Nyheder
Nyheder

Giv folkekirken stemme i medierne

Vil du være med til at nuancere billedet af folkekirken i medierne? Ti præster fra Københavns Stift får i 2020 mulighed for et dybdegående mediekursus. Ansøgningsfrist er den 4. oktober 2019.

Som præst har du måske været kilde i et radio- eller tv-interview, og ikke fået sagt det, du ville? Måske deler du holdninger og faglige indspark på sociale medier eller skriver et debatindlæg, når der er noget, du ikke kan lade være med at reagere på? Eller måske har du lyst til at deltage mere aktivt i samfundsdebatten eller på andre måder nuancere billedet af folkekirken i medierne, men ved ikke, hvordan du skal gribe det an?

’Giv folkekirken stemme i medierne’ er blevet til i et samarbejde mellem Presse og kommunikation i Københavns Stift og Udvalget for efteruddannelse. Kurset skal give præster baggrundsviden, redskaber og lyst til at deltage i den offentlige debat, og til at bruge forskellige typer medier. Du vil som præst blive klædt på til – med din individuelle stemme og faglighed - at kommunikere kristendommens og folkekirkens relevans i samfundet gennem de analoge og digitale kanaler, der egner sig bedst til formålet.

KURSUSFORM:    

Undervisningen foregår på et lille hold, som fungerer som netværksgruppe både under og efter kurset.

Kursusledere og primære undervisere er leder Ulla Haahr og presserådgiver Elsebeth Grummesgaard Gjesing fra Presse og kommunikation i Københavns Stift. Vi inddrager eksterne oplægsholdere, hvor det er oplagt. Gode diskussioner, mindre opgaver og praktiske øvelser er en del af undervisningsforløbet.
Det endelige program vil blive tilpasset baggrund og ønsker hos deltagerne, men elementer i kurset vil bl.a. være: Mediebilledet i dag, fortælling og sprog, debatindlæg og klummer, interviewtræning foran kamera og brug af sociale medier. Der vil desuden være mulighed for individuel coaching og rådgivning.

DELTAGERPROFIL:

Sognepræster og funktionspræster i Københavns Stift med nogen eller begrænset medieerfaring, men med lyst til at udfordre sig selv til at indtage en mere aktiv rolle som en af folkekirkens stemmer i medierne.

PRAKTISK:

Kurset er gratis og består af et intromøde, samt af to internater på Refugium Smidstrup Strand i Gilleleje, d. 25.-26. februar og d. 28.-29. september 2020. Mellem de to kursusblokke, vil der hen over forår og sensommer være 3-4 halve undervisningsdage i København, bl.a. med besøg på debat- eller nyhedsredaktion, oplæg og feedback på opgaver. Det er en forudsætning for optagelse, at du kan deltage på begge internater.

ANSØGNING:

Vi udbyder 10 pladser. Du skal søge optagelse på kurset via tjenestevejen i form af en kort, motiveret ansøgning, som beskriver dine faglige og samfundsmæssige interessefelter og din eventuelle medieerfaring samt ønsker til kurset. Udvalget for efteruddannelse sammensætter med kursuslederne den endelige deltagerliste. Deadline for ansøgning er fredag d. 4. oktober 2019.