Nyheder
Nyheder

Dåben inviterer livet ind

Kristkirken på Vesterbro og flere andre sogne i Københavns Stift planlægger drop in-dåb efter oplukningen af samfundet i 2021. Begivenheden er blandt andet tiltænkt de mange familier, der ikke har fået deres børn døbt under covid-19. 

Præst ved døbefonten sammen med dåbsbarn og familie

Flere kirker i Københavns Stift planlægger drop-in dåb i 2021 med særlig tanke på de familier, der har udskudt dåben under covid-19. Billedet er fra en tidligere drop in-dåb i Kristkirken forestået af sognepræst Mette Gramstrup (t.v.). Foto: Folkekirken Vesterbro

Af Ingeborg Marie Nielsen

"Jeg er lidt ligeglad med kirkestatistikken. For mig handler det rigtigt meget om at få sat dåben ind i en tid, som har handlet om at undgå at dø af corona. At turde invitere døden indenfor, men også livet. Så vi lever på de vilkår, der er givet os", siger sognepræst i Kristkirken på Vesterbro, Mette Gramstrup.

Ifølge Danmark Statistik er der ellers et betydeligt efterslæb, når det handler om dåb. Færre forældre har valgt at få deres børn døbt under covid-19.

Det får flere kirker i Københavns Stift til at planlægge tumlingedåb og drop in-dåb, når samfundet lukker op igen. Kristkirken har selv drop in-dåb i kalenderen 28. maj og 3. september.

Udskyder dåben

Ifølge lovgivningen skal alle børn være navngivet, inden de fylder seks måneder.

Når børnene bliver ældre, er dåbshandlingen ikke længere så presserende, og Mette Gramstrup har stor forståelse for, at familierne vælger at udskyde dåben, til det igen er muligt at fejre begivenheden med familie og venner.

"Vi har været ude i aflysning på aflysning. For det at få barnet døbt og holde festen samtidig har ikke kunnet lade sig gøre i rigtig lang tid. Hvis forældre er blevet hjemsendt eller fyret, så flyttes bevidstheden et andet sted hen. Og når børnene så samtidig er bliver større, flyttes bevidstheden om, hvad dåben er, måske også til andre ting", siger hun.

Praktik og logistik

Mette Gramstrup var en af de første præster, der holdt drop in-dåb i Københavns Stift tilbage i 2017. 

Siden er det blevet en tradition, at Kristkirken åbner for, at alle kan blive døbt første fredag i september. Men i år udvider kirken altså tilbuddet med særlig tanke på de familier, der har udskudt dåben under covid-19.

Det gør den dels ved at skrive ud til nogle af de familier, den ikke har hørt fra, eller som har aflyst, men også ved annoncere drop in-dåben i maj og september på forskellige platforme.

"Vi fortæller, at har I lyst til at komme forbi på de vilkår og få jeres barn døbt den dag, så har I mulighed for det", siger hun.

Der er selvfølgelig også en praktisk og logistisk del i det. Lige nu tør Kristkirken ikke planlægge to dåb under samme gudstjeneste før senere på året, hvor flere er vaccineret, og samfundet er åbnet mere.

Mette Gramstrup fortæller, at der skal planlægges rigtig mange dåbsgudstjenester hen over året, hvis der kun må komme én familie til dåb ad gangen.

"Jeg har omkring 100 dåb om året, så det bliver ret mange ekstra lørdage, hvis vi skal nå det. Og sådan vil det være mange steder. Man vil næsten ikke have plads til alle de dåb i løbet af året".

Brug for livsmod

Drop in-dåb i Kristkirken i maj afvikles naturligvis også med et forbehold for covid-19-udviklingen.

"Måske er vi for tidligt ude ift. vaccinationer og oplukning i maj, for det giver bedst mening, hvis vi har flere dåbsfamilier i kirkerummet på samme tid, men vi satser på at gennemføre. For vi har brug for livsmod, vi har brug for livskraft, og nu tilbyder vi et ekstra stød mod corona, ikke ’bare’ vaccination", siger Mette Gramstrup med et smil.

Læs mere om drop-in dåb i Kristkirken.

Her planlægger sognene drop in-dåb i 2021 (ufuldstændig liste, opdateres løbende)

  • Kristkirken: 28. maj kl. 14-17 og 3. september
  • Husum Kirke: 4. juni kl. 15-18
  • Bellahøj Kirke: 28. august
  • Sankt Jakobs Kirke: 29. august
  • Frederiksberg Provsti: 9. oktober

Planlægger I også drop in-dåb? Så skriv til os på: kikkbh@km.dk