Musik, mysterier og magiske kirkerum: Oplev Københavns kirker på Kulturnatten 2024
Året rundt byder Københavns kirker på mange store kulturoplevelser, men der sker alligevel noget lidt ud over det sædvanlige i 23 københavnske kirker under Kulturnatten den 11. oktober 2024. Her kan man nemlig tage på rundfart mellem kirkerne og opleve rytmisk og klassisk musik af enhver slags, lys- og kunstinstallationer og adgang til små-hemmelige hjørner af kirkerne, som man ikke så nemt kan få adgang til normalt.

Kirkerne i København har været en del af Kulturnatten i mange år. Her jongleres der med ild i Grundtvigskirken for 9 år siden. Foto: Sille Arendt.
Af Niels Jakob S. Mye
Siden 1993 har Kulturnatten en gang om året givet københavnerne mulighed for at gå på opdagelse i deres egen by og opleve nye sider af kendte bygninger, institutioner og virksomheder. De københavnske kirker har i mange år været faste gæster i programmet. Kirkerne lægger i år kirkerum til koncerter, kunst og historiefortælling og giver adgang til ellers aflukkede hjørner.
Kulturnatten kræver, at man køber et Kulturpas, som koster 125 kroner. Det gælder også arrangementerne i kirkerne. Kulturpasset giver adgang til alle tilbud i Kulturnattens program og inkluderer også fri transport med bus, tog og metro i København og omegn på selve aftenen.
I Københavns kirker kan man blandt andet:
- gå på opdagelse i kirker med lyskunst, rundvisninger i mørke krypter og moderne kunst.
- lytte til kormusik i verdensklasse og elektronisk, rytmisk og klassisk musik
- finde ro i meditationsrum med og uden musik og ordf
- fordybe sig i litteratur, scenekunst og historiske beretninger og bibelviden
Læs kirkernes fulde programmer her (Kulturnattens hjemmeside)