Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Alle kor kan lære at improvisere 

Frederiksberg Provsti og organist Lars N. Sardemann i Lindevang kirke har udarbejdet nye materialer, så korimprovisation kan blive en del af repertoiret i kirkernes kor

billede fra korimprovisation i Lindevang Kirke

Korimprovisation er fyldt med nærvær. Screendump fra videoerne med korimprovisation.

Af Henrik Dons Christensen

”Har du to ører at høre med? Har du en stemme at synge med? Kan du lege, og kan du fortælle en god historie? Så kan du dybest set også improvisere i kor,” siger Lars N. Sardemann, organist i Lindevang Kirke på Frederiksberg og forfatter til de nye materialer om korimprovisation i højmessen.

To korbøger, en cd og fire små film er udgivet for at løfte en genre, der i mange år har ligget på hylden i mange kor. Materialet giver eksempler på, hvordan man kan improvisere som kor og skabe en helt ny tone til gudstjenesterne.

Improvisation i faste rammer

I materialet improviserer korsangerne til færdigkomponerede lydlandskaber, der er skabt til de korte bibelcitater. Det kan lyde svært, men er ret enkelt, siger forfatteren, og korimprovisation kan sådan set også bruges uden for kirkerummet.

”Alt her er leg. Arbejdsmetoden er "øre før øje"; du skal ikke læse nogen noder, bare lytte og synge. Flere af de øvelser, der skal gøre dig klar til at improvisere, baserer sig på børnelege som bl.a. "Kongens efterfølger" og "Kluddermor". Det er et sprog, de fleste kender,” siger Lars Sardemann, og understreger, at der ikke er tale om at improvisere, som var det en tale til en 50 års-fødselsdag.

Det kræver nemlig øvelse, og materialet hjælper korlederen med at skabe en ramme, som improvisationen kan finde sted i. Der er mange fordele ved at improvisere, også for mindre erfarne kor, siger organisten bag materialerne.

Børn, unge og gamle kan også være med

”Det nodeløse arbejde har vist sig at styrke korets traditionelle arbejde på alle parametre: intonation, rensyngning, hørelære, teksttydelighed og så videre. Og der sker noget nyt med menigheden, når et kor træder frem med en legende og åben attitude gennem en levende improvisation. Luften er tyk af nærvær og nysgerrighed. Børn, unge, gamle og alle derimellem kan være med,” siger organisten.

Vil man prøve kræfter med korimprovisation, kan man læse mere på forlaget Mixturs hjemmeside eller Lars Sardemanns hjemmeside, hvor man også kan se videoer af korimprovisation.