Tema: Generationer

Næstekærligt opråb!

AF INGEBORG MARIE NIELSEN, JOURNALIST 
FOTO INGEBORG MARIE NIELSEN OG LINA AHNOFF
I generationer har Mødrehjælpen rådgivet og hjulpet forældre og børn til en værdig tilværelse. 

I Abel Cathrines Gade på Vesterbro findes et særligt rum i et helt særligt hus. I hjørnet står en stor, blød sofa, og på ryglænet en kasse med papirlommetørklæder. Her hjælper Mødrehjælpens psykologer og socialrådgivere børn, som har været udsat for fysisk eller psykisk vold. 

“Skyldsbørn” kalder vicedirektør Trine Schaldemose dem. Begrebet har hun fra ét af de børn, der har fået hjælp i rummet, som hun sidder og taler i lige nu. Man kan læse deres historier i tegningerne på væggene, i rollespilsfigurerne i vindueskarmen og i dukken i barnestørrelse, som de hvisker deres hemmeligheder til i sofaen. 

“I alle de familier, vi har med at gøre, tager børnene skylden på sig. For fattigdommen derhjemme, fordi det er dem, støvler. Handler det om vold, tager de skylden for at have trådt på de gulvbrædder, der larmede og gjorde far sur, så han slog mor eller lillebror. Alt peger ind mod dem selv. Så vores største og vigtigste opgave er i virkeligheden at tage skylden fra de her børn,” siger Trine Schaldemose.

Om det så er én samtale, du har brug for, eller at vi holder dig i hånden i halvandet år, så gør vi det. Og man kan altid vende tilbage, hvis man om tre år får et nyt barn, eller det hele vælter igen.

Trine Scaldemose, vicedirektør, Mødrehjælpen 

Brug for stemmer 

Skyldsbørnene var der også, før Mødrehjælpen blev grundlagt i 1909, og selvom samfundet er blevet rigere og mere lige, vil der stadig være skyldsbørn. 

Der vil stadig være unge mødre, der har brug for rådgivning om abort eller hjælp til at klare sig gennem graviditet, barsel og livet med et lille barn. Der vil stadig være misbrug, vold og kriser i familier. Og der vil stadig være brug for stemmer, der råber op på børnenes og de sårbare familiers vegne. 

Som Vera Skalts og Hanne Reintoft gjorde det som ledere af Mødrehjælpen i årtier. Og som direktørerne Nina Thomsen og Trine Schaldemose forsøger at gøre det i dag. For mens nogle unge har stemmer, der kan råbe politikere – ja, hele verden – op, så har andre først og fremmest brug for nogen, der vil tage dem i hånden. 

Det handler om barnet 

Mødrehjælpens overordnede formål er at give hjælp, rådgivning og behandling til gravide og børnefamilier i sårbare situationer. For ingen familier skal stå alene, fastslår Trine Schaldemose. 

“I virkeligheden er problemstillingerne rigtig meget de samme som for 100 år siden i en ny kontekst. Dengang var der bare ikke det velfærdssamfund, som vi har været med til at skabe på godt og ondt,” forklarer hun. 

Målgrupperne har ændret sig. I dag fylder far mere i både den almindelige rådgivning og i ungeindsatsen. 

“Alt efter hvad vi taler om, så har vi rigtig mange fædre med. Både de og ligestillingsdagsordenen fylder noget andet i dag. Børnene fylder også mere, end de gjorde for 50 år siden.” 

Trine Schaldemose nævner den politiske aftale om øremærket barsel. “Der er vi selvfølgelig optagede af barnet og synes, orloven skal forlænges. 

Det er rigtig godt med øremærket barsel til far, men barnet skal ikke miste noget af barslen, hvis far ikke er på banen eller ikke kan tage barsel. For det her handler om barnet.”

Komplekse problemer 

Familierne, som har brug for rådgivning, har sjældent kun ét problem. Derfor falder de ofte mellem forskellige “kasser” i kommunerne, fordi det ikke kun er hjælpen eller kravene fra et jobcenter eller en familieafdeling, der løser deres problemer. 

“En sygemelding kan skyldes en depression på grund af en skilsmisse, som handlede om psykisk vold, der udsprang af økonomiske problemer efter en fyring. Der er virkelig en høj grad af kompleksitet. Det handler ikke nødvendigvis om, at man er socialt udsat, men at man af en eller anden grund er i en udsat position.” 

Trine Schaldemose fremhæver den solide faglige rådgivning og de netværksskabende aktiviteter som Mødrehjælpens væsentligste opgaver. 

“Om det så er én samtale, du har brug for, eller at vi holder dig i hånden i halvandet år, så gør vi det. Og man kan altid vende tilbage, hvis man om tre år får et nyt barn, eller det hele vælter igen.”

Mødrehjælpens hus på Vesterbro blev opført til Abel Cathrines Stiftelse i 1885. Dengang husede den fattige kvinder og blev senere herberg. Mødrehjælpens formål er i sin grundkerne det samme: at gribe og hjælpe dem, der er ved at falde eller allerede ligger ned.

Etisk forpligtelse Folkekirken og Mødrehjælpen samarbejder ikke direkte, men hjælper på hver sin måde børn og familier til et bedre liv. Organiseringen og tilgangen til opgaverne er vidt forskellig, men der er også overlap. 

“Vi har en etisk forpligtelse til at råbe op. Det står i Mødrehjælpens vedtægter, at vi skal skabe bedre rammer for gravide og børnefamilier, men vi har en endnu større forpligtelse for dem, der er så ramte, så sårbare og så udsatte, at de ikke engang kan finde ind til vores hjælp. Til at råbe op politisk og ændre rammevilkårene,” siger hun. 

Som eksempler på parallelle tiltag nævner Trine Schaldemose kirkens sorggrupper, gravidsamtaler og babysalmesang – og tilbud om fællesskab, som drives af frivillige. 

Grundlæggende mener Trine Schaldemose, at kirken er allerstærkest der, hvor den råber op om de grupper, der ikke nødvendigvis selv opsøger den. Når den for eksempel går ind i debatten om flygtninge eller andet, som er svært at tale om uden at blive skudt politiske eller humanistiske holdninger i skoene. 

“Jeg tror, at hvis man i højere grad italesætter kampen, den næstekærlige humanistiske kamp for de allermest sårbare og udsatte, og er tydelig om det i en offentlig debat, så inviterer man også flere ind.” 

Det gælder både i Mødrehjælpen og i kirken.