Stiftets lille turistguide: Sommerkirker
I anledning af sommerferien har Københavns Stift udfærdiget en lille turistguide til fem af stiftets kirker, som er oplagte at besøge i ferien – især i disse dage, hvor højtryk og sommervarme synes meget langt væk.
Af Niels Jakob S. Mye
Der er ikke mange kirker på top 10-listen over mest besøgte attraktioner i Danmark. Det forsøger Københavns Stift at ændre på ved at inspirere både fastboere og turister til at kigge ind i nogle af stiftets kirker i sommerferien. Det gøres selvfølgelig bedst med et glimt i øjet og fem håbløst stereotype eksempler på sommerlandets turister: Farmand, børnefamilien, turisten, businessmanden og strandløverne.
Der er omkring 120 kirker i Københavns Stift, så der er mange – og mange spænende – kirker at vælge imellem, så det er ikke nemt at vælge blot fem kirker ud. Men de fem, der er udvalgt, er fem kirker, der ligger tæt på i forvejen kendte rejsedestinationer: Dragør, Balka Strand, Den Lille Havfrue, Kastrup Lufthavn og Amager Strand.
- ”Farmand” bliver anbefalet at besøge Dragør og Dragør Kirker, der med både kultur- og krigshistoriske højdepunkter samt et gavmildt udvalg af frokostrestauranter burde være oplagt til en historieinteresseret og madglad farmand.
- ”Børnefamilien” er naturligvis taget til Bornholms bedste badestrand, Balka Strand, hvorfra der ikke er langt til Skt. Povls Kirke. Det er et bekvemt pusterum fra den travle badestrand og et godt alternativ, når sommervejret svigter.
- ”Turisten” er nok i Danmark for allerførste gang, og så er det jo helt oplagt at besøge Den Lille Havfrue på Langelinie. Ikke langt derfra finder man Kastelkirken, som er et spændende stykke danmarkshistorie, smukt placeret lidt hengemt bag Kastellets forsvarsvolde.
- ”Businessmanden” holder ikke sommerferie – det har han slet ikke tid til. Men han bør give sig tid til at besøge Kastrup Kirke, som ligger så tæt på lufthavnen, at det næsten ikke kan betale sig at lade være. Kastrup Kirkes interiør overrasker nok de fleste, der aldrig har besøgt kirken før.
- ”Strandløverne” foretrækker at dase på Amager Strandparks lækre sandstrande. Det kan de gøre med strandkirken som nabo. Det er kirkerne i Øresund Pastorat, der er gået sammen om at rejse telt hver torsdag eftermiddag ved Øresundsstien og byde folk indenfor til en snak, en kop kaffe, yoga eller noget helt fjerde.