"Dåben er et nyt kapitel i livet"

"Vil du døbes på denne tro?"

Sådan lyder de berømte ord i det kristne dåbsritual, som for størstedelen af danskerne finder sted i forældrenes trygge favn som ganske spæd.

For de tre konfirmander, Elisabeth Oksbøl Andersen, Valdemar Mølkegård Bach og Rebekka Winther Hansen, forholder det sig imidlertid anderledes.

Når forårets store begivenhed nærmer sig, siger de nemlig ’ja’ til at blive døbt i den kristne tro – og de 14- og 15-årige skolekammerater fra Valby er langt fra alene om den beslutning. I 2017 lod 386 konfirmander sig således døbe i Københavns Stift, hvor et stigende antal unge vælger dåben til i konfirmationsalderen. I 2014 var tallet på 274.

For Elisabeth, Valdemar og Rebekka er det især konfirmandundervisningen, som har vakt lysten til at blive døbt.

”Jeg havde tænkt på, om jeg skulle døbes, og så tænkte jeg, at jeg ville starte til undervisningen for at se, om det var noget for mig. Men det viser sig bare, at vi lærer om kristendommen på en rigtig sjov og spændende måde,” fortæller Elisabeth, der sammen med sine jævnaldrende venner går til konfirmationsforberedelse en gang om måneden i Timotheuskirken i Valby.

Her bliver evangeliet blandt andet skildret gennem små teaterstykker, videoklip og billedudsmykninger, som konfirmanderne selv stykker sammen og forholder sig til.

”Fra mine venner havde jeg kun hørt godt om det at gå til konfirmationsforberedelse, så jeg var sikker på, at jeg skulle prøve det. Og så kunne jeg altid springe fra, hvis det ikke var noget for mig. Men jeg er her stadigvæk,” bemærker Valdemar.

Et aktivt valg

Alle tre kommer de fra et hjem, hvor kristendommens ord ikke er helt fremmed for de unge konfirmander, men dåben har Elisabeth, Valdemar og Rebekka selv skullet tage stilling til.

”I min familie er det sådan, at vi selv bestemmer, om vi vil døbes. Både min mor og søster er konfirmerede og døbt, men det er min far ikke”, siger Elisabeth.

”Sådan er det også min familie. Min mor er døbt og konfirmeret, og hun tror også på Gud. Det gør min far ikke. Jeg tror ikke, han har noget imod, at jeg bliver døbt – han har sagt til mig, at jeg selv må bestemme, hvad jeg vil,” forklarer Rebekka.

Personlig trosbekendelse

Og særligt timerne i Timotheuskirken har altså fået de tre skolekammerater til at reflektere over deres ’ja’ til dåben.

”Jeg tror på, at der er et eller andet, efter man dør. Jeg er ikke sikker på, at jeg tror på Gud på den måde, som står i Bibelen, men jeg tror på, at der et eller andet. Jeg har en eller anden forestilling om, at det ikke bare kan være slut, når man dør,” fortæller Elisabeth og sætter yderligere ord på sine tanker:

”Alt det, der står i trosbekendelsen, er jo ikke nødvendigvis det, man skal tro på. Man kan godt lave lidt sin egen fortolkning. Det har vi også gjort til konfirmationsforberedelsen, hvor vi lavede vores egen version og skrev det ned, vi syntes, der passede til os.”

Et nyt kapitel

Selve dåbsdagen venter endnu et par måneder forude, men for Elisabeth, Valdemar og Rebekka er det en begivenhed, de alle ser frem imod med lige dele spænding og begejstring.

”Jeg tror i virkeligheden, at det bliver sjovt,” siger Valdemar.

”At man står som 14- eller 15-årig og bliver døbt. For mig er det nok også en oplevelse – at man siger 'ja' til noget nyt og får noget læring, som man kan tage med videre i livet.”

Pigerne nikker:

”Et nyt kapitel i ens liv.”