”Oh skarpeste Gud. To nede”

Af Kristian Danholm

”Du har din skøre bamsehat på, hvor hovedet er revet af bamsen,” siger sognepræst Line Blak Gundersen. Hun retter omsorgsfuldt på hatten, og sender samtidig et kærligt blik til én af de andre fremmødte, der har taget plads på tredje række i Højdevangskirken på Amager denne oktober-aften. Der bliver hilst begejstret på præsten, som i et meget roligt tempo har retning mod alteret. Hun tager sig god tid til at hilse på stort set alle de fremmødte fra et bosted for mennesker med udviklingshæmning på Løvstikkevej, som lægger navn til aftenens gudstjeneste, hvor der også skal være voksendåb.

”Det her er folkekirken. De er medlemmer. Kirken er også deres kirke,” fortæller Line Blak Gundersen, da vi efterfølgende taler sammen i de tilstødende lokaler: ”Trine (én af beboerne, red.) har glædet sig til at blive døbt, fordi hun gerne vil høre til. De har et indre tros-liv, og det kan de udleve sammen her,” fortæller hun.

”Oh skarpeste Gud. To nede,” lyder det bagfra, da præsten er nået frem til sin destination ved alteret. ”Se min sweater,” overdøver en anden med pegefingeren ivrigt rettet mod egen torso. Han har tydeligvis klædt sig fint på til lejligheden, men bliver afbrudt at en insisterende finger i vejret: ”Jeg har altså noget vigtigt, jeg gerne vil snakke om,” siger en tredje direkte henvendt til præsten, der lover hende, at de taler om det bagefter.  Sammenlignet med en traditionel gudstjeneste, er der godt gang i den på kirkebænkene, og præsten har tydeligvis god rutine med den mere end livlige stemning:

”Jeg føler mig på en måde mere hjemme i det her, end når jeg står med en harmonisk kernefamilie til en kirkelig handling,” fortæller Line Blak Gundersen. Hun kommer oprindeligt fra landet, men er gennem mange år blevet formet af at komme på Christiania, hvor hun efter eget udsagn har haft sin gang blandt pushere, autonome og hippier: ”Jeg føler en fred her. Der er meget punk i Løvstikken. Man får meget lige i sylten. De lægger ikke fingre imellem.”

Netop den direkte facon, har ellers været et forbehold for afdelingsleder ved bostedet, Ronnie Jack Gryberg, fortæller han over telefonen: ”Jeg har ofte været bekymret for, om man kunne kombinere familiens forventninger til en beboers begravelse, med den afdødes venner fra bostedets adfærd, men hver gang er min bekymring blevet gjort til skamme. Jeg har ikke været til én begravelse med en af vores beboere, hvor jeg ikke selv er blevet berørt, fordi vores beboere er så umiddelbare i deres måde at udtrykke følelser på, og det er også dét, familien oplever. De er vi mange, der kunne lære noget af.”

”Skal man have badebukser på?” lyder det fra salen med henvisning til døbefonten, der af præsten bliver omtalt som 'badeværelset'. Hun spørger, hvad man laver i ’dagligstuen’, som hun kalder kirkeskibet. ”Man ser fjernsyn!” svarer hun selv, mens hun bevæger sig op ad trappen til prædikestolen - slår ud med armene, og fortsætter: ”Men her kan I ikke slukke for det, for I har ikke nogen fjernbetjening,” griner hun, da hun er nået til tops: ”Og dér er spisestuen, og der kan man få sig en lille én,” siger hun og peger ned på alteret. Det lyder et latterbrøl fra bænkene efterfulgt af et højt ”SKÅL”.

Line Blak Gundersen understreger, hvor meget de udviklingshæmmede giver igen, hvis man åbner sig for dem: ”De er enormt generøse! Det sætter tingene i perspektiv. Hvis jeg har en dårlig dag, skal jeg bare gå over på Løvstikkevej – så bliver jeg samlet op,” fortæller præsten.

Ronnie Jack Gryberg bekræfter: ”Det betyder meget for vores beboere, at Line kommer i huset. Hun er enormt god til at få vores beboere til at føle sig inkluderet, og det oplever de ikke særlig mange steder i samfundet. Og der er ikke noget modkrav. De behøver ikke engang at være medlem af folkekirken. Det kunne sådan set lige så godt være en fodboldklub, men de har specifikt efterspurgt kirken, for her oplever de et fællesskab, hvor de føler sig rummet.”

”… i farens (ikke faderens, red.), sønnens og helligåndens navn,” afslutter præsten, der har et ekko i form af en tilhører, der gentager alt, hvad hun siger. En anden klapper, og tager sig i det: ”Må man klappe?,” spørger han, og præsten lader det være op til den døbte: ”JA!” råber hun begejstret, kaster sig om sine kærestes hals, og giver ham et stort kys lige på munden, mens alle rejser sig og klapper med stor entusiasme. Som reporter har jeg hele tiden forsøgt at holde den professionelle distance, men må på egen krop bevidne Ronnie Jack Grybergs ord om, at det er umuligt ikke at blive berørt.

Til det efterfølgende arrangement med lagkage og banko, har den beboer, der under hele gudstjenesten annoncerede, at hun havde noget vigtigt at sige, endelig fået taletid: ”Min mor er død, og det er ikke så længe siden, og jeg er rigtig ked af det,” siger hun og bryder i tårer. Mere klart kan det vist ikke siges, og hun bliver prompte omringet af to andre beboere, der omfavner hende med et fast greb.