Dømmer du bogen på omslaget? Med Christina Lærke Vilhelmsen
Hvilke værdier er centrale for dig, og ser andre mennesker, hvad du står for? Mød Christina Lærke Vilhelmsen, 48 år, jordemoder og sekretariatsleder hos Sammenslutningen af Steinerskoler og HF

Af Elsebeth Grummesgaard Gjesing
Hvad er dine vigtigste indre værdier?
Jeg er optaget af frihed. At vi som mennesker får mulighed for at træffe de valg, der bidrager til indre frihed. Jeg bliver ved, når alle andre har givet op, til der er en effekt. Jeg har med mig fra min opvækst og fra steinerpædagogikken, at man som udgangspunkt kan alt. Og at være rummelig og håbefuld.
Hvordan afspejler dine værdier sig i din ageren i verden, og hvornår lykkes det mindre godt?
Som jordemoder er ingen ros den bedste ros, for så har kvinden oplevet, at hun selv klarede fødslen.
Målet i alt mit arbejde handler om at blive i stand til at mestre sit eget liv. Jeg går meget langt for at få en menneskelig relation til at fungere, både privat og professionelt. Når gravide træffer valg, jeg ikke selv ville have truffet, forsøger jeg at finde det lille strå, der kan forbinde mig med deres beslutning. Det vigtige er, at der skal et barn og en familie ud på den anden side.
Jeg blev enormt provokeret, da nogen engang sagde til mig, at ’du er ikke så meget til forandringer”’. Så jo, jeg har også mine små kæpheste. Og en af dem er, at ting skal give mening.
Hvordan stemmer din selvopfattelse med den måde, du oplever at blive opfattet af andre på?
De to ting stemmer nok nogenlunde overens. Jeg står ofte i front og møder modstand og kan nok træde nogen over tæerne uden at vide det, men er modig, når det handler om at bede om feedback og teste det, jeg sender ud i verden, så det skaber den rigtige effekt.
Hvilke mennesker eller hændelser har ændret dit syn på dig selv?
Af alle mennesker har mine børn lært mig allermest om mig selv og min egen uformåenhed. Der er umiddelbar respons i handlinger, følelser, tanker og i deres valg i livet. Jeg oplever tit en undren: ’Hvorfor gjorde de dét, kom det fra mig eller dem?’ Jeg tror, vi udvikler os mest i vores nære relationer.
Har du oplevet at ændre syn på et andet menneske, og hvordan skete det?
Jeg var dybt uenig med en far fra mine børns skole. Efter bestyrelsesmøder har vi råbt ad hinanden, og
jeg opfattede ham som en irriterende revser, der ikke fattede, hvad børn havde brug for. Lige indtil vi fandt en fælles sag at være enige om i den forældregruppe, der gennem ti år kæmpede for at få godkendt vores Steiner HF-uddannelse. Jeg endte med at beundre ham for hans arbejde, og i dag er vi venner.