Protester ændrer og fornyer
Optog, happenings og indimellem gadekampe. Protester er en måde at få indflydelse på samfundet, selvom man ikke har formel magt. Men selvom protesterne er oprørske af natur, er det dem, der holder demokratiet smidigt og levende, siger protestforsker René Karpantschof.
Hvad er en protestbevægelse for noget? Hører protester fortiden til, og er de en trussel mod samfundet eller tværtimod til gavn for demokratiet?
René Karpantschof er den helt rigtige at stille spørgsmålene til. Han er historiker og sociolog og har i mange år forsket og undervist på Københavns Universitet i protestadfærd og demokrati. Men René Karpantschofs forhold til protest er langtfra rent akademisk.
Op gennem 1980’erne levede han selv midt i den københavnske BZ-bevægelse. Her lavede han gadeteater, nøgenhappenings og folkekøkken i Ungdomshuset på Jagtvej 69, ligesom han var med til at storme Sydafrikas konsulat i protest mod det daværende apartheidstyre og deltog i en ni dage lang barrikadeopstand ved et besat hus i Ryesgade.
Urolighederne på Nørrebro 18. maj 1993, hvor politiet skød og sårede 11 demonstranter, blev sidste gang, han deltog i en gadekamp. Men protestbevægelserne slap han ikke.
“Jeg blev simpelthen optaget af at finde ud af, hvem vi var, sådan nogle som os, der prøver at forandre verden,” fortæller han. “I BZ-bevægelsen havde vi læst og talt meget om de historiske kampe i Danmark og ude i verden, som vi følte, vi selv var en slags forlængelse af. Vi så det hele som et større opgør mellem frihed og socialisme på den ene side og kapitalisme og vestlig imperialisme på den anden. Det ville jeg gerne vide noget mere om.” Så var det, han begyndte på historiestudiet.
GEJST har opsøgt René Karpantschof og bedt ham gøre os klogere på protestbevægelsens anatomi.
René Karpantschof (f. 1965) er i dag selvstændig fagbogsforfatter og kendt for den meget anmelderroste 'De stridbare danskere: Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920', der udkom i 2019.
René Karpantschof har forsket i protestbevægelser i Danmark fra 1800-tallet til i dag. I bunden af artiklen kan du se hans bud på en tidslinje i den periode.
Hvad er det egentlig at protestere?
Protest er noget med at påvirke samfundet gennem aktioner i det offentlige rum. Det mest almindelige er demonstrationsoptog gennem gaderne, happenings og underskriftindsamlinger. Men det kan også være mere provokerende aktioner som at besætte skoler, blokere for trafikken eller afbrænde en dukke, der forestiller statsministeren, eller egentlige optøjer. For grupper uden en stor forkromet organisation og adgang til magtens cirkler kan protester være en effektiv måde at markere sig, men vi ser også, at partiernes unge til tider bruger protestmidlet.
Læs også Når protesten løber af med os
Hvad skal der til for, at man vil tale om en bevægelse?
Der skal være vedvarende protester med en markant tilslutning over længere tid. Hvis en gruppe elever et par gange protesterer over, at de ikke må ryge på skolens område, så er det ikke en bevægelse. Der skal også være et stærkt “vi”, hvor man ser sig selv som en sammenhængende gruppe med en større vision og fælles fjender. Det er aldrig til at forudsige, hvad der antænder en bevægelse og skaber sådan et “vi”. Nogle gange er det en særligt symbolladet hændelse, der fremkalder stærke følelser af uretfærdighed og en klar idé om, hvem der er skurke, og hvem der er helte og ofre. F.eks. som vi så det, da hvide amerikanske betjente dræbte den sorte George Floyd og dermed udløste landsomfattende protester fra mennesker, der identificerede sig med Floyd og hans skæbne.
Protesterer vi mindre i dag end tidligere?
Historisk set er protesterne kommer i bølger, dvs. perioder med usædvanligt mange og forskelligartede protester. Den sidste rigtig store bølge var den, der varede cirka 1968-1985. Sådan en bølge kan virke selvforstærkende, fordi den ene protest fører til den næste, og fordi det er lettere at mobilisere folk til mere protest, når de er aktive i forvejen. I 1990’erne gik det generelt tilbage for protestkulturen. De seneste år har vi dog set flere store demonstrationer, men det er for tidligt at sige, om det ender i en ny, omfattende protestbølge.
Kan en bevægelse ikke bare foregå på nettet?
Det er svært at bygge stærke fællesskaber uden ansigt-til-ansigtmøder og fælles oplevelser. Og fysiske protester kan i yderste konsekvens være utroligt potente. Hvis f.eks. en større folkemængde besætter gaderne omkring et parlament eller på anden vis forstyrrer samfundets normale gang, så er omverdenen nødt til at tage stilling. Sådanne situationer aktiverer nye allierede og presser de regerende til dialog, fordi de er usikre på, hvad det hele ellers vil udvikle sig til. Ude i verden ser vi stadig, at den slags kan vælte regeringer og hele regimer.
Er protestbevægelserne konstruktive eller destruktive?
Det kan jeg ikke svare entydigt på. Nogle mener nok, at Ungdomshusaktionerne for år tilbage bare var de højtråbendes tyranni, mens andre ser det som en gavnlig påmindelse til magtfuldkomne politikere om at lytte mere til deres unge borgere. Helt generelt mener jeg, at protestbevægelser er uundværlige for den løbende dialog mellem stat og befolkning, der er med til at holde et demokrati smidigt og levende.
Kommer vi til at se protestbevægelser i fremtiden?
Protestbevægelserne drives jo af, at folk tror, det nytter at protestere. Hvis politikerne reelt ikke lytter til demonstranterne, så kan det blive svært at holde kampgejsten. Mange klimaaktivister oplever f.eks., at de ganske vist har fået klimaet på politikernes dagsorden, men at det mest er endt i spin og tomme løfter. Det kan skabe apati. På den anden side kan det også mobilisere til mere ihærdig protest, da der åbenbart ikke er anden udvej. Fremtiden er som altid uvis, men jeg vil godt vædde på, at vi ikke har set den sidste demonstrant.
Læs også Protesten får krop og stemme
Gennem tiden er mange store forandringer i Danmark sket i tæt følgeskab med markante folkelige protester
1517-1536: Reformationen i Tyskland og Danmark
Ordet protestant har en politisk historie. Martin Luther i Tyskland og i Danmark folk som Hans Tausen ville vende tilbage til kirkens gyldne fortid. Den fandt de i oldkirken hos de tidlige kristne. Reformationens religiøse protest var et opgør med en kirke, der ifølge reformatorerne forhindrede folk i at få et direkte forhold til Gud. Nu kunne alle bede direkte til Gud og synge, tale og skrive om det religiøse i deres eget sprog. Den danske reformation var en lang proces gennem 1520’erne og -30’erne. Den var ikke fredelig. Vejen til, at den blev eneste sandhed i 1536, gik via den drabelige borgerkrig Grevens Fejde. En krig, hvor næsten alle var protestanter, men af forskellig slags og med forskellige ideer om samfundet. Skulle konge og adel stadig bestemme og styre kirken oppefra, eller skulle kirken være kommunal og borgernes og bøndernes? Det blev en kongens kirke, og det tog århundreder, inden det også blev en folkekirke.
1830-1848: Den folkelige vækkelse
Bønder og håndværkere mødtes privat og lyttede til egne lægprædikanter. Det kan lyde uskyldigt, men det udfordrede de enevældige myndigheder og især statskirken, som dengang havde monopol på det religiøse. Hele denne vækkelsesbevægelse henholdt sig til Luthers tale om ’det almindelige præstedømme’ – dvs. jævne menneskers ret til at forkynde – og blev med tiden til grundtvigianisme og Indre Mission. I løbet af 1840’erne blev det religiøse indhold udvidet
med socialpolitiske krav om frigørelse for bønderne, mens man holdt store folkemøder med op til 10.000 deltagere. Vi så folkelige grupper træde op på den politiske scene, som ellers var forbeholdt snævre elitekredse, og det var epokegørende. Bondebevægelsen blev mere og mere selvsikker og allierede sig med det nationalliberale borgerskab i København. Sammen væltede de den enevældige styreform, hvor kongen havde uindskrænket magt. Herefter er Danmark blevet regeret efter Grundloven.
1880’erne: Det folkelige gennembrud
Med Grundloven måtte mænd over 30 år stemme til Folketinget, hvis de ikke var tjenestefolk, modtog fattighjælp eller havde begået forbrydelser, men til de første mange valg mødte kun få vælgere op. Så kom den såkaldte forfatningskamp, fordi kongen fandt sine ministre blandt konservative godsejere, selvom bondepartiet Venstre havde flertal i Folketinget. Venstre gik sammen med det nye Socialdemokrati, og i 1885 eksploderede det i en bølge af strejker, optøjer og demonstrationer over hele landet. Det betød en uset høj deltagelse i folketingsvalg, andelsbevægelser, fagforeninger, kvindesagen osv., og først nu blev danskerne engageret i politik som et folk. De grupperede sig i et nyt politisk venstre-højre-landskab af socialister, liberale og konservative, så de kom til at ligne de moderne danskere, vi kender i dag.
1918-1920: De røde år og den nye venstrefløj
I kølvandet på den russiske revolution i 1917 og en økonomisk nedtur efter 1. verdenskrig brød en ny, revolutionær venstrefløj ud af Socialdemokratiet. De revolutionære vakte opsigt med Stormen på Børsen og Slaget på Grønttorvet, der hjalp arbejderbevægelsen med sejre som indførelsen af otte timers arbejdsdag. En national og antisocialistisk højrefløj fik kongen med på at afsætte den radikale og arbejdervenlige regering under Påskekrisen i 1920, og det fik de røde til at forsøge sig med en revolution. Den slog fejl trods omfattende gadekampe, men ud af det hele opstod kommunistpartiet DKP og en venstrefløj, der har været del af dansk politik lige siden.
1943-1946: Augustoprør og folkestrejker
I august 1943 og juni 1944 under 2. verdenskrig satte danske arbejdere gang i strejker, der spredte sig til et omfattende folkeoprør mod den tyske besættelsesmagt. Det pressede samlingsregeringen af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre og Konservative til at opgive samarbejdspolitikken med Nazi-Tyskland og sikrede Danmarks plads i de allieredes lejr. I året efter befrielsen i 1945 mobiliserede alle partier til kæmpe folkemøder, og til forskel fra tiden før krigen var der nu entydig opbakning til demokrati som styreform. Mange unge havde gjort en indsats i modstandsbevægelsen, og det kom til at betyde, at valgretsalderen blev sænket til 23 år.
1968-1985: Ungdomsoprøret
Det internationale ungdomsoprør, der forbindes med det ikoniske år 1968, fejede også gennem Danmark med en bølge af protestbevægelser. Der var studenter, der krævede medindflydelse, slumstormere, der skabte Christiania og selvorganiserede kollektiver, rødstrømper, der kæmpede for ligestilling, arbejdere, der krævede demokrati på arbejdspladsen, venstrerevolutionære, der ville afskaffe kapitalismen og meget andet. Det varede indtil midten af 1980’erne og styrkede antiautoritære holdninger og mere frie omgangsformer. Elever, beboere m.fl. blev inddraget i lokale beslutninger, og valgretsalderen kom ned på 18 år. I protestbølgens slutning havde myndighederne skruet bissen på, samtidig med at dele af venstrefløjen blev radikaliseret. Det endte i 1980’ernes voldsomme kampe mellem politi og BZ’ere.
2000-tallet: Popcornsprotester
Efter Østblokken brød sammen, og nyliberalismen gik sin sejrsgang over hele Europa, blev 1990’erne et protestmæssigt lavpunkt. Her i det nye årtusinde har vi dog indimellem set meget store protester. Nogle af dem kan kaldes popcornsprotester, fordi de ofte popper op og hurtigt går i sig selv igen. Der har været optøjer i forbindelse med Christiania, Ungdomshuset og unge indvandrere, og vi har set stribevis af demonstrationer mod velfærdsforringelser, racisme, terror, krig og ikke mindst klimaforandring. Det er ingen samlet bevægelse, men meget
af det forenes af en overordnet idé om social og global retfærdighed.
Tekst om 1517-1536: Ulla Haahr
Tekst om 1830-2000-tallet: René Karpantschof