Dåbshistorier er en nøgle til at sætte ord på troen

Af Henrik Dons Christensen

“Kirken betyder ikke det helt store i hverdagen i vores familie...” 

Så klassisk starter en af de 50 fortællinger fra sognepræst Pernille Østrems bog: “Fortællinger om tro, dåb og kærlighed.”

Nørrebropræsten har i slutningen af 2019 interviewet mere end 100 helt almindelige folkekirkemedlemmer om deres forhold til dåben. Hun har gennem sine samtaler gjort sig et par betragtninger omkring, hvad der rører sig i de mennesker, der skal døbes, eller hvis børn skal døbes. 

"Jeg er imponeret over det sprog, der ligger gemt. Men det er en stor opgave at komme ind til det, fordi der er en stor blufærdighed, når det kommer til at tale om tro,” siger hun. 

”Ofte er man bekymret for at sige noget forkert, bruge forkerte ord, eller om det, man siger, er ’kristent nok’. Mange udtrykker også, at det er svært at videreformidle deres glæde ved troen og dåben både til kolleger og venner, men også til deres egne børn,” siger sognepræsten, der selv blev døbt som voksen.

Vi skal bruge sproget

Hun mener, at det er lettere at tale om de store ting, om tro og eksistens, når andre har banet vejen for én.

“Hvis vi vil bevare traditionen om dåben, er det vigtigt, at folk får et aktivt trossprog og ikke et passivt, hvor man kun beder præsten om at sige de smukke ord. Der er stor forskel på, om man spejler sig i præsten eller andre, der har stået i samme situation. Det er vigtigt, at vi lærer at fortælle, hvorfor vi vælger dåben til.”

Hun har via sit indsamlingsarbejde erfaret, at genfortællingerne ganske simpelt sætter folk i gang med selv at sætte ord på deres tro i stedet for at sige ja og nej til præstens fortællinger, fordi det går op for forældrene, at der er andre, der har stået samme sted. 

”Så snart de har læst eller hørt en beretning, fx på facebook, hvor jeg løbende har delt mit projekt, begynder folk at fortælle selv, de ringer og skriver og kommenterer.”

Hun anbefaler, at kirkerne selv kan samle historier og ellers bruge bogen med de halvtreds interviews.

“Med bogen i hånden føler de, vi taler med, dåben i fællesskab, ikke alene, men som dåbshistorie nummer enoghalvtreds. De sætter sig selv ind i traditionen og fællesskabet, og de får dermed lettere ved at sætte ord på deres tro, fordi de er en del af en større fortælling, men de er det med egne ord. Ord, som de selvfølgelig også selv engang har fået forærende.”

Man skal skabe sin egen historie

Fortællinger om tro er ikke alt.

“Historierne kan fungere som en nøgle til at lukke op for samtalen,” siger Pernille Østrem, og slår samtidig fast, at der skal mere til end at sætte ord på sin tro, hvis kirkerne ønsker, at dåben skal fortsætte med at være en tradition man giver videre til sine børn. For forældrene kan det hjælpe at få dåben ind under huden og skabe sin egen historie ved fysisk at opsøge sit religiøse sprog. 

“Traditioner holder altså kun en enkelt generation. Hvis de ikke bliver hængt op på noget vigtigt, så dør de. Det samme med det religiøse sprog.”

Derfor får konfirmanderne i Stefanskirken som opgave at få deres forældre og bedsteforældre til at sætte ord på konfirmandernes egen dåb eller forældrenes konfirmation. 

For de nybagte forældre, der overvejer at døbe deres barn, kan det være det skabelsen af det nye liv, der er vejen ind i samtalen om dåb. Det er her, den store historie opstår.

“I stedet for at spørge forældrene, hvorfor deres barn skal døbes, hjælper det at spørge forældre ind til, hvordan de vil give dåben videre til deres børn. På den måde tager vi en stor del af blufærdigheden omkring deres egen tro af deres skuldre.”