Jeg tror næsten, at indholdet står stærkere ved drop in-vielsen

Af Henrik Dons Christensen

Birgitte Kragh Engholm er sognepræst i Sankt Matthæus Kirke på Vesterbro, hvor man i weekenden afholdt Københavns første drop in-vielse.

Hun viede selv fem af de 16 par, der på dagen sagde ja til hinanden. Vi besøgte kirken og præsten efter vielserne var overstået og fik en snak om behovet for et slankere og strammere kirkebryllup.

Hvad var jeres umiddelbare oplevelse af drop in-brylluppet? 

Det her med drop in er jo et stort kontroltab.  

Vi har slet ikke kunnet forudse, at det blev så smukt. Der var en helt fantastisk stemning oppe ved alteret, når alle var samlet omkring brudeparret. 

Det var så smukt at se, hvordan folk rejste sig, når parrene gik ned gennem kirken efter vielsen. Der opstår noget smukt i fællesskabet, at selvom man ikke selv er i gang med at blive gift, så er man med til de andres fest. Man bliver smittet af kærligheden, og man fejrer det med de andre. Jeg blev helt rørt, da jeg så det ske. Jeg tror også, at brudeparrene mærkede at blive rørt, når de jo blev hyldet på vej ned fra alteret. 

Hvordan har I forberedt jer på så stor en begivenhed? 

Vi har været i kontakt med Hornbæk Kirke, der var de første, der afholdt drop in-bryllup. Det giver jo ikke mening at genopfinde den dybe tallerken, så vi har naturligvis taget alle deres erfaringer med sammen med de erfaringer, vi selv har haft med drop in-dåb her på Vesterbro. 

Vi har lært, at det er vigtigt at tage imod folk på en god måde, at være grundige i de samtaler, vi har, og at det ikke gør noget, at dåben eller vielsen kan trække ud, for vores gæster nyder at være her, og de nyder stemningen og rummet. Det er vigtigt, at vi også selv slipper kontrollen, skruer ned for os selv, og tager imod folk som de er. 

Hvordan har I opdaget behovet for drop in-vielser? 

Jeg forsøger hele tiden at slå ørerne ud for at finde ud af, hvilke behov der er derude, og hvad folk efterspørger. Det er ikke et behov, der er dumpet ned fra himlen. Folk ringer ofte til os for at høre, om de kan blive døbt eller gift.  

For mange er et dåb og bryllup nogle kæmpe skridt i livet, og ikke bare noget, man lige gør. Ved almindelige kirkebryllupper tænker folk straks gudstjenester, gaver og gæster, og det bliver hurtigt helt uoverskueligt. Men når vi så fortæller dem, at man jo bare kan komme forbi en onsdag eftermiddag og blive viet eller døbt, så synes mange, at det er alt for meget stillen an.  

De to ting gør, at folk holder sig tilbage. 

Men så fandt vi ud af, at man havde haft drop in-dåb i Norge, og vi har taget fænomenet med herned. Nu har der så også været en del, der har spurgt, om vi ikke kunne gøre det med bryllup. 

Vores erfaringer viser derfor, at det er vigtigt at slå ørerne ud og lytte til folk. Man skal selvfølgelig løbe ikke med på alle mulige gode ideer, men for os giver lige netop vielser mening. For mange har det klassiske kirkebryllup været for meget og rådhusbrylluppet for lidt. 

For dem, jeg har talt med, har brylluppet været noget, man har talt om længe og gjort sig store overvejelser om, men det er ofte ikke blevet til noget. Efter at denne mulighed er opstået, har det vist sig for nogle at være den rigtige form at blive viet i.

Troen er svær at komme uden om, når man taler med parrene, mange har behov for at sige, hvorfor de kommer, og hvordan de har det med troen. Og det er vigtigt, at vi lytter, også selv om det måske kun er den ene, der har et forhold til sin tro.  

Så at blive viet på denne måde er en mulighed, der kommet for at blive. Det er ikke en vesterbroting at blive drop in-døb eller drop in-viet. Det er en mennesketing at blive gift, at tale om skilsmisse, liv og død og tro. 

Hvordan forholder I jer til de kritiske stemmer? 

Man møder ofte kritikken af drop in-arrangementerne. Jeg bliver ked af at høre folk komme med kritik, når der er nogen, der har valgt at blive døbt eller viet i kirken, især når kritikerne ikke har oplevet det smukke ved drop in-dåb og vielse. Jeg synes, at det er en utidig og intimiderende opførsel.  

Til gengæld er det opløftende at opleve, når kritikken fra skeptikerne forstummer, fordi de med egne øjne har set, hvordan en drop in-dåb eller vielse er. 

Er der også behov for den nye form for ceremoni? 

Ja, jeg tror, der er en efterspørgsel efter noget, der er slankere og strammere, men som samtidig er meget smukt. Når der opstår en kultur med selviscenesættelse, så opstår der også en modkultur. Man vil gerne have rummet, ritualet, den store ramme og store ord fra Bibelen, men måske ikke de mange forventninger, der følger med i kølvandet. 

Ved drop in-vielserne har vi ingen salmer. Vi holder ingen tale. Vi har skåret ind til benet med først en bøn, en læsning, så tilspørgsel og erklæring, vielse, forbøn, fadervor og velsignelse. Det er ikke meget af selve vielsens indhold, der er skåret væk, men næsten alt det andet. Så der er ikke rørt ved selve vielsesritualet. 

Og heldigvis: 

For man kan ikke undgå at blive berørt af vielsesritualet. Jeg tror næsten, at indholdet står stærkere ved drop in-vielsen, for normalt er der er utallige ting at holde styr på rundt om et bryllup. Når indholdet er strammet ind, er der ikke nogen forstyrrende elementer i kirken. Der er kun ritualet at forholde sig til og de smukke ord, der bliver sagt. 

Sådan foregik en drop in-vielse i Sankt Matthæus Kirke