Pilgrimsvandringer oplever for tiden en enorm opblomstring rundt omkring i landets kirker. Flere og flere efterspørger at snøre vandrestøvlerne og komme med ud i ’Guds grønne katedral’, som Elisabeth Lidell kalder naturen.
Hun blev officielt set Danmarks første pilgrimspræst i 2009, men Elisabeth Lidell har siden 2000 arrangeret pilgrimsvandringer for alle interesserede, hvormed hun var frontløber for at gøre praksissen til en mere almindelig del af folkekirken.
Jeg har altid troet på Gud, men fundet den lutherske kirke for teoretisk. Når jeg vandrer, får troen ben at gå på, og kirken får krop. Det er en rejse fra hovedet til hjertet
Inden for protestantismen er troen noget, der skal høres, og troen kommer af det, man hører. Den protestantiske teologi har ikke som sådan nogen ’kropslig’ tradition. Men Elisabeth Lidell vil gerne have kroppen med.
For hende at se er der nemlig mange ting inden i mennesket, der kan falde på plads under vandringen og i mødet med naturen. Man kan få kontakt med gammel sorg, men også mærke dyb glæde. Der sker noget, når man kommer ud af de vante rammer og kun behøver at bære på det mest nødvendige, siger præsten.
”Naturen prædiker om Guds skaberværk og giver en ny retning i livet”.
Alligevel var det ikke alle, der var lige begejstrede, da Elisabeth Lidell sprang ud som pilgrimspræst. Mange præster mente, at det var en katolsk og indadvendt praksis, der ikke hørte hjemme i folkekirken, og at det ikke havde noget med luthersk teologi at gøre. Traditionen hørte altså ikke hjemme inden for den danske folkekirke, mente kritikerne.
Men Elisabeth Lidelle er af en anden opfattelse. Hun oplever det som en skøn forening af kristendom, højskole og spejderliv. Og hun er fascineret af at bevæge sig i de samme gamle fodspor, som så mange mennesker i årtusinder før hende selv har betrådt for at søge Gud. Det er noget andet end en almindelig gudstjeneste, men pilgrimspræsten understreger, at man kan blive næret i troen på mange måder, og at det handler om at svare på en længsel.
Naturen er vores fælles hjem, og der sker noget helt særligt i én, når man bevæger sig i den og bare går, understreger Elisabeth Lidell og citerer H.C. Andersen.
”I naturen er vi tæt på Guds hjerte”.
Man kan simpelthen lytte på en mere åben måde, ligesom man stiller sig selv mere åbent til rådighed i en samtale. Det er helt anderledes end at sidde og høre på en monolog.
Naturen er den perfekte ramme for ro og indlæring i den kristne tro. Pilgrimsvandringer er kristendom for alle sanserne
Når pilgrimsvandringer i disse år oplever en stor opblomstring, skyldes det ifølge Elisabet Lidell, at kirken har glemt kroppen.
”Men hele Bibelen er én lang pilgrimsvandring: en forening af krop og ånd. Moses var på pilgrimsvandring, Abraham var på pilgrimsvandring. I Bibelen kalder Gud menneskene til at bevæge sig ud i det ukendte, og når man gør det, vil man opleve at Gud går med”, siger hun og uddyber: ”Kristendommen er noget, man ikke bliver færdig med. Her kan man altid bevæge sig mod en dybere mening og forståelse.”
