Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Husbådskirke åbnede i solskin

Kirkeskibet 2450 er navnet på den nye husbådskirke i Sydhavnen. Den skal ligge for kaj i Frederiksholmløbet, indtil den ny kirke åbner i Sydhavnen

En perfekt dag til indvielse af en ny kirke.

Med sol, temperaturer omkring de 30 grader og iskolde vandflasker med ”holy water” blev Kirkefondets og Sydhavnens nye kirke på indviet på vand.

Kirkeskibet 2450 er navnet på den husbåd, som med kalk og døbefont er blevet indviet som kirke. Den ligger i Frederiksholmløbet lige ved den nybyggede Alfred Nobels Bro.

Værterne var mange. Både biskopper, provst og de tre lokale præster, som skal afholde gudstjeneste i den nye kirke var til stede. Også Kirkefondet, som har finansieret og ejer Kirkeskibet 2450, var godt tilfredse med det store fremmøde.

”Det er virkeligt dejligt at se husbådskirken i brug. Det er en forløsning, at vi er nået så langt, at Sydhavnen kan tage kirkeskibet i brug,” siger Henrik Bundgård Nielsen, generalsekretær i Kirkefondet.

”Vores drøm er, at kirken får et godt liv - både nu og på sigt. Vi håber, at sydhavnerne tager kirken til sig, så kirken bliver rammen om et bredt kirkeligt liv. Og så håber vi, at husbådskirken på sigt kan bruges ved andre nybyggerier, måske i Nordhavnen,” siger Henrik Bundgård Nielsen.

Begejstret biskop

I den bagende sol blev kirkeskibet indviet ad flere omgange.

Først klippede domprovst Anders Gadegaard den røde snor over med en forgyldt saks, og senere indviede biskop for Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen kirken med en tale, hvor han så muligheder i Sydhavnens fremtid. En fremtid med store omvæltninger i det helt nye kvarter, der er i gang med at finde sin identitet.

For biskoppen var det en oplevelse at se kirken i brug med leben på og omkring husbådskirken.

”Det var dejligt at se kirkens liv begynde på den måde i Sydhavnen – ikke mindst på vandet med både, roere og surfere omkring os. Det er dejligt, at dette er optakten til den kirke, der kommer til at ligge langs kajen i Sydhavnen,” sagde Peter Skov-Jakobsen omkring åbningen.

Også kirkeministeren havde positive ord med til kirkeskibet, og Joy Mogensen i blå kjole ønskede bydelen tillykke med den nye kirke.

Når de sidste tilladelser er på plads, vil kirken være ramme for gudstjenester, filmaftener, babysalmesang og mange flere aktiviteter. Det kan man læse meget mere om på hjemmesiden for Sydhavn Sogn via dette link.