.

Vi skal protestere. Og det har vi lært af kristendommen. 

Det er faktisk en moralsk forpligtelse at protestere; den lutherske kristendom har lært os, at gode mennesker protesterer, og hvis de mødes af indvendinger og modstand, skal de bare protestere noget mere. Og det er godt og rigtigt, siger Kristian Leth. Det har ført til store videnskabelige landvindinger og forbedringer af samfundet. Men det har også sin bagside. 

For når protesten er moralsk, kommer vi let til at se dem, vi er uenige med, som amoralske. Det hindrer en dialog og gør det svært at ændre holdning, forklarer han. 

“Tag nu klimaaktivismens forhold til atomkraft. I dag kan videnskaben fortælle, at atomkraft er en del af svaret på, hvordan vi opnår et CO2-neutralt samfund. Det er der ingen forskningsmæssig uenighed om. Men for klimaaktivister er modstanden imod a-kraft forbundet med deres identitet. Man kan faktisk ikke være miljøbevidst, hvis man ikke er imod atomkraft. Så selvom forskerne fortæller os, at atomkraft er en sikker, CO2-neutral energikilde, så kan vi ikke slippe vores modstand. Det kan jeg også mærke på mig selv. Når man er vokset op med små klistermærker med teksten “Atomkraft? Nej tak”, så er det bare virkelig svært at acceptere det faktum, at atomkraft i dag er en løsning på et miljøproblem. Og der må vi bare forstå, at en forening som Greenpeace ikke har en videnskabelig rolle, nej, det er en protestorganisation. Dens opgave er at protestere og lave aktivisme, ikke at løse problemerne. Men så kommer de jo heller ikke så langt.”

Kristendommen er underlægningsmusik 

Multitalentet Kristian Leth er en travl mand. Alene i 2022 har han skrevet to bøger og udgivet et album. Indtil videre har han også lavet 32 afsnit af podcasten ’Bibelen Leth fortalt’, hvor han sammen med journalisten Lauge Hendriksen prøver at besvare spørgsmålet “Kan vi overhovedet forstå os selv og det samfund, vi lever i, hvis ikke vi forstår Bibelen?” 

Og Kristian Leths svar er nej. Vi forstår hverken vores lovgivning, skoleindretning eller trang til at overbevise andre, hvis vi ikke forstår, hvor fuldstændigt Bibelen og kristendommen har påvirket hele vores måde at tænke på. 

Metaforerne står i kø, når Kristian Leth skal beskrive kristendommens betydning for os i dag. 

Kristendommen er som støvkorn i den luft, vi indånder. Det er ikke noget, vi kan vælge fra eller overhovedet se. Man kunne også sige, at den er som en klippe, der fylder hele horisonten, og derfor får vi kun øje på den, når der er noget, der buler ud: Tro, moral og værdier eller mødet med andre kulturer. Den er en grundtone, en art underlægningsmusik for hele kulturen i den vestlige civilisation og specielt for os protestanter. 

Og noget af det, vi ikke kan forstå uden at kende Bibelen, er vores forhold til oprør og protester, siger han.

Læs også Protester ændrer og fornyer 

Jesus – en radikal oprører 

Det hele starter med Bibelen. Jesus var nemlig ikke bange for autoriteterne. “I har slet ikke forstået loven rigtigt,” sagde han, tømrersønnen, til de skriftkloge, der ellers havde monopol på at udlægge den jødiske Moselov. “Når I siger, at man ikke må slå ihjel, er det alt for svagt. I virkeligheden må man ikke engang blive vred på andre. For det handler ikke kun om, hvad man gør, men også om, hvilken indstilling man har til andre. Og jeg følger Moseloven til punkt og prikke; det er jer, der har misforstået den. Jeg har ret, og I tager fejl.” 

Jesus var indbegrebet af en radikal oprører, og han blev korsfæstet for det. Og kort tid efter hans død var de kristne en formaliseret protestbevægelse. De blev både undertrykt, forfulgt og slået ihjel, og det så de ikke som en uheldig omstændighed eller noget at være kede af; det var faktisk et mål for dem. For protesten imod den etablerede magt var en central del af det kristne selvbillede.

En religion for de udsatte 

Og protesten er også helt grundlæggende for vores moderne selvforståelse, siger Kristian Leth. Protesten og oprøret er så gennemgribende i den moderne tænkemåde, at det har taget livet af Gud selv. I dag er det en moralsk dyd at protestere. Det har det med at gøre os blinde for, om vi egentlig er imod det, vi protesterer imod. Og så er det, vi må undersøge, hvor vores hang til protest stammer fra.

“Det Nye Testamente er jo ind til benet en fortælling om oprør. Jesus gør op med overmagten og viser, hvordan man i sidste ende må lide døden for at kæmpe for sine meninger. Og den fortælling bliver hurtigt formaliseret til en idé om, at de kristne er udsatte og forfulgte ofre, og at det er en afskygning af Jesu lidelser,” forklarer Kristian Leth. “Så op gennem historien ser vi en række helgener og foregangsmænd og -kvinder, der udmærker sig ved deres modstand imod det etablerede og den lidelse, det giver dem. 

Kristendommen fremstiller ikke sig selv som sejrherrernes religion, men som en religion for de udsatte og de undertrykte. Og det holder jo ikke, når kristendommen bliver verdens største religion og verdens største koncentration af magt. Men i kristendommen gøres det ikke desto mindre til en dyd at være i opposition og protest imod det etablerede. Og det sættes der en tyk streg under med Luther og Reformationen.”

Ingen autoriteter som mellemled 

Martin Luther var en tysk munk, der i 1500-tallet gjorde oprør imod de katolske magthavere, der havde skaffet sig enorme rigdomme ved at sælge afladsbreve. Hvis man havde begået en synd og bekendte det for præsten, kunne man gennem pengegaver til kirken få ’aflad for sine synder’, dvs. Guds tilgivelse givet gennem en præst. Men det var helt forkert, mente Luther. Ingen præst kunne stå mellem det enkelte menneske og Gud; Gud talte til os hver især gennem Bibelen, og det var derfor afgørende at få Bibelen oversat fra latin til hverdagstysk, så ingen autoriteter skulle være mellemled. 

“Luther så den katolske kirke som en selvfed, dekadent og forkalket magtstruktur, som det var nødvendigt at gøre op med,” siger Kristian Leth. “Og den kamp måtte han kæmpe med livet som indsats. Nu vandt han sin kamp, men der var mange andre, der var blevet henrettet for mindre.” 

Reformationen førte til protestantismen, et navn, der i sig selv viser, at den kristne retning er født ud af en protest. Og udover at Reformationen har været afgørende for kristendommen, som den ser ud i Nordeuropa i dag, førte den også til et væld af nye kristne sekter.

“Det er, som om Reformationen åbnede op for en trykkedel, og nu væltede det ud med åbenbaringer og religiøse oplevelser og særlige fortolkninger af Guds budskab. Magtstrukturen havde været så klar indtil nu, at der ikke havde været rum for andet end én bestemt doktrin. Men Luther smider mellemlaget af præsteautoriteten ud og sætter fortolkningen fri. Det er en helt fundamental historie i protestantismen, at man tager fortidens dogmer og autoriteter og smider dem ud. Ud med kirkefædrene og de gamle systemer. Den eneste autoritet er Bibelen, og den må den enkelte selv forholde sig til. Myndigheden flyttes fra autoriteten til individet.”

Læs også Protesten får krop og stemme

Formaliseret ringeagt for forrige generation 

Her kommer opgøret som grundfigur ind i samfundet, mener Kristian Leth. “Siden Reformationen har vi haft det ene opgør efter det andet. Det har været en fantastisk kraft, der har ført til det videnskabelige gennembrud, rationalismen og oplysningstanken. Hver ny generation har sagt: ‘Hvorfor skulle jeg tage den forrige generations viden og forståelse for givet? Hvis det gamle tager fejl, så smider vi det gamle ud’. I stedet for at se traditionen som noget, man står på skuldrene af og udvikler sig videre fra, udvikler der sig en formaliseret ringeagt for det, der var før. Der er intet, der hindrer os i at finde ud af det hele selv.”

Så i det opgør med autoriteterne kommer der selvfølgelig også et tidspunkt, hvor nogen siger: ’Jamen, hvad så med Gud, ham tror vi da heller ikke på?’ Oprøret bliver taget til sin fulde ekstrem, det bliver en mekanisme, der kører med os. Og det karakteriserer os i høj grad i dag, mener Kristian Leth.

“I dag tænker vi: Selvfølgelig skal de unge gøre op med deres forældre. De unge skal nødvendigvis have nogle år, hvor de hører underlig musik og klæder sig i tøj, deres forældre ikke kan lide. Men hvorfor skal de egentlig det? Det har langtfra altid været sådan; det skete først med ‘68-oprøret. På overfladen var det jo ellers en sekulær begivenhed, der ikke havde noget med religion at gøre, men den er grundluthersk i sit næsten renfærdige og moralske opgør med den forrige generation. Opgøret med det gamle er argument nok for, at samfundet, familien og kønsrollerne nu skal se ud på en anden måde. Det er helt det samme mønster, som vi så hos Luther.”

Oprøret er blevet konformt 

Men i dag er forestillingen om, at de unge skal gøre oprør imod deres forældre, så indgroet i os, at vi ikke ser, at det ikke er en lovmæssighed, påpeger Kristian Leth. “Egentlig er det jo absurd, at vi i den ældre generation forventer af de unge, at de skal gøre oprør imod os. Og i det øjeblik de gør det, omfavner vi dem. Men så er oprøret jo blevet konformt, og vi tager det fra de unge.”

“Når de unge i dag kommer og siger, at deres forældres kønstænkning er firkantet og undertrykkende, så bliver de omfavnet af forældregenerationen. Forældrene vil ikke spille rollen som dem, der gøres op med. De forventer et oprør og ser det som en dyd og vil selv tage del i oprøret imod sig selv. Det slår mig som pudsigt. Det bliver sgu lidt svært at gøre oprør så.”

Ligesom Luthers oprør endte med at slå Gud ihjel, er 68’ernes oprør godt på vej til at slå selve oprøret ihjel. Kristian Leth mener ikke, at der nødvendigvis er noget i vejen med at være kritisk over for autoriteter og dumpe de gamle ideer. Han er ikke konservativ, har deltaget i mange protestdemonstrationer og tror bestemt heller ikke, at han er færdig med det. Men ikke desto mindre er det vigtigt at gøre sig protestens grundmønster klart, siger han og tager hul på endnu en metafor om kristendommens betydning for den moderne tankegang.

“Kristendommen er en grundtegning for det hus, vi bor i. Det er ret stort, og folk kan vælge at bo i forskellige ender af huset, langt fra hinanden. Men det er altså kristendommen, der er grundtegningen til hele molevitten,” understreger han.

“Og hvis vi ikke forstår det, så bliver vi hængende i en protest, der ikke længere tjener os. Som når klimaaktivisterne bliver ved med at protestere imod atomkraft; noget, der kunne være en del af løsningen på det, de protesterer for at opnå.”

Protester ikke altid gode 

Og det er i virkeligheden derfor, Kristian Leth bruger tid på at lave radioprogrammer om Bibelens betydning for vores selvforståelse, siger han. Det er vigtigt, at vi gør os klart, hvornår vi protesterer, fordi det er en næsten mekanisk del af vores kultur, og hvornår vi gør det, fordi vi rent faktisk er imod det, vi protesterer imod.

“Demonstrationer og protester er jo ikke altid gode,” siger han. “Hvad så, når det er nynazister, der demonstrerer? Det er ikke altid dem, der råber højest og sætter deres liv på spil, der har ret. Protesten er blevet moralsk forankret, og det gør ikke noget godt for den. Den bliver blind og ukonstruktiv, og det kan få nogle meget dystre konsekvenser. Protesten skal ikke være styret af kultur og følelser. Den skal være rationel.”