Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Konfirmationer i 2021

Skyd årets konfirmationer til juni eller august/september. Sådan lyder anbefalingen til sognene i Københavns Stift fra biskop og provster.

"Skyd årets konfirmationer til juni eller august/september", lyder anbefalingen fra biskop og provster i Københavns Stift

Sognene i Københavns Stift anbefales nu at afklare, hvornår årets konfirmationer skal afholdes af hensyn til konfirmander og deres forældre. Foto: Sille Arendt.

Selvom smittetrykket for tiden er lavt og fortsat faldende, er det pga. virusmutationer og vaccinationsmangel meget usikkert, hvordan genåbningen af Danmark vil foregå, og ikke mindst hvordan forsamlingsforbuddet vil være i forårets måneder. Det har stor betydning for, hvordan konfirmationerne kan foregå og især rammerne for familiernes fester.

Derfor opfordrer vi til, at man nu i hvert sogn får afklaret, hvornår man vil holde konfirmationerne. Generelt kan det anbefales at udskyde begivenheden til slutningen af juni eller august/september for at være så sikker som mulig på, at det kan gennemføres – og for at minimere risikoen for at skulle udskyde flere gange. Men der kan også være lokale forhold, der betyder, at man godt kan holde konfirmationerne tidligere. Ligesom der kan være særlige grunde til både at have konfirmation i løbet af foråret og senere på året. 

Det væsentligste er, at der nu kommer afklaring, så forældrene og konfirmanderne ved, hvad de skal planlægge efter.

 

Biskop og provster i Københavns Stift