Der er brug for unge fællesskaber i kirken
Stiftsprojektet Ræk Ud har fokus på at udvikle nye aktiviteter og rammer for unge voksne, der ikke i dag oplever folkekirken som relevant. En af dem, der gerne vil bruge kirken mere, men som savner et ungt fællesskab er Liv Svendsen.
Af Ulla Haahr
Hvor går man hen, hvis man er 25 år og gerne vil kristendom og tro sammen med andre unge? Det spørgsmål sendte Liv Svendsen til København Stift, og det gav anledning til en snak om at være ung, troende - og alene med sin tro.
Liv Svendsen er med egne ord vokset op i en kristen socialistisk familie på Østerbro, hun elsker traditioner og kirkerummet. Hun synes, at tro er meningsfuldt, og eksistentielle emner er spændende. Men hun mangler et fællesskab med andre unge:
”Jeg er for gammel til uKirke og billige øl på Vesterbro. Men samtidig møder jeg en mur af fordomme om at være kristen, når jeg forsøger at tale med mine venner eller andre unge om tro. Alle er forundrede – punktum! Så jeg savner et fællesskab med jævnaldrende at være sammen om troen i. Det kunne fx være en gruppe unge, der gik sammen i kirke og drak kaffe bagefter og talte om det, vi har hørt i prædikenen og oplevet i kirken,” siger hun.
Men samtidig virker kirken også nemt som et lukket fællesskab. Der er en indforståethed, som signalerer, at her skal du være på en bestemt måde. Og det bliver en barriere for alle dem, der ikke har lært koderne at kende hjemmefra.”
Kirkerummet kan noget særligt
For hun er faktisk meget glad for kirkerummet og den højtidelige stemning. Det behøver der ikke blive lavet om på for hendes skyld. Tværtimod.
”Jeg er ikke bange for kirken. Jeg elsker at være i kirke til jul og påske, og kirken må ikke tabe sine traditioner. Jeg nyder fx også stilheden i rummet meget. Det er rart at føle sig lille, her er du fucking ingenting, men det meste andet i tilværelsen taler til dit ego. Men samtidig virker kirken også nemt som et lukket fællesskab. Der er en indforståethed, som signalerer, at her skal du være på en bestemt måde. Og det bliver en barriere for alle dem, der ikke har lært koderne at kende hjemmefra.”
En fod indenfor i det kristne fællesskab
Konkret efterlyser Liv Svendsen et netværk af unge, der sammen kan overkomme barrieren og få en fod ind i det kristne fællesskab. Et ramme og et samvær som man nemt kan tappe ind i og være en del af – uden at man skal købe noget!
”Jeg synes jo, at kristendommen på så mange måder passer godt til venstre-orienterede unge som mig selv. Hele den anti-kapitalistiske bølge og vores syn på bæredygtighed og klima – det smukke ville være, hvis kristendommen er en del af det.”
”Men jeg savner nogen at dele kirketure og religiøse diskussioner med. Ung-til-ung-agtigt og faciliteret af unge. Så jeg håber, at der vil komme kirker i København, der har et særligt fokus på sådan nogen som mig. Jeg tror nemlig, der er flere unge, der gerne vil bruge kirken, men vi har brug for en ramme.”
Læs mere om Ræk Ud-projektet her: