Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Helligåndskirkens lange ferie

I foråret 2024 lukkede Helligåndskirken ned. Kirken er blevet tømt for inventar. Orgel, altertavle og Jesus på korset er blevet pakket ind. Kirken skal gennemrenoveres og det skal gøres med forsigtighed i en af hovedstadens ældste bygninger. Kirken forventes at genåbne 1. søndag i advent 2025.

midt på københavns strøg ligger helligåndskirken mens tusindvis af mennesker traver forbi på shoppingtur

Helligåndskirken ligger midt på Strøget i København. Siden april har kirken været lukket på grund af en omfattende restaurering.

Af Niels Jakob S. Mye

Strøget summer af sommerferie. Udenlandske turister vandrer op og ned ad de gamle gader mellem Nyhavn og Rådhuspladsen. Og et sted der midt i mellem ligger Helligåndskirken. De fleste københavnere kender Helligåndskirken som ”strøgkirken”, som er kendt for sine jazzkoncerter om sommeren og Händels Messias i juletiden. Men Helligåndskirken kommer ikke til at byde velkommen indenfor til hverken jazz, julekoncerter eller helt almindelige søndagsgudstjenester lige foreløbig. Helligåndskirken er gået på ferie.

I mange år har menighedsrådet i Helligåndskirken planlagt en større renovering af kirken. Det tager tid at planlægge den slags, for bygningen er naturligvis fredet og bevaringsværdig – og så koster det mange penge. Heldigvis har A.P. Møller Fonden og Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond bidraget til økonomien i det omfattende renoveringsprojekt.

Nyt ”svævende” gulv

En af de helt store operationer i forbindelse med renoveringen er udskiftningen af gulvet. Det nuværende gulv er et træpladegulv dækket af blå filt fra 1970’erne. Det gulv – og hele den bærende gulvkonstruktion – skal udskiftes.

Længe har skiftende menighedsråd i Helligåndskirken drømt om at få lagt såkaldte ølandsfliser i kirkerummet. Ølandsfliser er meget brugt i kirker, herregårde og andre fornemme bygninger. I gråblå og røde nuancer skaber de et stengulv i en flot, men afdæmpet mosaik.

Det ny gulv vil veje betragteligt mere end det nuværende plankegulv. 4 ingeniørfirmaer og en statistiker har været involveret i udviklingen af en løsning, hvor betonsøjler sænkes ned i jorden og bærer det ny gulv. Dermed svæver det kirkens nye gulv over den 800 år gamle københavnerjord under kirken, der ikke ville kunne bære den øgede vægt.

Som en ekstra gevinst betyder udskiftningen af gulvet, at kirkens akustik også forbedres. En computersimulering har beregnet, at lyden i kirkerummet forlænges med et sekund. Det er godt for blandt andet orgel- og kormusik.

En illustration af helligåndskirkens kirkerum som det vil se ud når restaureringen er færdiggjort

På denne illustration af kirkerummet, som det vil tage sig ud efter renoveringen, kan man tydeligt se det ny stengulv. Foto: Rønnow Arkitekter.

Helligåndskirken er lukket ned og det meste inventar er flyttet ud så det gamle trægulv kan brydes op og erstattes med ølandsfliser

Helligåndskirken står tom og aflukket inden renoveringen påbegyndes foråret 2024. Bemærk det gamle trægulv, der skal udskiftes med et stengulv.

Blågrå og røde ølandsfliser i Helligåndskirken

Gråblå og røde ølandsfliser findes allerede andre steder i Helligåndskirken. Efter renoveringen vil der også være ølandsfliser i kirkerummet.

Det hemmelige tapet

Helligåndskirken har omkring 800 år på bagen. Helligaandshuset, der ligger i forlængelse af kirken er Københavns ældste bevarede bygning. Det var tidligere et katolsk kloster og undveg nærmest mirakuløst at blive ødelagt i forbindelse med reformation i 1536. Sådan gik det ellers mange katolske klostre, kapeller og kirker i København.

Men selve Helligåndskirkens kirkerum har ikke meget med middelalderen at gøre. Det skyldes først og fremmest branden i 1728, der ødelagde næsten hele den oprindelige konstruktion. Den udgave af Helligåndskirken, som vi kender i dag, er resultatet af en genopbygning i årene 1878-1880 under ledelse af Herman B. Storck. Her fik kirken blandt andet endelig et spir som erstatning for det spir fra 1594, der gik tabt ved branden mere end hundrede år forinden.

Men Storck efterlod sig også en hemmelighed, som først for nylig blev opdaget!

Bag kirkens hvide kalklag har der i 200 år gemt sig et mønster, der som et tapet løber langs væggene under pulpiturerne (kirkens indvendige balkoner). Ingen anede at mønstret eksisterede. Hverken Nationalmuseet eller nogle af de gamle opslagsværker nævner noget som helst om det. Men ser man nærmere på et gammelt fotografi fra slutningen af 1800-tallet, kan man lige akkurat ane det mørke mønster bag kirkens hvide søjler.

Et gammel sorthvid-billede af Helligåndskirken med to røde pile, der viser det hemmelige tapet

På dette gamle billede af Helligåndskirken umiddelbart efter Storcks genopbygning i 1880 kan man ane "det hemmelige tapet". De røde pile er indsat som visuel guide. Foto: Christian Rasmus Neuhaus ca. 1880-94.

Bag kirkens hvide vægge har et mørkt mønster gemt sig siden 1880'erne

Helligåndskirkens hemmelige tapet har været gemt og glemt siden 1880'erne

Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med det hemmelige tapet. Det vurderes ikke til at være bevaringsværdigt. I første omgang skal det tapetet undersøges og registreres af Nationalmuseet.

Genåbning

Helligåndskirkens omfattende renovering har gjort mange mennesker i Indre By kirkeløse. Heldigvis er der blevet givet tilladelse til, at gudstjenester og andre kirkelige handlinger kan foregå i Christiansborgs Slotskirke indtil Helligåndskirken igen kan slå dørene op.

På kirkens hjemmeside og Facebook-profil kan man følge med i Helligåndskirkens aktiviteter – både i Christiansborgs Slotskirke og i Helligaandshuset, der holder åbent på trods af kirkens nedlukning. Den store genåbning er planlagt til at finde sted 1. søndag i advent 2025.

Indtil da – god ferie til Helligåndskirken og på gensyn!