Udfordringsbilledet
I praksis ligger hele ansvaret for at løftet folkekirkens relevans for børn og unge voksne spredt ud på selvstændigt arbejdende enkeltpersoner. Løsningerne er helt op til den enkelte præst eller kk-medarbejder med særligt hjerte for sagen eller forpligtelse gennem en del af sin stillingsbeskrivelse. Der er ikke nogen overordnet struktur, noget krav, nogen retning eller fælles forståelse at læne sig op ad. Det er dog muligt at hente inspiration hos kolleger, børne- og ungekonsulenterne samt gennem ”Børn i Kirken”, hvis man selv opsøger det.
I RÆK UD har det gået som en rød tråd i samtalerne, at bevægelsen kun kan lykkes, hvis vi indgår (forpligtende) samarbejder, der hæver sig over sogne-niveau.
Barriererne - og måder at nedbryde dem
Folkekirken mangler et fælles ”vi”
Der opleves en konkurrence mellem sognene frem for et fællesskab om opgaven. Der mangler en fælles vision og forpligtelse til at række ud efter de grupper, som vi ikke er i kontakt med.
Det fælles ”vi” skal styrkes. Det kan gøres gennem
- en vision for arbejdet med børn og unge voksne på stiftsniveau
- en struktur for arbejdsdeling mellem kirkerne på provstiniveau
- et arbejdsfællesskab omkring konkrete aktiviteter med fælles ressourcer på tværs af sogne
Aktivitetshierarkiet skal brydes op
Der opleves et hierarki i kirkens aktiviteter, hvor gudstjenester og kirkemusik ligger i top og aktiviteter, der eksperimenterer med andre samværsformer til nye målgrupper, ligger i bund. Hierarkiet opstår både i kraft af kompetencer og ressourcer, da præsters og organisters kompetencer primært er bundet til at opretholde de traditionelle kirkelige handlinger og aktiviteter.
Aktiviteter der går nye veje skal prioriteres. Det kan gøres ved at
- tænke struktureret stort men relationelt tæt på den lokale virkelighed.
- sognene forstår nødvendigheden af at række ud efter de målgrupper, vi ikke når i dag
- man i højere grad prioriterer ressourcer på tværs af stiftet og øremærker puljer til udviklingsarbejde til nye målgrupper
- skabe steder der specialiserer sig i udvikling af nye veje: Profilkirker, Netværkskirker eller laboratorium for leg (se koncept: Profilkirker)
- beslutte at det samme projekt udfolder sig i flere kirker samtidig og give mandat og bevillinger til en arbejdsgruppe på tværs af sogne (se koncepterne: Ulige uger, Kirkoeira og Teaterleg)
- indgå samarbejder med andre organisationer i lokalområdet (se koncept: Vildt nok)
- ansætte flere med anden faglighed
- udvikle relevant efteruddannelse til præster
- kigge udenfor vores egen kirkeverden og hente inspiration
Afsenderorienteret kommunikation skal erstattes af modtagerorienteret
Det opleves, at vores sogne-struktur bliver den logik, vi kommunikerer ud fra, i stedet for at tale til forskellige målgruppers interesse, behov og motivation. Hvert sogn har sin egen hjemmeside som formidler sig selv. Hjemmesiderne ligner hinanden i en skøn blanding af gudstjenester, diakoni, ældremøder og babysalmesang. Overordnet set er det ikke en god anvendelse af ressourcerne, og det skabet ikke en identitetsplatform, som unge eller løst tilknyttede børnefamilier vil orientere sig i eller se sig selv i.
Kommunikation skal struktureres omkring interessefællesskaber frem for sognefællesskaber. Det kan gøres ved at
- have en åben ambition om at være landets bedste til at kommunikere
- gøre sig klart, at der er forskel på intern- og ekstern kommunikation
- skabe tydelige profilerede fællesskaber omkring en interesse frem for et sogn (se koncept: naturkirke)
- arbejde med målgruppespecifik digital kommunikation på hjemmeside, kalender, sociale medier (se koncept: kommunikation)
- prioritere professionel kommunikation, der arbejder med SEOoptimering (søgemaskine-optimering) og målrettet annoncering til specifikke målgrupper
- arbejde henimod en sprog-revision af folkekirkens indforstået sprog og erstatte det med almindeligt kendte ord
Der mangler plads til samskabelse
Der er en risiko for, at nye tiltag ender med, at vi gør mere for dem, vi kender i forvejen. Det kræver overskud at gå på opdagelse i en ny målgruppe og prioritere deres behov. Men hvis man vil bygge stærke fællesskaber, må man give folk mulighed for at få indflydelse. De nye målgrupper skal sætte deres præg, så kirken bliver et sted de kan se sig selv i – i en sådan grad, at de har lyst at invitere venner og familie med ind i fællesskabet. Social proof er vejen til vækst i en ny målgruppe.
Samskabelse kan ske på mange niveauer lige fra idéen om et ”third space”, hvor intet bliver til uden samskabelse med frivillige, over idéen om samskabende kommunikation i et digitalt interessefællesskab, til idéen om at give nogle store drenge lidt løn for at være de mindre drenges ”brødre” og hente dem i sfo’en til carpoeira i kirken.
Der skal bevidst arbejdes med samskabelse, og det kan gøres ved at
- hyre professionelle instruktører, der trækker et netværk med sig (se koncepterne: Teaterleg og Kirkoera)
- lade brugernes behov tage styringen ved at skabe ungeråd af frivillige fra målgruppen, der får mandat og ressourcer til at bestemme, hvad der skal ske i deres Profilkirke (se konceptet: Dobbelt-Profilkirker)
- dele kendskab til målgruppen i vidensbank på tværs af Stiftet (se koncept: UV Kirke)
- prioritere professionel projektledelse
