Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Få inspiration til det sociale arbejde i jeres sogn

Hør om andre sognes erfaringer med sociale tilbud og styrk dit netværk, når Social-etisk udvalg arrangerer inspirationsdag lørdag den 30. oktober

Mange forældre og børn samlet omkring et langt bord i en kirke

Social-etisk udvalg håber, at inspirationsdagen den 30. oktober kan fremme samarbejde på tværs om kirkernes sociale tilbud i Københavns Stift.
Foto fra fællesspisning i Taksigelseskirken.

Af Kirsten Weiss Mose


Det skal være lettere at udvide og styrke de sociale tilbud for sognene i Københavns Stift. Det er baggrunden for, at Social-etisk udvalg har taget initiativ til inspirationsdagen.

Dagen giver indblik i de erfaringer, som Husum Sogn har med sociale projekter, og to workshops, hvor deltagerne dels taler med personer fra andre provstier, dels taler sammen i eget provsti om, hvor man kan sætte ind. Til slut bliver Peter Skov-Jakobsen placeret i den varme stol og bedt om at forholde sig til, hvad han og Københavns Stift kan gøre for at understøtte udviklingen af folkekirkens sociale tilbud i stiftet.

Læs programmet for inspirationsdagen (PDF)

Socialt arbejde er en naturlig del af folkekirkens opgaver  

Et flertal i den danske befolkning mener, at socialt arbejde blandt udsatte, syge og gamle er en naturlig del af folkekirkens arbejdsopgaver. Det viser en stor undersøgelse om danskernes forhold til folkekirken fra juni 2021.

- Undersøgelsen er et godt udgangspunkt for en samtale om, hvad vi gør i dag, hvad vi kan gøre bedre og ikke mindst hvad vi kan hjælpe hinanden med at gøre bedre, siger Anders Gadegaard, der er domprovst i stiftet og formand for Social-etisk udvalg, som har taget initiativ til inspirationsdagen.

- Vi håber, at deltagerne tager ideerne med hjem, og at vi også på dette område kan fremme mulighederne for at arbejde på tværs af sognene, siger Anders Gadegaard.