Vi var aldrig i tvivl om, at der var brug for os

2015 var et usædvanligt udfordrende år for Frankrig. Allerede i årets første måned blev vi terrorramte: Redaktionen på den satiriske avis Charlie Hebdo blev forvandlet til et blodbad, og et jødisk supermarked endte som rammen for et dødeligt gidseldrama en helt almindelig torsdag formiddag. Alle holdt vejret. Den dødskult, der er hverdag under varmere himmelstrøg, var nu også dødskult hos os.

I Paris bor der godt to millioner mennesker indenfor murene. Med forstæderne tæller byen over ti millioner sjæle. De kommer alle steder fra – fra de gamle kolonier, fra hele den vide verden.

Paris har sin egen tiltrækningskraft, og med over 30 millioner turister om året, bliver byen vores allesammens sted. Og derfor slår det så meget desto hårdere i netop Paris. Terroren er ikke fremmed for de franske, og de danske, der længe har haft Paris som deres hjem, tog også angrebet med ophøjet ro: vi har jo prøvet det før... Det er en del af den parisiske ånd, selvom verden slår hårdt, så går livet videre.

Er der karikaturtegninger i kirken?

Et stenkast fra Triumfbuen ligger den danske kirke. De første dage efter Charlie Hebdo-angrebet låste vi døren og undlod at hænge flaget ud. Vi fik også besøg af politiet, der undrede sig over vores lange åbningstider, gav os et direkte nummer til alarmcentralens udrykning og bad os give dem besked, når vi holdt arrangementer med mange deltagere.

Og ude på gaden mødte jeg en besynderlig mand, der gerne ville høre om der mon var karikaturtegninger indenfor. Mest opkørte var nok den danske presse, der så gerne ville høre hvad vi alle sammen følte, og om vi i kirken mon gjorde noget særligt ud af det. Det gjorde vi faktisk ikke.

Alt i alt kom vi os også forholdsvis hurtigt ovenpå januars rystelser, måske fordi vi nok alle sammen gik og bildte os ind, at så længe vi hverken var karikaturtegnere eller jøder, så var der nok ikke så meget på færde – slet ikke da fransk presse endelig holdt op med i hver anden sætning at gøre opmærksom på den danske Muhammedkrise. Det blev hverdag igen, døren stod åben og Dannebrog prydede facaden. Foråret gik og sommeren med, og med efteråret gik vi så småt i gang med forberedelserne til den årlige julebasar.

SMS fra København: Er alle ok?

Fredag den 13. november ved 22-tiden tikkede en sms'en ind fra København: Er alle ok? Ja vi er ok, og så alligevel. Sammen med min familie bor jeg ovenpå kirken. Det gør vores ungdomsrådgiver og vores kirkeassistent også. Vi var hjemme, det var de ikke. De var taget i byen, men jeg vidste ikke hvor. Vi tændte for fjernsynet, for at få en slags overblik og ringede straks til de unge mennesker for at få dem hjem. De sad heldigvis i det 6. arrondissement på den anden side af floden, og de ville også gerne hjem, men det var ikke så nemt. 

Det var umuligt at få fat i en taxa, og de havde absolut ingen lyst til at bevæge sig ned i metroen. Til sidst lykkedes det på en bycykel, og vi fandt hinanden og roen oppe i præsteboligen. Inden vi gik i seng havde vi styr på de unge, der havde deres gang i kirken, og ambassaden havde styr på os. Det blev en kort og urolig nat, ondskaben havde vi allerede stiftet bekendtskab med tidligere på året, men nu havde vilkårligheden sluttet sig til den.

Uhyggelig aktuel prædiken

Fredag den 13. november blev ungdommen ramt på deres livsglæde. Der var heldigvis ingen danskere blandt de døde, men det kunne der sagtens have været. Kuglerne og bombebælterne sprang lige midt i det parisiske natteliv, der var danskere tilstede, men de slap med skrækken.

Jeg husker lørdag og søndag temmelig tydeligt, derfra ved jeg godt hvad jeg lavede, men ikke i hvilken rækkefølge. Hele lørdagen gik med at hjælpe ambassaden med en sag. Og så kom endnu en kort og urolig nat, og så var det søndag morgen og prædikenen skrev næsten sig selv, for teksterne til 24. søndag efter trinitatis var aktuelle i en uhyggelig grad. 

De handler om død, der bliver til liv. Maleriske billeder af knogler der får kød og sener og hud på. Åbne grave, levende døde, og alt om hvad Guds Ånd formår. Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende. Kl. 10 sad jeg til møde med ambassadens kriseteam, kl. 11 holdt vi gudstjeneste. Der var flere unge end der plejer, de fandt selv vej, og de blev hængende med hinanden og med os andre. Det var helt tydeligt at det gjorde dem godt at tale sammen, men også at erfare at kirken står lige midt i menneskers liv og byder sig til.

Et hus for frygt og fortvivlelse

Kirken blev i høj grad for de unge. De kom enten af sig selv eller blev henvist fra ambassaden, alle for at få hjælp ud af ensomheden, få styr på tankerne, og få at vide at det var helt normalt, som de havde det. Jeg har ikke tal på samtalerne eller på hvor mange. der gik ind og ud af vores døre. Men de var alle sammen unge – langt væk hjemmefra og i krise.                                 

Kirken var det åndelige rum, der kunne huse fortvivlelse, frygt, og usikkerhed. Men det var også det praktiske rum, vi kunne tilbyde de danske krisepsykologer, der først sad og kedede sig på et hotel ved Charles de Gaulle lufthavnen, fordi ingen turde tage helt derud. Vi var en naturlig del af ambassadens kriseberedskab, og vi var aldrig i tvivl om, at der var brug for os.

2015 var et usædvanligt udfordrende år for Frankrig, 2016 har desværre ikke vist sig nådigere. Vilkårligheden er stadig vores følgesvend, og intet synes længere at være helligt. Det kan godt være at vi har besluttet os for at vi ikke vil være bange, og det kan også godt være at det i mere eller mindre grad vil lykkes for os. 

Vi er nu godt inde i efteråret 2016 og vores mål er stadig at skabe en bevidsthed hos gamle og unge om, at kirken er deres, og at de kan regne med os. Jeg tror desværre ikke, at vi har set den sidste krise i vores by. Undtagelsestilstanden er snart et år gammel, politiet kommer jævnligt forbi, og det er svært ikke at lade sig påvirke af gadebilledet, med kampklædte soldater og sikkerhedsvagter overalt. Det er vores nye virkelighed. Og det lader til, at det er en virkelighed, der breder sig.

En stærk ambassadør

I de danske udlandskirker løfter vi i den forbindelse en meget konkret opgave, men vi er også stærke ambassadører for folkekirken. Så til slut lidt om Mathilde, en af vores au pair piger. Hun var i Paris den 13. november sidste år, oppe i det kvarter der blev ramt.

Den 14. juli i år var hun Gud hjælpe mig sammen med tre andre af vores au pair piger i Nice, på Promenaden, da den blev angrebet. Hendes refleks var at ringe til vores dygtige ungdomsrådgiver Pernille, som hun har gjort det alle de andre gange, hun havde brug for hjælp.

Mathilde er nu tilbage i Danmark, og hun rejste med følgende kommentar: ”Jeg melder mig aldrig ud af folkekirken.”