Dømmer du bogen på omslaget? Med Liane Zimsen Dambo

Af Elsebeth Grummesgaard Gjesing

Hvad er dine vigtigste indre værdier?

At vi er skabt til at elske og til at blive elsket. For mig betyder det: ordentlighed, ømhed og at turde være der i mødet med mennesker og i livet sammen. At stå ved sig selv og andre.

Hvordan afspejler dine værdier sig i din ageren i ver­den, og hvornår lykkes det min­dre godt?

Jeg håber, jeg bærer en ordentlighed med mig i mødet med andre mennesker og undgår at putte andre mennesker i kasser, men prøver at være til stede selv – både med det, der gør mig kikset, og med mine styrker. Jeg ønsker at opføre mig over for andre, så det er tydeligt, at vi deles om pladsen, og jeg viser ømhed over for den særlige og anderledes.

Men det kan ofte gå galt! Jeg bliver selvoptaget, irriteret eller selvfed, har dårlig tid, kommer til kort, bliver ikke modtaget, som jeg håbede, og alt muligt andet. Har jeg en god dag og er stærk nok, siger jeg undskyld.

Hvordan stemmer din selvopfattelse med den måde, du oplever at blive opfattet af andre på?

Som gadepræst bliver jeg dagligt mødt med så mange smil, omsorg og kærlighed, at jeg tit oplever, at andres blik på mig er langt kærligere end min egen selvopfattelse. Gudskelov for det!

Og så oplever jeg som mor at modtage den allervildeste kærlighed og tillid – større, end jeg forstår.

Hvilke mennesker eller hændelser har ændret dit syn på dig selv?

Min mor, der ikke har opdraget mig, hun har opelsket mig. Hun gjorde alt i frygtløs kærlighed med nysgerrighed på, hvilket barn jeg var, og ikke det barn, hun forestillede sig, jeg var. Hendes dør var altid åben for andre, også når de kom i smerte, og jeg fik lov at være med i det, blev ikke sendt ud. Hun stillede sig til rådighed som min grundvold, og det betød frihed til at turde kaste mig frådende ud i livet. Når jeg går kold eller bliver ramt, husker jeg på det, hun gav og fortsat giver mig: At jeg er skabt til at elske og til at blive elsket. Så går det fremad i rygende fart igen.

Har du oplevet at ændre syn på et andet men­neske, og hvordan skete det?

Jeg har oplevet, at et andet menneske gjorde mig bange og lammet. Det skete, da én, jeg beundrede, pludselig vendte vrangen ud og lod det indebrændte, ukærlige og bedømmende være det bærende i måden at være sammen på. Det føltes, som om jeg ikke var mere værd end en følelsesmæssig boksebold. Kærlighed blev til mistro for mig.