Gudstjeneste med tråd og teologi

Af Jeppe Kiel Revsbech

Prince, Queen og Bob Dylan.

Umiddelbart forbinder man ikke pop- og rockmusikkens koryfæer med kristendommens ritualer. Men det er netop, hvad en række københavnske kirker har forsøgt at forene ved særlige musikgudstjenester, hvor kirkerummet får lov at runge af energiske takter, toner – og teologi.

Én af de første kirker til at afprøve idéen var Sankt Matthæus Kirke på Vesterbro, hvor sognepræst Birgitte Kragh Engholm i 2014 satte U2-coverbandet Die Herren på programmet i forbindelse med påskehøjtidens dramatiske beretning om de sidste dage af Jesu Liv.

Gudstjenesterne er enten tilrettelagt som deciderede koncerter eller som fællessangsgudstjenester, hvor oplevelsen veksler mellem at forkynde det kristne budskab og fordybe sig i sangene fra den pågældende kunstner, som gudstjenesten tager afsæt i.

”Vi ville gerne skabe et forum for de 25 til 45-årige, som typisk ikke finder naturligt vej til kirken, hvor man øser nogle åndelige vitaminer ud til folk, samtidig med at de får en totaloplevelse”, fortæller Birgitte Kragh Engholm.

Og idéen lader tilsyneladende til at være en succes.

”Vi havde omkring 800 besøgende i kirken ved den seneste gudstjeneste og måtte afvise folk i døren på grund af pladsmangel. Jeg synes, det viser, at folk gerne vil have næringen fra kristendommen – det er indpakningen, som afholder dem fra at komme i kirken,” siger sognepræsten.

Højmessens kodesprog

Omtrent den samme opfattelse deler Jens Biegel-Fogh, som er sognepræst og leder af natkirken ved Helligaandskirken i hjertet af København.

I lighed med Sankt Matthæus Kirke havde han mærket en vis fremmedgørelse over for højmessens traditionsrige formsprog hos især unge kirkegængere, og det gav anledning til at afprøve musikgudstjenesten som format.

”Flere af de folk, jeg møder i mit arbejde som præst, tilkendegiver, at de føler sig forkerte, fordi de ikke kan afkode ritualerne, som hører sig til ved en højmesse. Derfor begyndte vi at kigge på, hvordan man kunne kommunikere det kristne budskab på andre måder”, forklarer Jens Biegel-Fogh om tiltaget.

Taknemmelige tilhørere

I Helligaandskirken er det siden blevet til flere musikgudstjenester, hvor navne som Prince, ABBA og senest Queen har overtaget salmebøgernes repertoire, mens kirkens hvidkalkede hvælvinger har runget af ’Purple Rain’, ’Dancing Queen’ og ’Bohemian Rapsody’.

”Kirken er efter min overbevisning sat i verden for at formidle tro, og med et tiltag som musikgudstjenester har jeg mærket en stor taknemmelighed fra folk, som oplever, at kirken rækker ud og tilbyder en ramme, hvor de kan være med. De kender sangene fra deres eget liv, og der bliver virkelig sunget igennem i kirken,” fortæller Jens Biegel-Fogh.

Også Birgitte Kragh Engholm melder om begejstrede tilkendegivelser fra tilhørerne i Sankt Matthæus Kirke, der 5. december hylder sangskriverikonet Tom Waits under titlen ’A Tribute To Tom Waits & Christmas’.

”Det er min oplevelse, at koncerterne har en afsmittende effekt på folk. Hver gang vi har annonceret en ny koncert på Facebook, tagger folk typisk deres venner og skriver: ”Det her var en superfed oplevelse – det skal du være med til næste gang.” Så rygtet spreder sig,” siger hun.

Sandheder i rockmusikken

Spørgsmålet er så, hvordan man på naturlig vis integrerer kristendommens forkyndelse i en gudstjeneste, hvor sangforlægget er hentet fra pop- og rockmusikkens bagkatalog. Er det muligt at hente åndeligt gods i for eksempel Queens storslåede rocktoner?

”Jeg synes godt, man kan veksle mellem gudstjenestens liturgi og så eksempelvis at synge ’Bohemian Rapsody’ med Queen. Typisk forsøger jeg i min prædiken at tage udgangspunkt i teksterne fra den pågældende artist, og en sang som ’Bohemian Rapsody’ – der i virkeligheden er en ret dyster tekst – handler blandt andet om de erfaringer, vi gør os igennem livet – om det levede liv. Her kan være mange sandheder at hente, som man kan sætte ind i en kristen sammenhæng,” påpeger Jens Biegel-Fogh.