Dømmer du bogen på omslaget? Med Christian Langballe
Hvilke værdier er centrale for dig, og ser andre mennesker, hvad du står for? Mød Christian Langballe, 52 år, sognepræst i Viborg Stift og tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.
Af Elsebeth Grummesgaard Gjesing
Hvad er dine vigtigste indre værdier?
Mit kompas er evangelisk luthersk kristendom. Og så er jeg fuldstændig familiemenneske – de skal aldrig ofres på mit politiske alter.
Min mor var alkoholiker og pillemisbruger. Det er underligt at opleve et menneske, man elsker, udfolde en dæmonisk side, og det har tidligt givet mig en fornemmelse af, at jeg måtte samle mig selv op. Jeg har meget smukt at sige om min mor – hun var et givende, smukt og skrøbeligt menneske – men den dobbelthed er svær at forholde sig til som barn. Jeg er uhyre tæt knyttet til mine søskende; min mor holdt fast i, at vi skulle være der for hinanden. Hun gav mig interessen for klassisk musik og for litteratur: Dostojevskij, Blicher, Pontoppidan. Mit hjem og de værdier ville jeg ikke have været foruden.
Hvordan afspejler dine værdier sig i din ageren i verden, og hvornår lykkes det mindre godt?
Min gang på jorden er relativt kort, så jeg skal ud og kæmpe for de ting, der betyder noget, i stedet for at været fordybet i mig selv. Vi lever i en ekstremt narcissistisk kultur.
Det, man holder mest af, kan have et Janushoved. Som folkekirken, den er der bare. Det er et godt udgangspunkt, men også en sovepude. Vi bør være en mere kæmpende kirke.
Hvordan stemmer din selvopfattelse med den måde, du oplever at blive opfattet af andre på?
Jeg har heldigvis en ærlig kone og børn, der lader mig vide, når jeg opfører mig åndssvagt og taler for meget om mig selv. Man kan ikke være præst eller politiker, hvis man går meget op i, hvad folk synes om én. Jeg har meldt mig ind i det parti, jeg har, og nogle ønsker mig hen, hvor peberet gror.
Hvilke mennesker eller hændelser har ændret dit syn på dig selv?
I forhold til andre børn blev jeg tidligt moden og måtte tage et ansvar fra 7-8-årsalderen. Jeg kan blive bevæget over at møde folk, der har det samme lidelsens kainsmærke – som har været igennem de samme ting.
Jeg reflekterer meget over det, jeg oplever. Efter en konfirmandtime tænker jeg: ”Er der noget, jeg kunne gøre bedre?” – og sådan skal det være. I mødet med mennesker bliver jeg altid klogere.
Har du oplevet at ændre syn på et andet menneske?
Venskaber dør ud, og der er mennesker, jeg har forladt. Der er venskaber, jeg stiftede, hvor vi stadig kan mødes som gode bekendte, men venskabet var ikke givtigt, fordi vi ikke længere var på bølgelængde.
