Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Folkets kirke taler til hele folket i påskeannoncen

Annoncen, som blev bragt påskedag i danske aviser skabte debat i teologiske kredse. Kan folkekirken ønske glædelig påske uden helt bogstaveligt at nævne ordet opstandelse? Ja, mener Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift, som med 9 andre biskopper var afsender på annoncen, der var betalt af stifterne. 

påskeannonce fra folkekirken

Provst Kirsten Jørgensens påskedigt, der blev skrevet til biskoppernes annonce skabte debat i bl.a. Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende. Foto: Henrik Dons Christensen

Af Peter Skov-Jakobsen, biskop, Københavns Stift

Livet løber i forvejen, men ind imellem vender han sig om og smiler, og så er det påske. Siden vi biskopper påskedag indrykkede en annonce med dette lille fine budskab, er teksten blevet mødt med nogen modstand. Nogle synes, at den ikke er ambitiøs nok, fordi den ikke bruger ord som Jesu død og opstandelse.

Formålet med annoncen var at sende en påskehilsen til den brede befolkning – i en form, der kan læses og forstås på mange måder, som forfatteren til teksten selv pegede på i sit debatindlæg i sidste uge: Nogle kan læse det som en tekst om håb og livsglæde midt i periode fyldt med udfordringer – mere bibelstærke kan se, at også Jesus har fundet vej ind i teksten, og at den er en udfoldelse af, hvad Jesu opstandelse betyder i vores konkrete menneskeliv.

Denne hilsen var til folkekirkens 4,3 mio. medlemmer – og i øvrigt også resten af befolkningen, der havde brug for at mærke håbet i en påske, hvor kirken var lukket. Derfor var det en pointe for os at kommunikere på en måde, som ikke var indforstået og dogmatisk – og som derfor måske ligefrem kunne være den første byggesten i et tættere forhold til troen. For nogle af dem, der mærker håbet ved tanken om, at alt kan blive godt igen, er der skabt et fundament, som der kan bygges videre på.

Det er vigtigt at huske, hvilken situation annoncen læses i. Den taler ikke til mennesker, der selv er gået i kirke for at opsøge påskebudskabet. De sidder og læser deres morgenavis til morgenkaffen, solen skinner, og om lidt skal de skal ud i haven og grave. Det er den sekulære sammenhæng, vi må tale til dem i, for det er der, de lige nu befinder sig. For Jesus kommer til mennesker dér, hvor de er, og forlanger ikke, at mennesket skal møde op i hans kirke og have tilegnet sig hans sprog, før han vil tale til dem.

Vi må respektere, at vi ikke er blevet inviteret ind i folks hjem for i vores eget kirkesprog at tale om Jesu død og opstandelse. I stedet må vi acceptere at deltage i den offentlige samtale på denne samtales betingelser og gøre os fortjent til opmærksomhed. Den får vi gennem budskabet: Kirken har noget relevant og håbefuldt at sige til dig om den situation, du står i lige her og nu, med hudsult, håndsprit og åndenød. Og vi har meget mere at sige end det, der står i denne lille annonce; det vil vi gerne tale videre med dig om. Det er ikke et reduceret budskab, det er hele grundlaget for budskabet. Det er ikke uambitiøst, det er i sandhed ambitiøst.

Jens Ole Christensen spørger polemisk, om annoncen er rimeligt og gennemtænkt, når vi alle er afsendere, fordi folkekirken er afsender? Ja, i den grad, for det er folkets kirke, der taler til folket med denne tekst. Den mangfoldige og rummelige folkekirke, hvor der er plads til at være forskellige – og som har en forpligtelse til som samfundsbærende institution i svære landsdækkende kriser at kommunikere så bredt, at så mange mennesker som muligt kan blive minde om kirken og næret af det store håb.