Magtesløsheden har ingen plads i vækstens tidsalder

Jeg har et minde fra min barndom. Det knytter sig ikke til en bestemt hændelse eller situation, men strækker sig over flere år, hvor en særlig følelse indtraf, når den første sne faldt. Jeg var gået i seng til en blæsende, mørkegrå og gennemvåd verden, og slog øjnene op til et glinsende hvidt eventyrlandskab. Som dreng kunne jeg ikke sætte ord på, hvad der skete inde i mig, men i mit voksenliv er det gået op for mig, at følelsen var forbundet med en lettelse over, at den gamle verden stadig virkede. Urværket kørte, som det skulle. Efterår bliver altid til vinter, og efter vinter kommer vår.

Det ukontrollerbare

Den populære tyske sociolog Hartmut Rosa har i sin seneste bog, Det ukontrollerbare, et forord, der handler om netop sne. Rosa skriver også om den barnlige forundring, der vækkes i én, når man en vintermorgen trækker gardinerne til side og konstaterer, at vores verden nu er dækket af et fint hvidt tæppe. Men Rosa skriver også om sneen som noget, der netop vækker vores forundring, fordi sne som fænomen er noget, vi mennesker ikke kan kontrollere. Den kommer, når den kommer, og forsvinder, når den forsvinder. For Rosa er mødet med den ukontrollerbare sne et udtryk for selve livets essens. I mødet med det, vi ikke kan kontrollere, stort som småt, skabes et resonansrum, der fæstner os i tilværelsen.

Men for det moderne menneske er magtesløshed og mangel på kontrol ved at blive en unaturlig tilstand. Det samfund, som former os, bliver mere og mere kontrolleret og forlanger i højere og højere grad, at vi også selv er i absolut kontrol. Vi skal nå mere på kortere tid. Både i arbejdslivet, men også i privatlivet. Med det stigende fokus på karriere er selv fritiden blevet for værdifuld til, at man kan tillade sig bare at holde fri.

Alle ved, at farten i samfundet er accelererende. Sygeplejersken i akutmodtagelsen ved det, barnet på lukkestuen ved det, magthaverne på Christiansborg ved det.

Derfor var der også noget smukt ved, at vi som samfund havde råd til noget så ineffektivt og langsomt som store bededag. Jovist, det var nok de færreste, der rent faktisk brugte fridagen på at folde hænderne i et stille fadervor, men der var en rig og vigtig symbolik i, at vores lille land havde blik for det magtesløse menneske, og dets relation til det guddommelige.

Det var nærmest komisk, da man sidste år besluttede at afvikle store bededag. Først og fremmest var det politiske arbejde kluntet for at sige det mildt. Og så var der folkets reaktion: Man reagerede med harme og gik på gaderne, og pressen morede sig over, at demonstranterne ikke engang kendte datoen på den kommende store bededag, som man så passioneret demonstrerede for. Folkekirken og præsterne var naturligvis også oprørte, for kunne man virkelig hælde en helligdag ud med badevandet uden at tage gejstligheden med på råd?

Noget har forandret sig

Et år efter står vi i store bededags uge, men dette år uden store bededag. Bededagen, som oprindeligt blev indført for at samle en række mindre bededage for fred og trivsel, skulle man ellers mene ville have sin berettigelse i disse tider, hvor vi er omringet af ufred og mistrivsel. Men politikerne er tavse, befolkningen lader til at have kommet sig over tabet af fridagen, og rundt omkring markerer kirkerne stadig store bededag på vanlig halvhjertet vis, som om intet var hændt. Og sådan kunne det også godt se ud – som om intet har forandret sig.

Men noget har forandret sig. Verden forandrer sig hele tiden, og ikke just til det bedre i disse tider. Og lige så rig en symbolik, der er i at have en årlig fridag tilegnet bønnen, lige så tung en symbolik hviler der over beslutningen om at ofre bededagen i vækstens navn. Der skal bruges guld til en guldkalv, og mennesket arbejder dårligt med hænderne foldet.

Men flere penge i statskassen betyder ikke mindre mistrivsel eller mere fred. Særligt når intet taler for, at mere vækst samtidigt vil reducere angstdiagnoser og stresssygemeldinger. Men ville en yderligere fridag om året hjælpe på disse problematikker? Nok ikke, men bededagen kunne med sin symbolske betydning blive til en dag, vi brugte på at træne os selv i at være ufuldstændige. En årlig dag, hvor vi øvede os i at slippe en bekymring, og måske ovenikøbet stole på noget så gammeldags og ineffektivt som Gud.

For det moderne menneske kan det virke meget abstrakt at skulle lægge sit liv i Guds hænder for en enkelt dag. Vi er ikke vant til at måtte slippe kontrollen. Vi plejer ikke aktivt at tilvælge passiviteten. Det moderne menneske står tværtimod altid i en beslutningsarena, hvor der skal vurderes, analyseres og eksekveres. Skal karrieren prioriteres, eller skal børnene hentes tidligere i dag? Burde jeg droppe at spise kød og skrue ned for indtaget raffineret sukker? Bør jeg købe flaskevand og dåsemad til, hvis krigen kommer?

Der har aldrig været så meget at forholde sig til som nu. Der har aldrig været så meget, vi kan gøre, som nu. Der har aldrig været så meget, der forlanger, at vi tager kontrollen over den verden og virkelighed, der møder os, hver eneste morgen vi slår øjnene op. Og det er der fantastisk meget godt ved, men der er også en åbenlys slagside:­ Vi mister simpelthen fornemmelsen for afmagt. Vi mister forbindelsen til vores egen ufuldstændighed, og med tiden bevæger ufuldstændigheden sig fra at være et menneskeligt vilkår til at være et aggressionspunkt – en svaghed, der skal optimeres.

Ånd kan man ikke købe for de ekstra penge i statskassen.

At bede til Gud, uanset hvordan man måtte bære sig ad med det, er det modsatte. Det er at acceptere det ukontrollerbare liv, anerkende sin magtesløshed og alligevel finde en tillid til, at verden mest af alt er god. Man behøver ikke at kunne sit fadervor. Man kan bare gå en tur i parken, trække vejret dybt ned i maven, kigge lidt på skyerne og tænke for sig selv, at det hele nok skal gå. Det er bøn nok. Man kan sætte sig på en bænk og nyde en solstråle, mens børnene leger på en legeplads, og man kan dvæle to sekunder ved den følelse af taknemmelighed, der kort blussede op i ens bryst. Det er taksigelse nok. Man kan tage sig sammen til at få ringet til den gamle ven og, uden at undskylde for den lange tavshed, bare spørge, hvordan han har det, og hvad de sidste par år er gået med. Det er syndsbekendelse nok.

Når ugen er omme, er der nok ikke mange danskere, der for alvor har savnet store bededag. Men symbolikken er ikke til tage fejl af: Rent åndeligt er vi blevet et fattigere land, og ånd kan man ikke købe for de ekstra penge i statskassen.