Voksende fokus på mænd i kirkens sociale arbejde
Antallet af kirker i Københavns Stift, der tilbyder aktiviteter for mænd, er voksende. Det viser ny undersøgelse af kirkernes sociale arbejde, som også dokumenterer, at antallet af indsatser rettet mod ensomhed er stigende.
Af Ulla Haahr
I 2021 blev sognenes sociale arbejde for første gang nogen sinde kortlagt i en rapport bestilt af Stiftsudvalget for Socialt arbejde og Socialetik. Nu har sognene igen i en ny runde spørgeskemaer oplyst, hvilke indsatser man har.
Nye muligheder for mænd
Undersøgelsen viser, at antallet af grupper for mænd er steget fra 8 procent til 24 procent på de tre år. Det er en markant udvikling, siger Kristine Kaaber Pors, der er stiftskoordinator for socialt arbejde. Hun peger på, at det kan skyldes et generelt øget fokus på ensomhed i kombination med en voksende bevidsthed om enlige mænds udfordringer. Ifølge Folkebevægelsen mod Ensomhed er enlige mænd blandt de særligt udsatte, når det handler om at føle sig ensomme.
”Det tyder på, at disse tilbud er lidt mere aktivitetsbåret – som fx udflugter eller madlavning – i stedet for primært at mødes for at snakke. Og det er mændene tilsyneladende mere interesserede i.”
Generelt er der kommet flere indsatser rettet mod ensomhed. Dels er der en stigning i antallet af fællesspisninger, som 75% af kirkerne nu tilbyder (tidligere 65 %). Dels har næsten 60% af sognene generelle tiltag mod ensomhed – typisk besøgstjenester og samtaletilbud – mod blot 25% i 2021.
”Det er positivt, for folkekirken er via sin lokale tilstedeværelse og netværk godt rustet til netop den indsats med fællesskaber og frivillige lokalt”, siger Kristine Kaaber Pors.
Husk de særligt sårbare
Flere sogne har deltaget i undersøgelsen, end sidst den blev foretaget i 2021. Den gang var svarprocenten 67 %, i år har 76 % svaret, hvilket svarer til 69 sogne ud af 91.
Der er desuden blevet suppleret med nye svarkategorier om stressfri haver, Anonyme Alkoholikere og familienet. Her viser det sig blandt andet, at stressfri have, der opstod som et helt nyt fænomen på Vesterbro i Apostelkirken for få år siden, nu kan findes seks steder i stiftet.
”Det vidner efter min mening om, at der er stor kreativitet rundt omkring i arbejdet med at møde menneskers behov. Og at mange sogne er klar til at prøve noget nyt af”, siger Kristine Kaaber Pors.
Er der noget, der mangler opmærksomhed i kirkernes sociale arbejde?
”Det er vigtigt at overveje, om man i sognene er gode til at skabe rummelige fællesskaber for såvel middelklasse som socialt udsatte? Der kan være brug for særligt tilbud til f.eks. unge ensomme, mennesker med handicap og socialt udsatte familier, der ikke finder vej ind i de generelle tilbud.”