Sorggrupper giver plads til at være med sin sorg

Af Jeppe Kiel Revsbech 

”Sorg er prisen, vi betaler for kærlighed”, vil et berømt citat vide, men prisen kan synes uoverskuelig, når tabet af et barn eller en ægtefælle rammer tilværelsen. 

Med den vished in mente har folkekirken etableret en lang række sorggrupper landet over, hvor børn og voksne kan sætte ord på det tomrum, savnet efter en afdød slægtning eller ven giver. 

Alene i Københavns Stift findes der omkring 30 kirkelige sorggrupper, og tallet er steget støt, siden de første grupper blev stablet på benene for ti år siden. 

”Jeg tror på mange måder, at det er blevet mere legitimt at dele sin sorg med andre. I den seneste tid har der eksempelvis været flere tv-udsendelser og artikler om sorg, og det er med til at påvirke folks opfattelse af, hvad sorgen er for en størrelse. Det er i orden at mærke, at livet er svært,” fortæller sognepræst Stine Ravnborg Nissen (foto), som står for sorggrupperne i Københavns Stift. 

Et trygt og fortroligt rum 

Grupperne består typisk af mellem fem og ti deltagere og er så vidt muligt tilpasset de behov, den enkelte deltager måtte have, så eksempelvis forældre, der har mistet et barn, deler en gruppe sammen. Herefter mødes grupperne over et forløb på cirka seks til tolv måneder, hvor en tilknyttet præst styrer indholdet i samtalerne. 

”Det gør en stor forskel, når man sætter et menneske i et rum med plads til at kunne tale om alt det, der trykker, når man har mistet en elsket,” siger Stine Ravnborg Nissen og uddyber: 

”Sorggrupper kan være med til at mindske følelsen af ensomhed og meningsløshed, som mange efterladte oplever, og medvirke til at skabe livsmod og nye muligheder. Det handler om at skabe et trygt og fortroligt rum, hvor man kan indgå i et fællesskab og spejle sig i hinanden og hinandens sorg.” 

At være med sorgen 

Én af de deltagere, som netop har haft glæde af det trygge og fortrolige rum, folkekirkens sorggrupper tilbyder, er 35-årige Cecilie Fabricius fra København. Hun mistede sin far tilbage i december 2016, og i kølvandet på hans død opsøgte hun ad omveje den lokale sorggruppe i Timotheus Kirke i Valby for at få hjælp til at bearbejde sorgen. 

”Jeg synes, det har været befriende at møde andre mennesker, som var præcis det samme sted med deres sorg. I gruppen handlede det ikke om, at man skulle kureres for sin sorg eller nå et sted bestemt sted hen i sorgprocessen – vi fik bare lov til at være med vores sorg, og jeg oplevede, at det havde en helende effekt på mig,” fortæller Cecilie Fabricius, der til dagligt arbejder som psykolog. 

”Når man taler med udenforstående om sorg, kan de godt have en tendens til at ville præsentere gode råd for, hvordan man kommer videre i livet. Men sådan fungerer sorg sjældent. Den kan have mange forskellige faser og afskygninger. Sorgen er ikke kronologisk. Jeg forstår, at andre mennesker giver gode råd ud af deres gode hjerte eller måske magtesløshed, men det, som er hjælpsomt, er at blive mødt, hvor man står. Derfor var det en befrielse at møde andre mennesker i sorggruppen, hvor man ikke behøvede at sætte særligt mange ord på sin sorg – der var allerede en dyb forståelse for hinanden,” forklarer hun. 

Trøst i kirkerummet 

Cecilie Fabricius betegner sig selv som almindelig kulturkristen, der hidtil ikke har haft et nært forhold til folkekirken, men i sorggruppen værdsatte hun blandt andet brugen af det lokale kirkerum som ramme for hver session.     

”Inden samtalen tændte vi et lys i kirken for den person, vi havde mistet. Herefter læste præsten som regel et lille uddrag af bogen ’Sagt om sorg’ og bad fadervor. Jeg synes, det gav et smukt afsæt for samtalen, og jeg oplevede kirkerummet som et sted, hvor mange kan finde ro og trøst,” siger Cecilie Fabricius.

Sorggruppe for alle

Selv om de københavnske sorggrupper netop foregår i kirkeligt regi, er tanken med grupperne ikke at forkynde det kristne budskab, understreger Stine Ravnborg Nissen. Det handler først og fremmest at få hjælp til at bearbejde sin sorg som efterladt – og dele den med andre i samme situation. 

”Vi skeler ikke til folks religion, og man behøver heller at være fast kirkegænger for at deltage i en gruppe. Mange af sorggrupperne bruger kirkerummet i den lokale kirke som en ramme for samtalerne. Det plejer folk at være glade for, men alle er velkomne, uanset om man er medlem af folkekirken eller ej,” fastslår Stine Ravnborg Nissen.