Fortsæt til hovedindholdet
At tro med sanserne
Kirkeyoga

Hvad er kirkeyoga?

Kirkeyoga er en praksis, der bliver mere og mere populær rundt i landets danske kirker. Her kan du læse om, hvad det er

Første gang der i Danmark blev dyrket yoga i folkekirken, var i 2013 i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Siden da har denne nyere praksisform kun vundet yderligere indpas. Muligheden for at dyrke yoga i kirken er stadigvæk størst omkring København og de større byer.

Tanken bag yoga i kirken er at åbne kirken op over for mindre kirkevante mennesker, og at kirken skal være et rummeligt sted for alle - uanset om man er kristen, ikke-kristen, spirituel eller søgende. I dag dyrker 16 procent af den danske befolkning yoga, hvormed praksisformen taler direkte ind i noget, mange moderne mennesker efterspørger.

Yoga i kirken kan være mange forskellige ting, da forskellige præster, instruktører og kirker ofte vil gøre det på forskellige måder og ud fra forskellige tilgange. Nogle dyrker crossyoga, som er en eksplicit kristen form for yoga. Det betyder, at der i hvilestillingerne vil blive læst kristne bønner op, ligesom der gerne bliver læst højt fra Bibelen. For andre er det en rent kropslig og forløsende praksis, mens andre ser det som en spirituel praksis, der understøtter kristendommen.

Fælles er dog udgangspunktet om ro, meditation og afspænding samt det at være til stede i åndedrættet og lære at bruge det på en hensigtsmæssig måde – og så finder det sted i kirkerummet.

Det er ikke alle, der er lige glade for kirkeyoga. Nogle præster mener, at yoga, i og med at det er en hinduistisk praksis, ikke lader sig forene med kristendommen. Derfor er de skeptiske over for, hvordan det lader sig gøre at dyrke yoga i kirken uden at tage elementer med fra hinduistisk religion ind i kristendommen.